Det er en overvældende film, Christoffer Guldbrandsen, Henrik Veileborg, Lars Skree og deres kolleger præsenterer for os, et imponerende værk, som er tætpakket med detaljer, informationer, vurderinger, synspunkter, anklager og forsvar, forbindende tråde i ufatteligt virvar, hovedfortælling og sidefortællinger for hen over det hele klart og uafrysteligt overbevisende atter i litteraturen at belyse den enkle fortælling om, at de riges investeringer i de fattiges lande omgående alle statslige og overstatslige forsøg på regulering viser sig at give de rige en enorm fortjeneste, denne gang åbenbart noget over (mildt udtrykt) Paul Sweezys 1. lovs historiske konstatering: 70 procent. Derfor fattigdom!

Raymond Baker, lederen af Global Financial Integrity, siger nemlig i det første af interviewklippene med ham: ” Mange tror, at vi i Vesten gavmildt har ydet bistand til udviklingslandene og især til Afrika. På globalt plan vurderer vi imidlertid, at der føres ti gange så mange penge ud af udviklingslandene, som der føres ind i udviklingslandene.” Udtalelsen er placeret i titelsekvensen umiddelbart før skiltet:Tyveriet af Afrika. Så er det sagt. Resten af filmen er egentlig herefter blot en enkelt farverig case, som detaljeret, nøgternt og gruopvækkende med teknik og historik og visse biografiske detaljer beskriver, hvordan tyveriet begås.

Og Raymond Baker er blot én i en imponerende række højt kvalificerede vidner, som udsøgt fotograferet i cinematografiske opsætninger fyldt med skønhed og medfortællende betydningsladning, nøgternt og med foruroligende dæmpet lidenskab forsyner os med rækker af facts, så vi økonomiske lægmænd bliver svimle og konfuse, til det efterhånden samler sig om forståelsen af en enkelt, endog særdeles aktuel, finansiel teknik, transfer pricing, en almindelig og ofte anvendt metode til undvigelse af statslig finansiel regulering.

Klipperen Bodil Kjærhauges ordning af det store materiale i blokke af fortællinger, som kan holdes fast i tanken undervejs, og Guldbrandsens saglige og rolige fortællerstemme filmen igennem fører en gang til i den økonomiske verdenshistorie frem til et klart svar på spørgsmålet: Hvorfor Fattigdom? Svaret består af fem sætninger og varer som først nævnt nogle få sekunder, der fornemt retorisk underbygges i 58 minutter, og vi får svaret på én gang som en økonomisk forelæsning, et juridisk anklageskrift, et politisk debatindlæg samlet i en moralsk og indigneret pamflet: Jeg anklager!

Hver gang jeg ser Christoffer Guldbrandsens film Tyveriet af Afrika synger for min erindring fra for virkelig lang tid siden denne bemærkning: ”… indtægterne fra udenlandske investeringer over en hvilken som helst signifikant periode vil overstige kapitaludgifterne med 70 procent.” Udsagnet er økonomen Paul Sweezys (1910-2004). Det stammer fra en forelæsning, han gav i juli 1967 på Round House i Chalk Farm, London under en 14 dages tværvidenskabelig konference arrangeret af Institute of Phenomenological Studies, London med titlen Dialectis of Liberation. Det lille afsnit af forelæsningen, hvori bemærkningen faldt, ser sådan ud:

”… Blomstringsperioden for den britiske imperialisme og dens udenlandske investeringer var naturligvis det halve århundrede før Første Verdenskrig. I perioden 1870-1913 investerede England ifølge de almindeligt accepterede tal et nettobeløb på 2,4 milliarder pund. Det vil sige, at de engelske investeringer i udlandet overgik de udenlandske investeringer i England med 2,4 milliarder pund. Ved første blik ser det ud som om England af sine ressourcer gjorde meget betragtelige summer tilgængelige for resten af verden. Der var faktisk tale om en ret betragtelig sum, på den tid svarende til 12 milliarder dollars, hvor dollarens købekraft mindst var det dobbelte af hvad den er i dag (altså i 1967). Således svarede de engelske nettoinvesteringer i det halve århundrede før Første Verdenskrig til omkring 25 milliarder dollars, efter deres nugældende værdi (1967). Det er temmelig  store investeringer efter en hvilken som helst målestok, dengang som nu. Men udbyttet er selvfølgelig den anden side af denne mønt – indtjeningen på investeringerne. Og i den samme periode, 1873-1913, beløb den engelske nettofortjeneste på udenlandske investeringer sig til 4,1 milliard pund. Så når man sammenligher, ser man at beløbene på indtægtssiden oversteg udgifterne til investeringer med rundt regnet 70 procent. Det var denne periodes virkelige strøm af rigdom. Der blev givet ud med denhøjre hånd og taget tilbage med den venstre, og den venstre hånd tog 70 procent mere tilbage end den højre gav ud. Hvem hjalp hvem? Det er åbenbart, at resten af verden, udviklet eller underudviklet ydede sit til Storbritannien gennem denne investeringsmekanisme.

Eller tag de amerikanske erfaringer efter Anden Verdenskrig. Jeg tager kun de amerikanske koncerners direkte investeringer i udlandet i betragtning, de er langt  den vigtigste type af udenlandske investeringer i vore dage (1967). Tallene, der kan sammenlignes med dem, jeg netop har anført for Englands vekommende, er for perioden 1950-63 følgende: nettooverførsel af kapital fra USA 17,4 milliarder dollars; overførsel af kapital til USA – 29,4 milliarder dollars. Atter viser det sig, at der kom næsten nøjagtigt 70 procent mere tilbage end der blev givet ud.

Jeg føler mig fristet til at ophøje dette til Sweezys første lov for udenlandske investeringer: at indtægterne fra udenlandske investeringer over en hvilken som helst signifikant periode vil overstige kapitaludgifterne med 70 procent. Og dette baserer jeg på en god videnskabelig metode; jeg har mindst to tilfælde! Jeg venter nu på mine efterfølgere, som kan afprøve og sandsynliggøre denne lov ved hver nyt tilfælde, der dukker op. Vi må atter spørge hvem der har brugt hvis rigdom? Og svaret er ikke til at tage fejl af.” 

Nu her sent på året 2012 har Christoffer Guldbrandsen med Tyveriet af Afrika vist nok foretaget en afprøvning, og måske vil loven vise sig at fungere stadigvæk. I hvert fald er svaret på hvem, der har brugt hvis rigdom heller ikke denne gang til at tage fejl af.

Litt.: Paul Sweezy: Kapitalismens fremtid i David Cooper, ed.: Dialectics of Liberation, Penguin Books Ltd., 1968. Dansk oversættelse: Frigørelsens dialektik, Rhodos 1969.