Fuck… lød det fra ydersædet på min række. Arrangør og filmudvælger Sara Thelle var højlydt utilfreds med at mikrofonerne i Cinematekets Asta Biograf gav forstyrrende hvislende bilyde – og fik den næsten fyldte sals tilskuere til at klukke af medfølelse. Det var ikke første gang, vi havde været vidne til svigtende teknik. Det var det heller ikke for Cinematekets Rasmus Brendstrup, som tålmodigt flere gange gik ned til scenen, skiftede mikrofonerne ud, tilkaldte en tekniker. Det hjalp ikke. Til sidst spurgte Brendstrup publikum om ikke vi kunne klare arrangementet uden mikrofoner. Joooo!
Med denne menneskelige start var forsamlingen rystet sammen og ”Nye Syriske Kortfilm” kom i gang og skuffede ikke de fremmødte. Helle Malmvig fra DIIS kædede filmene sammen på fornemste vis. Fra Paris kom Dani Abo Louh for at vise og kommentere sin ”A Spring Tale”, som han har lavet sammen med Mohamad Omran, et fint stykke animationskunst skabt i 2011, da der stadig var håb for den syriske revolution. ”We were optimistic at that time”. En ny form for kunstnerisk udtryk fulgte gennem ”det anonyme filmkollektiv Abou Nadarra, (som) hver fredag siden begyndelsen af oprøret i 2011 (har) lagt en lille film ud på internettet.” De to korte film, der blev vist, var ”After the Image” og ”The Unknown Soldier”.
Gribende var det at møde herboende syrisk-kurdiske digter Jan
Pêt Khorto, som læste sit digt på arabisk fulgt af en dansk oversættelse, læst af Helle Malmvig. Titel: ”Var jeg ikke bare skabt som pige”.
Før den sidste film, ”Love During the Siege” (FOTO) talte Malmvig om ”entrapment” som overskrift for den periode, vi befinder os i nu, næsten 6 år efter marts 2011. Instruktøren Mattar Ismaeds film er en smuk registrering af, hvordan en familie klarer sig i hverdagen i et kvarter i det sydlige Damaskus. De laver mad under kummerlige forhold, går langt for at hente vand, står i kø for at få lidt suppe, overlever – siger filmen – på den gensidige ”love during the siege”. Hvad mange ikke gør, står der i en afsluttende tekst på lærredet, tusinder dør af sult.
Tidligere samme fredag havde jeg været til et symposium om film og forskning, et mere internt arrangement, hvor publikum, så vidt jeg kunne se, først og fremmest var fra den forskende side, og der var mange studerende. Hvor var filmens folk – jo, de var i panelet og de var gode (DFI’s Ane Mandrup, producent Signe Byrge Sørensen, instruktør Camilla Nielsson og Sine Plambech, som arbejder på DIIS, er antropolog og filminstruktør) – men flovt at der ikke var filmfolk i salen.
Første taler var Kristian Møller Moltke Martiny, som pegede på filmens kommunikative evne, når vanskeligt forskningsmateriale skal formidles. Han havde været med til udviklingen af Jakob Nossell og Christian Sønderby Jepsens film ”Naturens Uorden” og fortalte, hvordan filmen havde nået et kæmpepublikum, som havde fået øjnene op for, hvad spastisk lammelse er for noget.
Martiny er også tilknyttet en ny film af Phie Ambo, som hun præsenterer på det kommende CPH:DOX. Titlen er ”Når du kigger væk”, et klip blev vist, så lovende ud, emnet er ”hvad er bevidsthed”. Sådan!
Martiny pegede på det fine samarbejde mellem filmfolk og forskere, som han havde oplevet og henviste til – det samme gjorde Ane Mandrup fra DFI – et seminar om emnet som har været afholdt, link nedenfor, et samarbejde mellem Open Media Lab og DFI.
Signe Byrge Sørensen, publikum taget i betragtning, var meget pædagogisk i sin forklaring af, hvordan forskning og film kan mødes. Hun brugte sin erfaring fra de to verdens-successer, hun har stået bag, ”The Act of Killing” og ”The Look of Silence”, og samarbejdet med filmens instruktør Joshua Oppenheimer. ”Det kræver tid, det handler om at finde de store værdier. Komme tættere og dybere, fange de autentiske øjeblikke, hvor tingene sker…” Hun talte om at skabe det åbne rum, hvor der er plads til det anarkistiske og om at nedbryde de klassiske hierarkier – sagde hun og fik dermed også sagt at forskere er velkomne, men at de må forstå, at film af den slags, hun producerer, tager lang tid og koster mange penge og at der skal findes finansiører.
Fra Danmarks mest iøjnefaldende kompetente producent til instruktøren bag ”Democrats”, Camilla Nielsson, hvilket får mig til at bruge min gamle mentor Niels Jensens ord: hun er en pryd for genren, Nielsson. Hendes mesterlige film om forfatningsarbejdet i Zimbabwe har været på 80 filmfestivaler, kan nu ses via Netflix – og er forbudt af Mugabe og hans folk. Forbudt via en pornografi-paragraf! MEN advokater i landet er i gang med at rejse en sag, pro bono, de vil bruge den til at rejse debat om ytringsfrihed. ”Nielsson Against Mugabe”! Camilla Nielsson, uddannet antropolog, fortalte underholdende om, hvordan hun havde filmet i Zimbabwe, hvordan hun var blevet accepteret af de to hovedpersoner – den ene havde karakteriseret hende som hvid udenpå, sort indeni. ”Jeg filmer det der sker”, sagde hun, som havde taget lyden på optagelserne. ”Det var godt for så var jeg ikke én af dem, der står i et hjørne med sin notesblok”. Ved en anden lejlighed har Nielsson fortalt at det skabte respekt at en hvid kvinde rendte rundt med en boomstang blandt alle disse sorte mænd og kvinder ved forhandlingsbordet. Der blev vist klip.
Som der blev, da antropolog og filminstruktør Sine Plambech fortalte fint om sit arbejde som migrationsforsker, der førte til de roste film ”Fra Thailand til Thy” og ”Fra Thy til Thailand”, som hun lavede sammen med Janus Metz. De to er nu ved at færdiggøre en stor produktion med samme tema, ”10 år efter”, titel ”Mellem to verdener”.
Der var folk i salen, som følte sig lidt forpustede, efter Signe Byrge og Camilla Nielssons indlæg. ”Det lyder tungt og bureaukratisk at komme til at lave film”, så Plambech kom med beroligende kommentarer, da hun fortalte om ”Becky’s Journey”, en film hun havde lavet for 250.000 kr. om en kvinde fra det sydlige Nigeria som forsøger at komme ud af landet – til Europa. Filmen nåede en række festivaler.
Og Plambech fortsatte med at fortælle forsamlingen af forskere at de ”ikke skal sælge deres arbejde billigt. Tænk på hvad du selv kan stå inde for”.
To af de mange arrangementer i ”Docs & Talks”. Jeg var der så igen i går søndag til Anna Roussillon’s ”Je suis le peuple”, som jeg havde læst så meget godt om. Jeg blev ikke skuffet, den lever i sin kronologiske karakter-drevne fortælling fra Ægypten som et stykke historie om Mubaraks fald til Morsi’s korte periode som leder af landet før al-Sisi og militæret tog over. Alt det vidste vi godt, men Roussillon sætter historien i en menneskelig ramme ved at opsøge sine karakterer ude på landet, mennesker som hun kender, mennesker som kender hende og taler og diskuterer med hende, sådan kommer du tæt på, sådan skaber du en troværdighed OG værdighed omkring dine medvirkende. Det er morsomt, gribende og folkeligt i bedste forstand. Efter filmen talte Rasmus Boserup, der er ekspert i arabisk politik, jeg har lyttet til ham mange gange på TV, og det gjorde han dejligt ligetil på dansk med masser af engelske ord – og med fin reference til hvad filmen kan og hvad han kan som forsker, der lige har udgivet bogen ”Efter foråret”. Filmen kan det menneskelige, i min bog prøver jeg at analysere det politiske.
Lige præcist hvad festivalen Docs & Talks har præsteret i Cinemateket – at give filmiske oplevelser og dokumentationer, som er fulgt op af forskeres kommentarer til de rejste temaer. Jeg kommer igen næste år!
https://ff.hrw.org/sites/default/files/films/press_kits/
www.dfi.dk/Branche_og_stoette/Creative-Europe-Desk/
https://jesuislepeuple.com/
