Torben Skjødt Jensen skrev i lørdags på sin Facebookside: ”Alt godt har det jo med at komme til en ende – og i aften lørdag er det sidste aften med DR-K’s Teaterfestival på TV. Den slutter dog af på en “high note” med premiere på forestillingen “KRØYERS YDERSTE NAT, som er optaget inde på Folketeatres Hippodrom-scene i april måned – igen altså, ganske aktuel. Vivian Nielsen har skrevet det begavede manuskript som er godt gammeldags trekantsmelodrama hvor kunstnerægteparret P.S. Krøyer og Marie Krøyer befinder sig i nålens øje af deres snarligt forliste ægteskab – med Maries elsker, den svenske komponist Hugo Alfven, på sidelinien. Preben Kristensen, Maibritt Saerens og Kenneth M. Christensen spiller sig ud i dette drama, som godt nok udspiller sig på Skagen juleaftensnat, men står fint til stemningen omkring den danske Skt. Hans. God fornøjelse til alle …”
Jeg nåede at se Vivian Nielsens ”Krøyers yderste nat” i lørdags. Og jeg blev optaget af det, selv om mange ting talte imod: Jeg kan den alt for mange gange brugte historie udenad. Troede jeg. Men Vivian Nielsen har noget at tilføje, så det biografiske trænges i baggrunden for et eller andet nutidigt, som fonemmes velkendt direkte, i sproget, i argumentationen. Noget smerteligt nutidigt, noget, jeg måske kender.
Så den overforbrugte biografiske historie banaliseres og sentimentaliseres ikke yderligere her. Det er klart, at Krøyer er P. S. Krøyer, men som historien er grebet an, kunne titlen for mig mere meningsfuldt betyde Marie Krøyer, for hun er mennesket i det til denne nat udsatte valg, det er hende, der har valget, hende, der vælger at vælge. Det bliver Marie som så uforglemmeligt smukt med citater og fortolkninger af for mig mere end 100 år senere velkendte Keats-linjer fra ”Ode til en græsk vase” om skønhed og sandhed og for mig ukendt Ibsensladder, at et var Ibsens hustru, som gennemtvang, at Nora skulle forlade sin mand.
Men så skete mens jeg så Skjødt Jensens tv-version, at det flyttede sig til Hippodromscenen og blev til en dokumentarisk skildring af skuespillere, som midt i et publikum er i færd med at mime, at genskabe, at gennemleve dette trekantdrama fra dengang i Skagen. Og jeg kom til at tænke på ”Vanya on 42nd Street” (1994), hvor Louis Malle så vidunderligt lader skuespillerne og karaktererne i Anton Tjekhovs stykke væve sig ind i hinanden for mine øjne, så jeg ustandseligt flyttes fra New York til Rusland og tilbage, flyttes i sted og tid, så begge bliver ét i værket.
Og jeg så, at Torben Skjødt Jensen har lavet en dokumentarfilm om tre skuespillere, som opfører et stykke på en intimscene. Formidlingsaspektet forsvinder næsten i hans ferme og følsomme greb om stoffet, og det opløses helt og skønt i Maibritt Saerens forelskelse i én mand og i hendes kærlighed til en anden. Her som genskabelse af en gammel kærlighedshistorie. Det bliver så til hendes placering midt mellem Kenneth M. Christensen og Preben Kristensen og til hendes afgørende valg mellem dem. Med de to børn i tankerne, det fødte inde i soveværelset ved siden af og det ufødte, som ingen af mændene før nu ved om. Det her er ikke filmet teater, det er i min oplevelse virkelig dokumentarfilm.
Danmark 2014, 120 min. Den første af seks udsendelser på DR-K, 16.-20. juni, 2014, 6 x 120 min. Af de seks har Torben Skjødt Jensen produceet og klippet de fem.
“Krøyers Yderste Nat” kan endnu ses på: http://www.dr.dk/tv/se/teater-festival/teater-festival-kroeyers-yderste-nat
