N. C. Heikin: Sound of Redemption

Saxofonisten hedder Grace Kelly, hun spiller i et lille orkester som i en lille sal i San Quentin fængslet afholder en mindekoncert for saxofonisten Frank Morgan som mange år af sit liv som indsat der spillede i fængslets jazzband som består af fremragende musikere. Mange af dem er stadigvæk eller igen i San Quentin og de er her nu blandt det publikum som Kelly og hendes band spiller for. Vi er i filmen ved hendes store solo Somewhere over the rainbow som også er filmens store øjeblik, vi er i begyndelsen af filmens vist nok eneste egentlige filmscene. Den er meget smuk, hun i sin røde jakke og i sin ungdom, de mange mænd på så mange måder voksne lytter og begejstres ved hendes spil som de oplever fungere, musikken virker, filmfortællingen bevæger. Virker tilbagevirkende på det vi har set og nu forstår og virker som min oplevelses point of no return, det her kan ikke gå galt, sådan lyder det når livsfølelse betales tilbage.

Det er altså en Frank Morgan mindekoncert og den begivenhed er filmens ramme. En af musikerne fortæller mellem numrene Morgans biografi. Han begyndte som barn at spille, Charlie  Parkers spil greb ham om hjertet, han mødte Parker som imponeredes af drengens følsomhed og evner, tog sig af ham, blev hans mentor. Fortællelinjen er strengt kronologisk, det er en filmbiografi i form af en forrygende collage på arkivoptagelser. Heroinen introduceres, vi får en lyrisk solo i en lang sekvens, et gribende sted i filmen, som ellers ikke har lange filmiske sekvenser eller filmscener. Der fortælles så om familien, om kriminalitet for at skaffe penge til heroinen, om turene ind og ud af fængslet… Det er en svag part af fortællingen, mærkes som en slags pligtstof, det er jo musikken biografien gælder. Men så dukker rammen op, fortælleren er en god fortæller, en lettelse. Men bliver det til en jazzfilm, en musikerbiografi, nej det synes jeg egentlig ikke.

En malerbiografi er da kunst analyse/beskrivelse/læsning skildret i et liv, en politikerbiografi må da være en politikkens liv, en forfatterbiografi et forfatterskabs liv i en skribent som Olof Lagerkrantz’ vidunderlige Strindbergbog, som jeg nu kommer til at tænke på som en arkitektur af værkerne i manden gennem årene. En række Frank Morgan indspilninger i citater med ordentlige titelskilte fungerer fint som vignetter billedmæssigt, lydmæssigt, stemningskonkluderende, men det er vignetter, ikke byggesten i en biografisk bygningskrop. Og en særlig indforståethed med jazz, med amerikansk kultur bliver mærkbar og nødvendig, men netop når det sker, lige på dette sted, kommer rammen til syne igen. Vi er ved højdepunktet med Grace Kelly, lytter i filmscenen til hendes omhyggelige introduktion, at hendes bedstefar i musikken, hendes mentor var Frank Morgan, som Charlie Parker var Frank Morgans mentor. Hun samler det i to forlangender, som Morgan samlede sin undervisning i: spil med hjertet og lad fingrene blive på knapperne, ”on the pearls” og scenen fortsætter med hendes lange solo og dernæst hele nummeret med alle musikerne og alle afsnittene uden klip og så stående ovationer. Sådan lyder en tilbagebetaling! Filmen har ligesom selv omhyggeligt tilrettelagt sit højdepunkt via manus, instruktion, optagelse, klip. Alt er lykkedes og blevet film dette smukke sted.

Hvis jeg som har sparsomme forudsætninger skulle i gang med at se jazzfilm ved denne festival er dette en god begyndelse, en smuk forelæsning, et musikforedrag, engageret og pesonligt. Jeg læser filmen som yderst velforberedt og vildt raffineret fængselskoncert og -foredrag hvor jeg sidder blandt de indsatte begejstret med dem, og for mine øjne, i min erindrings billeder og på lærredet med arkivstoffet ser jeg nu gjort en smule indforstået, lidt som det indforståede og højtkvalificerede publikum, ser og hører med dem i deres nu fremkaldte erindring. Det er sandelig en musiklektion på højt plan, en belæring.

USA 2014, 84 min. Filmkommentarens penne: 4 af 6. Vises i Cinemateket, København torsdag 9. februar 21:45.

www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program

SYNOPSIS

Sound of Redemption: The Frank Morgan Story recreates the life of legendary alto sax player and Charlie Parker protégé Frank Morgan in a one-night-only, all-star musical tribute performed live at San Quentin, tracing his progress from teenaged musical prodigy to longtime junkie and, finally, to achieving one of the music world’s most remarkable comebacks.

http://ncheikin.com/documentaries 

 

Share your love
Allan Berg Nielsen
Allan Berg Nielsen

Allan Berg Nielsen started the first documentary cinema in Randers, Denmark way back in the 1970’es. He did so at the museum, where he was employed. He got the (16mm) films from the collection of the National Film Board of Denmark (Statens Filmcentral). He organised a film festival in his home city, became a member of the Board of Directors of the Film Board, started to write about films in diverse magazines, were a juror at several festivals and wrote television critiques in the local newspaper. From 1998-2003 Allan Berg was documentary film consultant (commissioning editor) at The Danish Film Institute, a continuation of the Film Board. Since then free lance consultant in documentary matters.

abn@filmkommentaren.dk

Articles: 821