Gabe Polsky: Red Army

Jeg ved meget lidt om ishockey, efter filmen om “Red Army” ved jeg meget mere. Det er de fremragende arkivoptagelser fra kampe i Sovjetunionen og i Canada, og ved diverse verdens- og olympiske mesterskaber, som fortæller denne fodboldgale blogger, at der kan spilles smukt og elegant på isen, som var det Barcelonas spillere, der kørte bolden/pucken rundt om og igennem modstandernes kæder.

Med Slava Fetisov som kaptajnen og dirigenten, som instruktør Polsky har interviewet – 5 timers material fik han optaget, var lovet 15 minutter af den karismatiske Fetisov, som svarer arrogant på mange af spørgsmålene, men blev grebet af at genopleve sin egen karriere, som starter i barndommen og går op til han bliver én af de fem på billedet, rejser til Amerika og spiller i den berømte NHL, på egne betingelser og ikke på de sovjettiske, som implicerede at stort tjente penge til en vis grad skulle sendes hjem af de militært ansatte hockeyspillere. Og så overraskes vi alligevel, for han blev ikke i vesten, Fetisov, for Polsky har klogeligt holdt den information tilbage, at Fetisov i dag, efter at have været sportsminister udvalgt af Putin i en periode, er businessman og politiker.

Der er mange fine øjeblikke i filmen, specielt i arkivmaterialet, men der er også mange kedelige informative interviews med eksperter. Det er meget bedre, når det er spillerne, som udtaler sig, og påstanden om at man lærer noget om livet i Sovjetunionen, som mange anmeldere fremhævede, da filmen havde dansk biografpremiere, holder ikke. Måske gør de generelt uoplyste amerikanere, men der var intet nyt for mig. Men man lærer noget om lejrlivet for professionelle sportsfolk, men er det ikke noget vi kender så godt i vesten? Og så til min sædvanlige kæphest: filmen er smurt ind i musik fra start til slut. Hvorfor?

Jo, filmen er amerikansk i sin opbygning – der er helte og skurke eller rettere én skurk, træneren Victor Tikhonov, hvis ansigt man genkender fra mange tv-visninger, en hård mand. Som én af spillerne har sagt: ”hvis man får brug for et nyt hjerte, så gå efter Tikhonovs, han har aldrig brugt det…”. Desværre for filmen ville han ikke interviewes.

USA, Russia, 2014, 84 mins.

Filmen vises tirsdag 24. maj kl. 20.45 på DR2 Dokumania og kan efterfølgende streames på dr.dk/tv i 7 dage. Dansk titel: Den røde ishockey-hær.

Doker 2016 Program

With the long name Moscow International Documentary Film Festival Doker has launched its second festival edition that runs until May 24. I am very amazed of what the young team behind the festival is doing full of enthusiasm and vision – see post below taken from the website’s ”about”. And go to the site and discover what is offered the audience this year: Feature Documentary competition, a Special Competition ”Let IT Dok” and one for short films. In the feature section you will find films from Peru, Bolivia, Mexico, China, Pakistan, Kenya, Iran – and Latvia and Finland with two fine films reviewed on filmkommentaren.dk: beautiful and sweet ”Ruch and Norie” by Inara Kolmane and equally beautiful and thought provoking ”Leaving Africa” by Iris Härma.

I was in the jury last year together with Viktor Kossakovsky, I see that Doker this year has convinced master Pirjo Honkasalo to chair the jury.

Doker is a non-mainstream festival, you see that easily in the selection, new names, a cultural

purpose, long discussions, I understand about each and every film – and it takes place in two stages, this one in May and an award ceremony in autumn, where the winners are present. Winners… there are awards for cinematography, for sound, for editing, for music composed etc. Respect for that decision in a time where directors are normally the only ones in focus. And in Russia where it is not easy to do film politics!

My knowledge about this festival stems back from contacts to Irina Shatalova, brilliant camerawoman and fighter, who wants to better the conditions for documentaries in Russia. Nastia Tarasova and Shatalova made ”Linar” together, praised on this site. The two of them stand behind the festival together with many others, including Tatiana Soboleva and Sergei Kachin, to mention other young filmmakers talked about previously on filmkommentaren.

I saw a picture of a full cinema on FB today, from the opening, I wish Doker success in the following days – we need fresh blood in the festival world, too much automation meaning that if you are at IDFA you can be sure to have invitations from another 20 or more festivals… Doker tries something different.

http://www.midff.com/#!programm2016/c16f8

Doker 2016 Profile

A thoughtful and clear text taken from the site of Doker:

Moscow International Documentary Film Festival DOKer has stemmed from the project of the same name which screens independent non-fiction. DOKer project is aimed at analyzing and screening in Russia various genres and forms of the world’s documentaries as a separate line of cinema in all its esthetic and socio-cultural diversity.

The Festival focuses on independent documentary cinema that incorporates both poetic narrative and social blockbusters; footage and mockumentary; art-house and science-fiction; classic and experiment.

The Festival organizers are convinced that films about real characters from all over the world can break down old stereotypes and bring together people of polar mentalities. Finely-told documentary stories can help find ways of understanding another culture and establish common ground when realities clash. Such films can also help bring closer aspirations and hopes of other people and even find the meaning of life.

This year the Festival invites the public to look at the world through the eyes of documentary makers from dozens of counties and share universal emotions, reflections and aspirations. From the opening sequence the viewer is projected into an unknown reality and within an hour may get familiar with strange culture and traditions from around the world, learn many facts and phenomena and become intimate with various characters.

Photo from the Ugandian and Finnish production “Leaving Africa” that is at Doker 2016.

http://www.midff.com/#!programm2016/c16f8

Lars Movin versus Jørgen Leth

MOVIN MØDER LETH, Lars Movin meddeler det på sin Facebookside, og jeg skynder mig at meddele videre, især at det er NU! NU I AFTEN I ÅRHUS!

Movin skriver: ”Så er det i aften, at jeg har den ære at være med til at åbne festivalen Vild med ORD i Dokk1 i Aarhus sammen med den unge mand på billedet her. Okay, jeg ved da godt, at publikum kommer for at se Jørgen Leth – som efter vores samtale vil levere flere Spoken Words akkompagneret af de to musikere i Vi Sidder Bare Her – men ikke desto mindre skal det blive en fornøjelse at lægge endnu et kapitel til den dialog, som vi har ført gennem knap tyve interviews siden 1989. En dialog, som ikke mindst har udmøntet sig i tre bøger: “En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem – tekster om jazz” (Bebop, 2008), “Kunsten at gå på gaden – tekster fra tresserne” (Gyldendal, 2012) og “Alt er i billedet – om Jørgen Leths film” (Gyldendal, 2013).Dagen efter (fredag) vil der være flere ord fra undertegnede, nærmere bestemt ved et arrangement klokken 14:30 (ligeledes i Dokk1), hvor jeg med udgangspunkt i bogen “Amerikansk avantgardefilm” (2016) vil fortælle om (og vise) to beat-relaterede avantgardefilm, nemlig “Pull My Daisy” (1959) af Robert Frank & Alfred Leslie og “Towers Open Fire” (1963) af William S. Burroughs, Brion Gysin, Ian Sommerville & Antony Balch. Vild med ord, ja – men også vild med billeder, film, musik …”

Foto: lm / 2015

Jørgen Leth: Lyrikporten – 28 danske digtere /5

Det må med dette filmværk være tror jeg, som Dan Turell skrev i en foranstillet note i Jørgen Leths Filmmaskinen (1979) om den bog: ”Når disse filmscener udsendes sammenfattet uden fortællestemme er det fordi klipperen ansér dem for en film og én film, en film om tekst, en næsten besværgende fortsat rullende film om tekstens muligheder. Denne film er nært knyttet til en omfattende tekstlig praksis, men er dog lige fuldt en film der lader sig se – og faktisk opleve tekstlig – på sine egne præmisser, så sandt som Jørgen Leth er så tekstlig en filminstruktør som så filmisk en digter.” (Altså frit afskrevet spejlvendt efter Dan Turèll)

Og FILMKOMMENTAREN lader således Jørgen Leth igen på en hvid baggrund og tilsyneladende intet andet præsentere denne dags digter Marianne Larsen, som i den faste lille q&a taler om ”at være opmærksom med det sprog man har i sig” og i oplæsningen som en bonus forærer os nye ord som særmandage, menskagtigheder og tiltågede skibe:

http://28danskedigtere.gyldendal.dk/#show/c0e07b88-efd1-485b-acff-1f7848b24c9c

Jørgen Leth: Lyrikporten – 28 danske digtere, Danmark, 2015. 28 kortfilm, i alt cirka 280 min., Gyldendal http://28danskedigtere.gyldendal.dk/#

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/96521.aspx?id=96521

Andreas Fischer-Hansen hædres

Andreas Fischer-Hansen er igen i Tallin, han er selvfølgelig nødvendig for evalueringen på Baltic Film and Media School ved universitetet i Tallin disse dage. Han var leder af fotograflinjen, Head of Cinematography 2006-2009. Men der er derudover en særlig årsag til hans nærvær. På fredag udnævnes han til æresmedlem af lærerkollegiet ved denne filmskole på universitetet. FILMKOMMENTAREN ønsker ham tillykke.

Andreas Fischer-Hansen skriver i Fotografens øje (2009) om det at være lærer ved en filmskole: ”Når jeg ser på mit cv, går det op for mig, at jeg egentlig har brugt en stor del af mit liv på at omgås elever, primært fotografelever. Tænker på, at det har været berigende – eleverne har inspireret, udfordret, været kloge og dumme (måske var det mig der var dum).

At lære fra sig indebærer også at modtage, at diskutere og som filmmenneske at se film, som måske er ukendt, men som netop eleven bringer som en oplysning – måske oven i købet som en åbenbaring”.

Still: Tre blink mod vest, 1992 (Ulla Boje Rasmussen), som Andreas Fischer-Hansen fotograferede.

Foto: Andreas Fischer-Hansen til møde i Paris 2012 blandt kolleger i den franske instruktørforening.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3249/ (Tue Steen Müller skriver om en ny digitaliseret udgivelse af 1700 meter fra fremtiden,1990 og Tre blink mod vest,1992)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/944/ (Jeg skriver om Fotografens øje. Dansk filmfotografi gennem 100 år, 2009, som Andreas Fischer-Hansen redigerede sammen med Dirk Brüel og Jan Weincke)

Jørgen Leth: Lyrikporten – 28 danske digtere /4

Det er på en måde Henning Camre, som har bestemt scenografien. Det er så beslutsomt med dette tilsyneladende absolut minimale setdesign. Det skal findes på, men én gang etableret kan det ses som en selvfølgelighed, når det der filmes er digte. Se nu her, Thomas Bobergs ord, linjer og tekster fylder det hvide tomme lærred omkring sig med mangefarvede ting, scener og landskaber. Der males helt ud i hjørnerne.

FILMKOMMENTAREN lader således Jørgen Leth igen på en hvid baggrund og intet andet præsentere denne dags digter Thomas Boberg:

http://28danskedigtere.gyldendal.dk/#show/388a5362-a170-4203-bc76-33abe4ef1785

Jørgen Leth: Lyrikporten – 28 danske digtere, Danmark, 2015. 28 kortfilm, i alt cirka 280 min., Gyldendal http://28danskedigtere.gyldendal.dk/#

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/96521.aspx?id=96521

 

Jørgen Leth: Lyrikporten – 28 danske digtere /3

Der er altid regler, så efter oplæsningen skal digteren besvare spørgsmål, jeg ved endnu ikke om det er to hver gang, men Pia Juul svarer Jørgen Leth på disse, hvorfor skriver du digte og hvad kan få dig til at skrive digte. Til det sidste siger hun: ”… det er det knæk der er i Kaalundsgade og det er der hvor Art Taylor banker på i Giant Steps, det er vinden og vejret.”

Men først oplæsningen, FILMKOMMENTAREN lader Jørgen Leth præsentere denne dags digter Pia Juul:

http://28danskedigtere.gyldendal.dk/#show/c7290e00-a132-4804-8ad6-751e5e5fa957

Jørgen Leth: Lyrikporten – 28 danske digtere, Danmark, 2015, ca. 280 min., Gyldendal http://28danskedigtere.gyldendal.dk/#

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/96521.aspx?id=96521

Rokhsareh Ghaem Maghami: Sonita /2

DR2 Dokumania viser på tirsdag den iranske film om en ung sanger og rappers kunstneriske udvikling under den danske titel Mor, jeg vil ikke sælges, men refererer i sin pressemeddelelse også denne passus fra The Guardians anmeldelse: “Probably because of the uplifting outcome, Ghaem Maghami chooses to keep the focus on Sonita’s evolution as an artist. The approach works: to witness Sonita’s rise from timid rapper to empowered activist over a three-year span is thrilling.” Filmen er ikke alene en undertrykkelseshistorie, den er i sin kerne tænkt som en kunstnerbiografi.

Tue Steen Müller skrev her på Filmkommentaren for en måned siden, da Sonita var på programmet i Cinemateket konkluderende: ”… What’s more, women aren’t allowed to sing in Iran. How can Sonita still succeed in making her dreams come true? Director Rokhsareh Ghaem Maghami ends up personally involved in answering that question, reigniting the discussion as to how documentary makers should relate to their subjects. This is just one of the many unexpected twists in an exciting journey replete with the setbacks and successes of a young women looking for her own path. The film’s core consists of Sonita artistically arguing against the disastrous forced marriage practices that obstruct her freedom in an impressive, dramatic rap video.” (Link til hele blogindlægget)

Rokhsareh Ghaem Maghami: ”Sonita”, Germany, Switzerland, Iran, 2015, 91 mins, produceret af TAG/Raum Filmproduktion, Gerd Haag, i samarbejde med DR Dokumania, redaktør Mette Hoffmann Meyer. På DR2 DOKUMANIA 17. maj kl. 20.45. Filmen kan efterfølgende ses på DR.tv i 30 dage.

SYNOPSIS

Sonita is an 18-year-old female, an undocumented Afghan illegal immigrant living in the poor suburbs of Tehran. She is a feisty, spirited, young woman who fights to live the way she wants, as an artist, singer, and musician in spite of all her obstacles she confronts in Iran and her conservative patriarchal family. In harsh contrast to her goal is the plan of her family – strongly advanced by her mother – to make her a bride and sell her to a new family. The price right now is about US$ 9.000. (TAG/Raum)

Still: From the CNN site

http://edition.cnn.com/2015/10/11/world/afghanistan-rapper-sonita-alizadeh/

http://www.theguardian.com/film/2016/mar/05/sonita-review-afghan-female-rapper-documentary

Jørgen Leth: Lyrikporten – 28 danske digtere /2

Filmvisningerne i CINEMATEKET i København med digtoplæsningerne næsten nonstop har ENDNU NOGLE DAGE FREM TIL 17. MAJ. Digtere fra tre generationer læser deres digte, fortæller, hvorfor de digter, og hvad der sætter et digt i gang hos dem.

Det foregår i Bio Benjamin, den lille biografsal bag Restaurant Sult, hvor der også efter 17. maj vises danske film nonstop tirsdag til søndag i tidsrummet kl. 16:15-22 (fredage 17:15-22). Der er ingen pladsreservation; man kan frit komme og gå og forestillingerne er gratis. Til gengæld er visningerne ikke programlagt til bestemte klokkeslæt. Bemærk at biografen lukker kl. 22, også selvom den sidst viste film endnu ikke er slut.

Men Jørgen Leths Lyrikporten – 28 danske digtere ruller i sløjfe i Walk-in-Bio fra 27. april til 17. maj.

Imidlertid er det er jo i København, så her på FILMKOMMENTAREN lader vi Jørgen Leth præsentere denne dags digter Peter Laugesen:

http://28danskedigtere.gyldendal.dk/#show/271d0aec-56f4-47e9-94a7-d726b6a01ab9 (streaming af filmen med Peter Laugesen)

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Walk-in-Bio.aspx (om visningerne i Cinemateket)