Michelangelo Antonioni (1912-2007)
Da jeg som helt ung gik i biografen Fotorama drejede film sig om cowboys og om sørøvere, og det fandt jeg i orden i den verden selv om jeg også inspireret af min skolelærer læste Oehlenschlæger og Shakespeare fra biblioteket og de tegneserier, jeg kunne komme i nærheden af og Dumas, som jeg fik foræret af en onkel, som ville opdrage på mig. Værkerne tog farve af hinanden og historierne smeltede sammen i ét farvet tæppe af underholdende fascination. Og sådan tror jeg det var med mig og litteratur og film til nogle mere voksne venner inviterede min kæreste og mig sådan rigtigt i biografen. I Kosmorama i den store by.
Filmen var Antonionis Natten, og den var et chok og en åbenbaring. Filmen var jo litterær – og nutidig. Dyb og alvorlig. Det var vidunderligt. Helten var digter og kvinderne var smukke på en ny meget nøgen måde. De levede et tomt liv, som ikke ville vide af dødens nærhed. Men de vidste det godt. De havde indsigt. Moralen var vanskelige valg, og kærligheden var fuld af problemer.
Der fulgte et programhæfte med sammen med billetten. I det var en annonce for filmtidsskriftet med samme navn som biografen. Jeg begyndte at abonnere. Og jeg var fortabt, film var ikke længere blot underholdning, de var skabt af nogen som de gode bøger, de var digteres værker, dem, det herefter drejede sig om. Det blev Michelangelo Antonionis film, som blev min første af den slags.
Dens temaer skulle blive bestemmende for, hvad der optager mig. Helten er forfatter, han sidder træt ved skrivebordet, som herefter er en scene for sig, hvor alt kan opføres. Nu er digteren træt, han lægger sig. I dette rum bliver herefter alle værker til. Film og bøger.
I Antonionis film scenograferes den sene modernisme, digterens lejlighed i Milano, elegant beskeden ren. Og nøgen. Senere er arkitekturen en mondæn villa, hvor nattefesten holdes, elegant, ubeskeden, stadig disse rene linjer. Men villaen ligger i en stor romantisk have, som længere og længere væk fra villaen bliver mere og mere 1800-tal. Her er scenen for slutspillet. ”Den beundringsværdige slutscene..”, som det stod i Kosmorama. Kærlighedens tema er en resignation, en træthed hos manden, et lovløst begær og en ny moral hos kvinden. De to, som er par, Marcello Mastroiani og Jeanne Moreau lever det som ensomhed og smerte, lever det ved siden af hinanden den nat med krisens og tabets afgørende begivenheder, andre tiltrækninger, utroskab, vennens død og en kærlighed, ”.. der dør, uden man forstår hvorfor eller hvordan – på grund af en langsom nedbrydning, på grund af en mystisk afbrydelse af en indre spænding.” Som Kosmorama-artiklen konkluderer.
Slutningen skildrer langsomt og detaljeret, at de to forlader festen, forlader i morgenlyset villaen og den udmattede fest. Måske prøver de atter at nærme sig hinanden. En tekst, et brev er (som ofte i Bergmans film) afgørende. Hun har det i sin taske. Det har ligget der fra hun fik det for nok længe siden. Jeanne Moreau (Lidia i filmen) læser det for Marcello Mastroiani:
”I morges sov du da jeg vågnede. Jeg hørte dit lette åndedrag. Mellem håret som dækkede dit ansigt så jeg dine lukkede øjne. Ømheden vældede op i mig. Jeg ville vække dig, for din søvn var alt for lig døden. Men huden på dine arme og din hals var så levende. Jeg ville røre ved den igen med mine læber, men tanken om, at jeg kunne forstyrre din søvn, holdt mig tilbage. Jeg opfattede dig sådan her, som noget intet kunne tage fra mig. Bag dit ansigt så jeg mit spejlbillede i noget renere, dybere. Det var dig, jeg så i en dimension, som omfattede hele mit liv – min fremtid såvel som de år, da jeg ventede på at møde dig. Det var et under at vide, at du tilhørte mig, ikke kun dette øjeblik, natten forekom mig uendelig der ved din side – hvor jeg mærkede varmen i dit blod, i dine tanker og i vort fællesskab. Jeg mærkede kærligheden til dig, Lidia, så stærkt, at mine øjne fyldtes af tårer. Jeg ønskede, at jeg i al fremtid på samme måde som denne morgen – skulle komme til at mærke, at du ikke tilhører mig, men at du simpelthen er en del af mig – og at intet kan ændre på det, kun vanens ligegyldighed. Det ser jeg som den eneste trussel for os. Du vågnede og kyssede mig, og jeg så, at jeg ikke behøvede at ængstes. Vi skal forblive forenede af noget som er stærkere end tid og vane.”
”Hvem har skrevet det?”, spørger han. ”Det har du..”, svarer hun rådvild og forbavset. Han har altså glemt det.. ? Det er næsten et halvt århundrede siden Moreau og Mastroianni sad der i græsset i parken morgenen efter natten. Antonioni var langt foran mig i tid og indsigt. Og han formulerede det smukt og i ordets forstand tydeligt. Spørgsmålet er om, jeg glemte det..?
Michelangelo Antonioni (1912-2007): Natten, 1961.
Giulio Cesare Castello: Antonionis konsekvens. Kosmorama nr. 54, oktober 1961, 12ff
