CONCERNING VIOLENCE – Nine Scenes from the Anti-Imperialistic Self-defence af Göran Hugo Olsson. De unge kvinder taler ikke om andet end håb, og de tror på det nye, som Frelimo lærer dem.
En kamphelikopter bevæger sig på sin måde hen over et afrikansk landskab, hvor der går hvide geder og hvide køer og græsser. Mændene i helikopteren gør deres maskingevær klar, de skyder de smukke dyr på marken. En smuk kvindestemme læser noget fra en tekst, citatet kommer også som smuk tydelig grafik på skærmen. Skønheden er under destruktion, svaret er en stemmes skønhed, grafikkens skønhed, filmproduktionens skønhed. Skønhed er her ro, skønhed er altid sandhed. Citatet handler om kolonialismen. Det er fra Frantz Fanons bog ”Les damnés de la terre” (på dansk i 1968 ”Fordømte her på Jorden”), og dette er titelsekvensen. Filmen er baseret på den bog, det er en yderst berømt og smuk tekst, og en grusom tekst, men altså sand, et mesterværk fra det 20. århundrede, et politisk og filosofisk skrift ved siden af andre grundlæggende: ”National befrielse, national genfødelse, tilbagegivelsen af nationen til folket, commonwealth. Hvilke overskrifter, der end bliver brugt eller hvilke nye vendinger, er afkolonisering altid et voldeligt fænomen…” begynder bogen. Det er en begyndelse som huskes som ”Et spøgelse går gennem Europa…”, som ”At al erkendelse begynder med erfaring, kan ikke betvivles…”
Sådan kommer filmen i gang. Jeg har store forventninger. Jeg er ved den præcist tankevækkende titel og dertil en undertitel, som til forskel fra næsten alle andre undertitler ikke forklarer, men præciserer og uddyber, forberedt på den her films kvalitet. De ni scener bliver overholdt, jeg ved hvordan det forløber i strukturen, skubber sig af sted. Det er som i en bog ni kapitler, som i teatret ni akter.
Jeg kan godt lide at komme så ordnet i gang. Det viser sig at være en liturgi for os, som tror, vi er antiimperialister, en tekstsamling til erindring, til fastholdelse, til opbyggelse, men også en udfordring til mig, en prædiken, som er et opgør med individets centrale placering i vestlig tænkning, og endnu mere udfordrende for mig, en prædiken med den nøgterne iagttagelse, at volden er en rensende faktor i frigørelsen fra imperialismen. Filmen er en stor sammenhængende politisk-filosofisk tale.
Der følger en række cases, nummererede afsnit, kapitler eller akter, altså ni i alt. De er omhyggeligt klippet i lange scener fra reportager fra dengang, mest svenske. Der er en rystende arbejdskamphistorie om firmaet Lamco, som under en konflikt lod det afrikanske militær i landet deportere de aktive fagforeningsledere og tillidsfolk hver for sig med deres familie fra deres boliger ud til ingenting ude i bushen, hvor de, viser filmklippet fra dengang, blot sætter dem af med deres møbler, dyner og klæder. Gryder og grej. Så kører lastbilen, og der står de. Jeg er med til det hele og må sammen med familieoverhovedet selv beslutte: hvad så? De unge hvide velklædte golfspillere på den velklippede bane forvandles fra blot at være forretningsfolk, som holder fri og leger, til at være arrogante besiddere, som med et vink lader ældre ydmyge besiddelsesløse slæbe rundt på banen med golfkøllerne.
Velmenende, på visse måder naive, ja uvidende missionærer, en svensk præst, vil jeg tro, og hans hustru, som i et uforglemmeligt interview prioriterer kirkebyggeri frem for for eksempel slole- eller klinikbyggeri, bekæmpelse af polygami frem for uddannelse. Disse to genert smilende nordeuropæere ser jeg med ét som den imperialistiske intellektuelle undertrykkelse.
Det bliver så tydeligt. Det er så indlysende. De mange reportager fra krigene med rå og grusomme øjeblikke i begge slags hære, i begge lejre, for eksempel både hos Frelimo og portugiserne bliver rituelle handlinger, bliver længsel mod frihed, og de to ord slås sammen. Og jeg ser det i et vemod, jeg ved jo nu et halvt århundrede senere, hvordan det senere er gået med denne frihedslængsel. Der har været mange forrædere, mange tilbageslag. Der er meget tilbage at gøre.
De fine, gamle optagelser er klippet med respekt for scenens egetliv. Jeg tror, hvis jeg undersøgte det nærmere, ville jeg se, at filmen led for led er bygget op i sindrige juxtapositioner mellem scene og tekst og tillige enkeltvis mellem sceneudsagn og tekstudsagn. Teksten gør noget afgørende ved min forståelse af den uforståelige scene. Forsyner disse scener med et særligt blik, et analyserende og konkluderende blik. Det er meget tilfredsstillende. Det store materiale ordnes, og der skabes et roligt overblik, en konsekvens fra afsnit til afsnit helt i Fanons teksts ånd. Der skrides roligt og ubønhørligt frem i en ny voksende indsigts logik.
Concerning Violence er et fornemt værk. Det placerer sig i en af dokumentarfilmkunstens vigtigste genrer, den historiske film på filmisk arkivmateriale. Gør det vel at mærke ved en filmisk brug af materialet, behandler disse et halvt århundrede gamle, meget forskelligartede journalistiske reportager respektfuldt og nænsomt og forvandler dem ved fuld opmærksomhed på den enkelte scenes egen og hele fortælling og ved Fanontekstens særlige lys på den til ren cinematografi. Film er skrift.
Sverige 2014, 83 min. Vises på CPH:DOX 2014 10. og 13. november. Link til steder og billetbestilling her:
http://cphdox.dk/screening/concerning-violence
Filmens Facebookside:
https://www.facebook.com/concerningviolence
