Mira Jargil fik talentprisen
Mira Jargil har i aften modtaget prisen Reelt Talent. Det skete under åbningsgalla arrangementet på CPH:DOX. I sin begrundelse lagde juryen vægt på ”instruktørens indlevelsesevne og fintfølende tone og så evnen til at skildre intense emotionelle situationer uden at virke anmassende og påtrængende.” Bag talentprisen, der i aften er uddelt for anden gang, står CPH:DOX og Danske Filminstruktører.
Mira Jargil har lavet tre film:
Det sidste døgn, 2005. ”Så meget eksistentielt på færde, så lidt udstyr scenografisk, fotografisk, tekstligt, musikalsk. Mira Jargils film er et studie i, hvor lidt man kan nøjes med. Filmen er en afslutningens koreografi, en skildring af dette uafvendelige, som både dramaet og livet dynamisk, men i faldende takt – tøvende så at sige – peger hen mod…” skrev jeg i DFI’s tidskrift FILM/47.
Mod målet, 2007. ”Undersøgelser viser, at 73 procent af deltagerne får et bedre liv efter at have deltaget i turneringen. Og det er netop, hvad Mira Jargils film med humor og poesi dokumenterer: Fodbold har en fantastisk socialiserende effekt…” skrev Claus Christensen på tidsskriftet Ekkos hjemmeside 23. juli 2007.
Den tid vi har, 2011. Filmen er ”med sin tyste tilstedeværelse i det intime det mest rørende og sikre værk blandt afgangsfilmene…” skrev Katrine Hornstrup Yde i Information 13. juni 2011.