Det er et fornemt filmværk, DR2 Dokumania sender tirsdag aften, en på én gang afklaret klassisk lydefri dokumentar og helt ny ung energisk samtidsskildring. Man skal ikke lade sig forlede af den danske undertitel, den er indsnævrende og vildledende. Jeg læser i hvert fald noget andet i filmen end ”fattig i Midtvesten”. De medvirkende familier er fattige, ja, måske fordi byen er under afvikling, måske ikke derfor. De er ulykkelige måske, måske ikke derfor. Jeg tror i øvrigt ikke på, at fattige mennesker er ulykkelige, bare sådan mekanisk, som en følge af fattigdom. Som en indforståethed.

Man skal stå renset og uskyldig på den film, for lige fra første billede begynder den som en erfaren fortæller fast og rolig selv sin historie. Som selvfølgelig er en historie om Rich Hill på samme måde som Twin Peaks er om Twin Peaks, Harlan County om Harlan County.

Livet kan sådan et sted have den ro, som betragtningen skildrer. Det er et inderligt ønske om skønhed, lad os nu se på det her, tage os tid. Og oplevelsen af ro er ikke grebet ud af luften, jeg ser i filmen, at den ro er til stede i de tre drenge. Den kan være glad, den kan være deprimeret, den kan være vranten. Men billederne viser den som skønhed, og det er ikke en distancering, det er en sandhed. Det er selve autenticiteten i stedet, som griber ind i værkets form. Det begynder lige ved åbningen, som det indforståede forslag til konsensus, og jeg accepterer den aftale, og det er ikke ret tit, det sker, for eksempel forkastede jeg jo her undertitlen, men efter netop den her åbning er jeg er sikker på, at jeg vil se den film, vil det sted hen, der vandrer jeg hen.

Hvert billede er en gennemtænkt skildring, det er lange optagelser, som i klippet roligt samles i klare scener af de små handlinger: de kigger på en kalender på væggen, han blader i en scrapbog, han taler i telefon. De snakker bare dagligdags med hinanden, de to. Hans besvarelser i intervewet bliver svar til sig selv, bliver næsten til indre monolog, sådan også med ham med telefonen, han er helt alene i billedet i scenen, og kameraet er mindre end et insekt på væggen. Det deles roligt og forståeligt og ordentligt op: tre drenge, tre hjem, tre slags dagligdage. Plus forældre og søskende, en lillesøster især. Hun bryder i sin birolle igennem med en særlig udstråling, en menneskelig styrke så afgørende vgtig for historien. Og historien samler sig, som var det af sig selv, i klare afsnit: Skolen, byfesten, halloween aftenen, det omrejsende tivoli, fyrværkeriet.

Og ja, ok. Det er da fattige familier, og filmen skildrer da omhyggeligt tre grader af fattigdom, tre grader af hjemligt rod, tre grader af ulykke. Det er skam ikke kun lyrisk impressionisme, det er også nutidig socialrealisme. Filmen er en undersøgelse, men studiets antropologiske metode er poetisk, ikke videnskabelig. Den er poetisk præcis. Mange scener vil huskes: skolelederens kontor, mor og søn diskuterer på verandaen, far og søn er sammen om lidt guitarspil. Dette er scener af opdragelsens antropologi. Der er mange af den slags, tæl selv efter!

”Rich Hill” er et fornemt filmværk. Alt er kontrolleret. Alt er tilsyneladende fejlfrit. Men den tilføjede undertitel ”fattig i Midtvesten” giver alt for snævre associationer, som let låser i en vinklende kategorisering, før filmens egen fortælling er begyndt. Dens poetiske undersøgelse er en langt mere omfattende antropologisk bedrift. Se selv efter!

USA 2014, 91 min. Sendes i morgen aften (18. august) på DR2 Dokumania.

Filmen er lavet for Al Jazeera English, som præsenterer den således: ”We find out what happens when a war is waged on a besieged area where half of the population is below the age 18. On July 8, Israel launched an attack on the Gaza Strip, which the Israeli military called ‘Operation Protective Edge.’Among its aims, they said, was to bring to an end rocket attacks launched by Hamas and other groups, and to destroy tunnels which were being used to bring in and store weapons.

For five days (July 25 – 29) in the run-up to Eid, filmmaker Nagieb Khaja was on the ground in Gaza. Hospitals were filled with injured children and distraught parents, while paramedics put their life on the line to try and reach those buried beneath the rubble. By the time he had arrived, the fighting had been going on for 16 days. Over 750 Palestinians had been killed, most of them civilians. On the Israeli side, 32 troops and three civilians had been killed.

This film is an account of what was happening as Israeli strikes decimated neighbourhoods and buildings, documenting what life was like for the people of Gaza living under fire.”

Filmen handler altså ikke om politik, ikke om konflikten mellem Hamas og Israels regering, den handler heller ikke om krigen og den er ikke noget partsindlæg heller, selv om den nok af mange vil blive set sådan. Den er i ordets egentlige forstand et vidneudsagn, Nagieb Khajas og hans holds (Reem Akkad Kasm, Warwick M and Mat Skene) vidneudsagn.

Khajas rolige og balancerede voice over, både i billedet og off, gør materialet, de optager til en reportage af stor lødighed og blivende værdi, fordi han gennemtænkt og neddæmpet lidenskabeligt løbende begrunder og værdisætter valget af optagelser, som indgår. Han vælger selv at være meget i billedet i optagelser, hvor han fortæller direkte til mig fra bilen han sidder i. Jeg ser, det er Khajas historie, hans blik, der ser alt dette forfærdende. Og efterhånden ser jeg det mere i hans bevægede ansigt end på billederne af bombernes destruktion af bygninger og mennesker. Det er jo ham, der er der. Ham, der ser. Det har jeg stor respekt for. Det bliver til en omvisning, som i sin tone og attitude er nøgtern og usentimental, men empatisk. Den er saglig og faglig. Journalisten ser det hele, ingen lidelse glemmes.

Doha, Qatar, 25 min.

Foto: Nagieb Khaja (ikke fra filmen)

“Gaza Under Siege” kan ses på Al Jazeera English i dag fredag d.15.august 21.30 og i morgen lørdag d.16.august 16.30. Den kan for tiden streames på http://www.aljazeera.com/programmes/specialseries/2014/08/gaza-under-siege-2014813135919182905.html

Teatermennesket Torben Skjødt Jensen havde 29. marts 2014 den her Facebook-opdatering: ”… i aften står den på premiere på Rytteriet 2 på Bellevue – det skal nok blive sjovt… Men jeg vil nu gerne inviterere alle jer, mine FB venner, i teatret i aften. På DRK starter i aften 20.55 en ny runde teatertransmissioner på “1. parket” – og de næste 3 lørdage har jeg produceret og klippet de viste forestillinger. Det starter med “EKSIL”, teater Nordkraft i Aalborgs første brydetag med Jakob Ejersbos forrygende Afrika fortællinger – en rejse med den unge Samantha ned i den mørkeste side af menneskesindet i hjertet af Tanzania. Spænd selen og rejs med i aften foran TV-skærmen …” Jeg står på, og bliver væltet og fyldt med kaotiske følelser og ustrukturerede tanker. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene. Og lader være. Sørger…

Over den skæbne, som truer den unge, på mange måder (måske alle måder) nøgne, unge kvinde, jeg selvfølgelig, sådan som det er indrettet, altså skrevet og iscenesat, følger fra begyndelse til slutning uden at tage blikket væk. Hun er der hele tiden, og hun skal følges til hun går til grunde. Hun hedder Sofia Saaby Mehlum, er skuespiller og en voksen kvinde, og hun fremstiller karakteren Samantha, som er en stor skolepige. Og for mine øjne forvandler Sofia Saaby Mehlum sig til denne skolepige med en voksen kvinde i sig. Jeg ser det ske. Dokumentarfilmen gør det muligt. Jeg har hende i fokus fra hun under prologen viser sig i baggrunden lænet op ad en af verandaens stolper (på den veranda foregår alt, den er et microkosmos), gennem alle scener til den sidste. Og det er ikke, fordi jeg glor på hende, som hun siger til en af mændene (og samtidig betror, at det kan hun godt forstå), det er fordi, hun lader hvert øjeblik med sin energi, sin musikalitet, sin autenticitet i hver eneste reaktion og hvert eneste udtryk. Og netop det er noget, dokumentarens iagttagelse om ikke muliggør at se, for sådan er det heller ikke, men udpeger og understreger, så jeg ikke alene oplever en 15 årig kvinde, men en voksen kvinde i sit mimesiske øjeblik på øjeblik på øjeblik, en skuespiller i sin kropslige erindring.

Jeg ser ikke filmen som en kritik af af europæisk praksis i Afrika, ikke som en filmatisering af Ejersbos roman, slet ikke som en optaget og gemt transmission eller reportage fra Nordkrafts forestilling. Jeg ser filmen som en fremragende dokumentarisk skildring af en skuespillers empatiske undersøgelse af en person i et litterært værk og hendes skuespillerarbejde med at genskabe dette menneskelivs tragedie, så jeg ved, det var ægte og stort teater der i Ålborg på Nordkraft, så jeg for mine øjne ser en autentisk indsats for ærlighed og kærlighed, men som det hedder i undertitlen også ser en konsekvent ”destruction of beauty”. Et tv-program ja, men her i form af et filmværk, som bør bevares, så det kan genses i en films skriven. Min association lander jo ved Sonnet LXV: ”… Or who his spoil of beauty can forbid? / O! none, unless this miracle have might, / That in black ink my love may still shine bright.//”

”Eksil”, Danmark, 80 min. Postedified TV & Film, København. Det grundlæggende teaterstykke blev opført af Nordkraft, Aalborg. TV- versionen blev endt på DR K første gang 29. marts 2014 og igen i forbindelse med teaterfestivalen på DRK 16. juni 2014. Vil formodentlig blive genudsendt yderligere, da de formodentlig har rettighederne til flere visninger.

22. juli 2013 havde Torben Skjødt Jensen denne underdrevent stolte opdatering på sin Facebookside om sin tv-udgave af Christian Lollikes modige teaterstykke om Anders Breivik og hans i al fremtid ufattelige forbrydelse: ”Husk det nu – iaften 20.45 DR2 – MANIFEST 2083, teaterforestillingen fra CafeTeatret af Christian Lollike og med Olaf Højgaard, produceret og klippet af mig (sagde hunden) i en special version for netop DR – og vi har alle “oppet” os det bedste vi har lært…” Jeg så ikke tv-versionen dengang, først nu, og det er et fortsat chok (nu efter igen en pause) at se Torben Skjødt Jensens overførsler af teaterforestillinger til film, den ene lykkes bedre end den anden.

Hans tv-version af ”Manifest 2083” er rystende vellykket. Hele filmen handler om forestillingen, som udelukkende handler om at lave den teaterforestilling. På den måde bliver Olaf Høigaard ved med at være sig selv og aldrig den forbryder, hvis grusomme forbrydelse er baggrund for ønsket om og viljen til at lave den teaterforestilling og dernæst denne film.

Han påtager sig gennemført på alle planer det mimesiske skuespillerarbejde. Han styrketræner, indtager steroider, foretager japansk meditation. Jeg ser det hele, han sminker sig til forestillingen. Morderen sminker sig. ”Jeg skabte et narrativ”, sagde morderen. Det samme kan Lollike og Højgaard og Skjødt Jensen på den diametralt modsatte menneskelige og etiske baggrund herefter sige. De etablerede den skræmmende fortælling om, at det er muligt. Når som helst, hvor som helst. Morderne går omkring iblandt os.

Torben Skjødt Jensen har sat sit markante præg på Christian Lollikes og Olaf Høigaards modige teaterstykke. Skjødt Jensens aftryk er denne særlige berøring med en sikker, hurtig pensel, noget ubestemt tydeligt, som ikke kan være anderledes, som jeg kender fra hans film langt tilbage, som vist altid har været der i hans værk. Og ja, han har med Lollike og Højgaard oppet sig, og det var egentlig ikke påfaldende nødvendigt.

”Manifest 2083”, Danmark, 80 min. Postedified TV & Film, København. Det grundlæggende teaterstykke havde premiere 15. oktober 2012 på Café Teatret. Sendt på DR 2 første gang 22. juli 2013 og i forbindelse med teaterfestivalen på DR K for kort tid siden. Vil formodentlig blive genudsendt der, da de formodentlig har rettighederne til flere visninger.

Det er solosejleren, som også er fortælleren, som er autor her. Det her er Laura Dekker alene og så naturligvis et stort hold af filmfolk og administratorer. Men det er hendes film, hun har filmet det meste, hun laver voice over med det samme, fra hvor hun er. Og hun er helten, hun er i den grad helten. Også min helt, efter jeg har fulgt hendes beretning om stædigt arbejdsomt at gøre sin ketch klar til at sejle jorden rundt ved først at sejle alene over Atlanterhavet til en vestindisk ø og så senere vælge den ø til slutmål for rekordforsøget. Altså beslutte ikke at vende tilbage til Holland, men vælge udvandringen under udvandringen og så efter jordomsejlingen finde en gast og sejle den halve jord tilbage, til New Zealand.

Jeg var låst ved skærmen uafbrudt, mens jeg bare så og lyttede og sugede til mig af uimponeretheden, den selvfølgelige dygtighed, den rutinerede dagligdag alene på en båd midt i verden. En sejlbåd som det eneste, man har, som hjem og base, og så selvfølgeligt sejlende overalt, hvor der kan sejles, sejle ud i verden og ind i sin egen ro og afklarethed. Det var lige sådan en film, jeg havde brug for netop nu. (Og det er vel hvad film er til…)

Susan Wloszczyna skriver på rogerebert.com i sin anmeldelse: ”… What a relief it is to spend quality movie time with an adolescent girl who isn’t pining for a boy or obsessed with social media. Not that Dekker doesn’t act her age regularly. She adorns herself with headbands, wrist ornaments and necklaces. She dyes her blond hair red around the trip’s midway point. She celebrates after making popcorn for the first time. She bounces around to music and eats out of a cooking pot just because she can. She even swears, though not quite like a sailor.” Læs hele den omhyggelige anmeldelse her:

http://www.rogerebert.com/reviews/maidentrip-2014

Filmen kan formodentlig nogle dage endnu ses på:

http://www.dr.dk/tv/se/dr3-dok/dr3-dok-14-arig-alene-pa-verdensomsejling

USA 2013, 55 min.