Mit navn er Jørgen Leth
Redaktionen gik på udstilling i den københavnske kunstforenings fine lokaler. Allan Berg, den udstillingskyndige, blev bedt om sin vurdering. Den er generøs for nu at bruge ét af Jørgen Leths egne yndlingsudtryk, sagde Berg, da vi spiste fiskefrikadeller på Diamanten lige ved siden af med udsigt til store fotostater på et plankeværk foran kanalen: Andy Warhol der spiser en burger i ”66 Scener fra Amerika”, Leth selv foran det store lærred i Bombay i ”De fem benspænd”, Bud Powell, et sort/hvid billede fra ”Stopforbud”, det tidlige jazz-værk, han skabte sammen med Ole John.
Det er jo det hele, det næsten samlede værk, fortsatte Berg, digtene, filmene, Moleskinnotesbøgerne, teksterne på plancher, Leths stemme og hans flotte samling af malerier og skulpturer fra Haiti. Det er materialer, og ikke biografi, og det er et rigtigt valg. Et højdepunkt er den lille kulisse, hvor man kan sætte sig ned og se Lene Adler Petersen i ”Ofelias blomster”, en lille ofte overset perle. Et andet er optagelserne fra castingen af unge kvinder til ”Det erotiske menneske”, indimellem hylende morsomt.
En enkelt lille indvending mod den manglende sammenhæng mellem lyd og billede i et rum, hvor der på væggen vises klip fra Leths favoritøjeblikke i hans elskede Tour de France, samtidig med at han taler om disse øjeblikke. Det følges bare ikke ad.
Hvis jeg havde mulighed for det, sagde Berg, der bor i Randers, ville jeg gå ind og se alle filmene én gang til. Det får man lyst til og det kan man nemlig på udstillingen med den nu 75-årige mesters herlige oeuvre.
Åben til 12. august.
