Fysikeren på billedet er gået ud på balkonen på Observatorio del Roque de los Muchachos på la Palma for efter at have afsluttet et stort vellykket eksperiment at se ud over Atlanterhavet over mod Tenerife. Han har med det berømte optiske teleskop iagttaget, at en foton, en mindste lyspartikel, som kan tænkes og nu også iagttages og altså er, en foton, som var entangled, det vil sige skilt fra og dog sammenbundet med en foton, som en anden fysiker på Mt. Teide observatoriet på Tenerife, stadigvæk havde under observation der, 144 km derfra. De adskilte dele var omhyggeligt forhindret i fysisk kontakt på nogen kendt måde. Men når fotonen på Tenerife blev påvirket ved iagttagelse og ændrede egenskaber kunne fysikeren på La Palma iagttage de samme ændringer. De adskilte fotoner var stadigvæk én fysisk enhed. Fysikere havde tidligere i eksperimenter set dette hos skilte (entanglede) fotoner, men aldrig tidligere havde de opretholdt entanglement over så stor afstand.

Det jeg her har skrevet, vil en fysiker bedømme som både rigtigt og forkert og i hvert fald slå fast, at jeg ikke har forstået, hvad det går ud på. Og sådan er det med Lars Becker-Larsens film og mig: jeg er dybt fascineret af det, den vil forklare mig, og jeg er dybt frustreret over, at jeg efter to gennemsyn helt ærligt ikke forstår, hvad den handler om i sin filmiske kerne, som jeg tror er eksistentiel videnskabsformidling. Ikke kun begejstret populær teknik, som vi omgives af i trykte magasiner og fejlfrie tv-programmer. Becker-Larsens film vil noget helt andet, tror jeg. Den vil med et dobbeltgreb undervise mig i elementær kvantefysik og få mig til at forstå, at min omverdensfortolkning og min tilværelsesforståelse er fastlåst primitiv og katastrofal mangelfuld. Men jeg mangler forudsætninger for at følge hans forklaring, min fysikundervisning ligger for langt tilbage og er skandaløst misligholdt.

Derfor valgte jeg så på et tidspunkt under gennemsynene at koncentrere mig om de små spillefilm-fragmenter, hvor to tysktalende herrer i en sporvogn i 1920 (ja, de forestillede Albert Einstein på besøg hos Niels Bohr i København) i deres samtale glemmer tid og sted og kører forbi deres stoppested åbenbart flere gange, for Bohr vil forklare Einstein dette nye verdensbillede, og Einstein vil ikke forstå. Jeg ventede, at det var filmens metode, således i en folkelig spillefilmdialog at forklare mig dette nye, men jeg skuffedes. Det er ikke hensigten, dialogen får lov til at køre i en mærkelig tomgang af almindelighed uden egentligt litterært indhold. Den vil – desværre synes jeg – tilsyneladende alene være vignet og ramme og pege på hele den store, illustrerede forelæsning resten af filmen er: videnskabshistorie med sindrigt animerede forklaringer, fremragende forskeres lysende klare vidneudsagn og aktuel reportage (som eksperimentet på De Kanariske Øer), og jeg forstod nu, at denne forelæsning ganske enkelt og kompliceret er Bohrs store replik til Einstein. Jeg personligt forstår den bare ikke, trøster mig med, at filmens producer, Gitte Randløv efter års arbejde med filmen forleden med et glimt i øjet betroede mig, at hun heller ikke forstår det hele, men tilføjede hun, Einstein forstod det heller ikke, så vi er da i prominent selskab – vi helt almindelige mennesker!

Men hendes og holdets film åbner en dør ind til det forunderlige, og den giver lyst til at vove sig derind. Og det er i mine øjne det egentlig imponerende, at denne seneste satsning blot er et kapitel, ser det ud til, i Lars Becker-Larsens store værk af filmiske videnskabshistoriske forelæsninger over et verdensbillede i forandring: ”Atomfysik og virkelighed” (1985), ”Kvantefysikkens lære” (1991), “Teorien om alting” (1998), ”Københavnerfortolkningen” (2004) og ”Den bevægede jord” (2008). Det er en arbejdsmæssig vedholdenhed og en koncentration, som aftvinger min største respekt, der er halve årtiers research- og finansieringsarbejde mellem kapitlerne, mellem filmene. Jeg får lige nu lyst til at se dem igen, hvad jeg som nævnt også i høj grad har brug for, skal jeg forstå bare lidt mere. Men det bliver en lystvandring.

Danmark 2013, 47 min.

Filmen kan ses i Cinemateket i København 18. december 19:15.

www.dr.dk

Filmen om, hvordan man tæmmer kvanteverdenen, ja, filmen, hvor man overhovedet får undervisning i, hvad kvanteverdenen er, instruktøren Lars Becker-Larsens og pruduceren Gitte Randløvs nye store satsning med alvorlig videnskabsformidling vises i aften 23:15 på DR 2. Derefter vil den kunne ses på www.dr.dk frem til ca. 15. januar. Senere kommer den på DVD, og på filmstriben.dk / filmcentralen.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at filmen handler om fremtidens revolutionerende kvantecomputer, som med sin svimlende kapacitet vil vende op og ned på det samfund, vi kender i dag. Den vil på én gang udfordre al internet-sikkerhed, men også samtidig give os en helt anden måde at kryptere på, en måde, som er sikker overfor aflytning. Den kraftfulde computer vil også kunne genere en virtuel virkelighed, der helt ned i de mindste detaljer kan afbilde naturen og bidrage til at forstå og derefter løse sådan noget som fremtidens energiproblemer.

I kvantecomputeren udnyttes Niels Bohrs forståelse af kvantefysikken. Lars Becker-Larsens film rekonstruerer den berømte sporvognstur, som Bohr i et interview engang fortale om. Det var i 1920 og Albert Einstein besøgte Bohr i København og de to fysikere kom, idet de glemte alt omkring sig i sporvognen i en heftig diskussion om Bohrs yderst kontroversielle fortolkning af den svært forståelige kvantefysik. Filmen skildrer detaljeret, hvordan Niels Bohr fik ret, idet hans teori nu, næsten et århundrede senere er ved at blive forvandlet til praktisk virkelighed. Det er nemlig lykkedes fysikerne at tæmme kvantefysikken, så den kan bruges til at bygge nye og helt utrolige værktøjer som kvantecomputeren.

Filmen kan altså ses på DR2 i aften 23:15 og i Cinemateket i København 18. december 19:15.

Lars Becker-Larsen: ”Den forunderlige kvanteverden” (”The Quantum World”), Danmark, 2013, 47 min.

www.dr.dk