Orwa Nyrabia Arrested/ 3

Respect for the French filmmakers, who – initiated by Nicolas Philibert – have launched a petition for Orwa Nyrabia:

De Wes Anderson à Jet Li en passant par Elia Suleiman, la Société des réalisateurs de films (SRF) a lancé une pétition (1) coordonnée par le réalisateur Nicolas Philibert pour dénoncer l’arrestation du cinéaste syrien Orwa Nyrabia, survenue à l’aéroport de Damas le 23 août. Producteur indépendant de films documentaires, Nyrabia est le directeur du festival Dox Box de Damas, fondé en 2008, malgré la désertification du cinéma syrien. Il a obtenu le grand prix spécial de l’EDN (European Documentary Network) et a tenu le rôle principal dans la Porte du soleil, de Yousry Nasrallah en 2004. Comme le rappelle dans une lettre ouverte Ossama Mohammed, un autre cinéaste syrien, il rejoint la liste des intellectuels emprisonnés par Damas : «Le journaliste Mazen Darwich, le militant pour la paix Yehia al-Chorbajji, le comédien Osso, le metteur en scène de théâtre Cordello, l’écrivain Zirai.» La Cinémathèque française, le Festival de Cannes, la SACD (Société des auteurs et compositeurs dramatiques), la Scam (Société civile des auteurs multimédia), et l’ARP (Société civile des auteurs-réalisateurs-producteurs) ont également protesté de leur côté.

www.la-srf.fr

http://next.liberation.fr/cinema/2012/08/29/le-cinema-se-mobilise-pour-orwa-nyrabia_842720

Border Crossing – an Exhibition on Migration

For a documentary person, who normally sits in a cinema or in front of a tv/computer screen, when he watches – it is something special to visit an art exhibition that has its focus on a theme that is regularly dealt with in current documentaries: Migration. An art exhibition that conveys this theme through films and videos. First you enter a totally dark room, look around for a seat, find one which is uncomfortable, sit there but decides to change position and end up on the floor with your back to the wall – to enter a world of images from today. You know these images already, you have seen them again and again on television news, or in a documentary film frame. But here in the art museum the films and videos do not give you any explanations, you do not need them, there is no story as we know it from modern documentary, non-linear it is and you enter the images without knowing if this is the start, the middle or the end. It is not important. Lucky you are – for a moment – to leave the character driven emotional story to be invited just to think about what you see.

This is the case if you visit the fine exhibition at Brandts in Danish city Odense, where six visual artists show their works. With the theme in common but with very different aesthetics. The artists are Alfredo Jaar (Chile/US), Chen Chieh-jen (Taiwan), Aernout Mik (Holland), Isaac Julien (UK), Guido van der Werve (Holland), Ursula Biemann (Switzerland), Jens Haaning has

done the intelligent design of the exhibition: 6 dark rooms, one for each artist, like boxes with very small corridors between one and the other. You get the feeling of being locked in, of klaustrophobia, similar to the migrants in the films and videos shown. The exhibition is curated by Lene Burkard.

Isaac Julien is definitely the star of the show. His 35mm material is organised in impressive big tableaux, pans of wrecks of boats stranded on the shore filmed from the other side of the fence, from our side, dancers on white cliffs, one climbing like Odysseus, another waiting like Penelope, contrasts between rich and poor, music bites from Africa from where the migrants come, bodies arranged on lit-de-parade on beaches where tourists are having fun – very much arranged and metaphorical, whereas drama are in the sequences from the sea where people fight to reach the shore. Alfredo Jaar’s work is a registration of an event, a concert performed on both sides of the US/Mexican border. It suffered from a bad sound side. Chen Chieh-jen’s film from Taiwan is strong in its stylisation where women tell their stories about how badly they were treated when they applied at The American Institute to get a visa for a travel to the US. Even more annoying is the second part where Chinese women, from mainland China, wanted permission to live with their spouses in Taiwan. Dutch Aernout Mik had a two-screen presentation of tv news bites, which in this context were not tv news but examples of images from our world of today, evidence of pain and anger and bombing, and police police police all over. Quite interesting way of making the viewer see an alternative organisation of images that we know the story behind, and once in a while we discover the people behind the news, walking after water or waiting to have their case settled at the authorities. I left Guido van der Werves video out of boredom, whereas Swiss Ursula Biemann via five screens gave a strong informative and emotional insight to the Tuareg’s role in smuggling people to Europe from the desert and the Moroccan police’s ambition to catch those who want to get out of the African poverty. In that part of the exhibition I learned something about refugee travel structures.

The photo is from “The Cloud” by Alfredo Jaar, the balloons in the background symbolizes the many people who died while trying to cross from Mexico to the USA.

The exhibition runs until September 16 in Brandts Klædefabrik, Odense, Denmark.

http://www.brandts.dk/en/current-exhibitions?option=com_exhibitions&view=article&id=35

Fatima Varhos: Bergmans video 2. afsnit

Så er Alejandro González Iñárritu (Babel og Biutiful) igen kommet til Fårö, som for ham er et af filmhistoriens vigtigste valfartssteder, ja, for netop ham, tror jeg, det allervigtigste. Her er han på stranden, location for Persona, og han er grebet af situationen, og da han er en ukunstlet, helt igennem autentisk medvirkende i Bergmanseriens afsnit 2, gribes jeg pludselig også. 

Iñárritu har forsøgt at finde Bergmans hus engang tidligere. Det mislykkedes, for når han spurgte om vej, ledte de lokale ham på vildspor. Med ét var det gået op for ham, at de beskyttede deres nabo, passede på Bergman. Anekdoten er jo smuk, fordi den på én gang fortæller troværdigt om Bergman og hans forhold til de nærmeste og om denne empatisk ekspressive mexikanske filminstruktør, som har krop og intelligens til at fylde rollen som gæst på Bergmans sted, i hans stuer, blandt hans bøger og så denne videosamling. Han har valgt at besøge huset om natten, han går omkring og kigger, men forsigtigere end den forrige gæst. Høfligere. Ærbødig måske. Han tager sit pendul frem, og ja, det begynder at svinge. Bergman er til stede.

Og sådan er det, Iñárritu ved vist nok meget om Bergman, holder fokus (hvis det er filmens fokus?) og taler om Bergman og om døden, som i del 2 er temaet. Forinden har Woody Allen i sit interview talt om Bergman hele tiden. Og det styrker i mine øjne projektet, som har det diskutable udgangspunkt, at når en instruktørs værk er repræsenteret i Bergmans videosamling, er dette værk og dets instruktør interessant for Bergmanforståelsen. Man har vel tænkt på den måde indirekte at skrive et nyt filmhistorisk essay om Bergmans værk. Men de to andre medvirkende Gus van Sant (Elephant, 2003) og Agnieszka Holland (The Wire, 2004-08) taler, så vidt jeg bagefter huske, kun om deres egne film og så om døden, som de skal. Og de er bestemt spændende bekendtskaber, og så er det jeg kommer på den tanke, at Fatima Varhos idé med sin tv-serie er at skildre samtidens filmkunst internationalt i en række enkeltstudier alene holdt sammen af det forhold, at de (måske tilfældigt) står på videoreolen i Fåröhuset? Altså tredobbelt fokus? Jeg er forvirret, for opmærksomheden skifter, uanfægtet ser det ud til, mellem Bergmanstudium, tema (komedie sidst, døden nu) og de medvirkende instruktørers film.

Imidlertid var det i aftes interessante møder med interessante personer, og de bevæger serien mod et ok for mig. Men der er ikke meget nyt føjet til billedet af den store svenske instruktør, som lægger hus til.

Fatima Varhos: Bergmans video, Sverige 2012. Seks tv-programmer i serie. En række interviews ved Jane Magnusson og Hynek Pallas. 2. afsnit set på SVT1 i aftes. Kan ses på http://www.svt.se/bergmans-video/ 3. afsnit sendes 5. september 21:00.

Dokumania: Senna

Danish Dokumania, the Tuesday creative documentary tv slot of DR, broadcasts Asif Kapadia’s great archive based documentary tomorrow, August 28th. To be highly recommended. Here is a repeat of one of many previous texts about the film:

In a report from the Moscow International Film Festival the following I wrote the following about the film about legendary Ayrton Senna: (the film) has a classical straight forward narrative, simple it is, and should be, with its focus on the career of the formula 1 driver, Brasilian Ayrton Senna, his fight with French Alain Prost, a love-hate relationship, his importance for his poor nation, his charming appearence. It is all built on archive, not a talking face, all comments come off the image, an excellent solution for a film that appeals to a broad audience.

In an interview in the Guardian, Saturday July 9, done by Stuart Feffries, the information is given on a film “that quietly (has) broken box office records to become the surprise hit of the summer. Now the picture is poised for a US release that might well put it in the frame for an Oscar.”

Continued by the following: “The 39-year-old Hackney-born director’s film powered away from an unpromising position on the starting grid. It grossed £375,000 on its first weekend, three times more than Kevin Macdonald’s 2005 documentary about two British mountaineers’ near-death experience in the Andes, Touching the Void. After that impressive start, Kapadia’s film looks set to become one of the most successful documentary films ever released in the UK. “At the moment, we’re in third and chasing down second,” laughs Kapadia. His film has accelerated past Justin Bieber’s concert film, Never Say Never. It’s now grossed more than £3m and is bearing down on the 2005 nature documentary March of the Penguins. “There’s only one documentary we’ll never overtake – Fahrenheit 9/11.” Michael Moore’s 2004 documentary has, like Ayrton Senna in the 1993 Brazilian grand prix, an unassailable lead in this race.”

The interview gives an  excellent background to a film that was also very well received at the festival in Moscow.

http://www.guardian.co.uk/theguardian/2011/jul/09/asif-kapadia-interview-ayrton-senna

Orwa Nyrabia Arrested/ 2

While waiting for further news about the detaining of Orwa Nyrabia, and while international media like al jazeera and France24, as well as documentary organisations and festivals like EDN, idfa and DOKLeipzig spread the news and concern – a facebook page has been established, ”free Orwa”, as one friend writes about him, ”the Smile of Cinema”. Link below.

http://www.facebook.com/pages/الحرية-للسينما-السورية-الحرية-لعروة-نيربية/448821121824084

Orwa Nyrabia Arrested

Shocking news! This text came in 5 hours ago from Diana el Jeiroudi, filmmaker, producer, co-founder of the Dox Box Film Festival in Damascus and partner of Orwa Nyrabia:

“Syrian film producer Orwa Nyrabia disappeared this afternoon on on his way heading to Cairo at 5:00 pm, on August 23, 2012. I lost contact with him soon after his arrival at Damascus International Airport. According to Egyptian Airlines, he did not board the plane, which indicates that he was arrested by the Syrian authorities at the airport. Orwa Nyrabia, born in 1977, is a film producer and the director of the DOX BOX Film Festival in Syria.”

Orwa Nyrabia is the one, who since March 2011 has collected and spread information about the atrocities and massacres on the civil population in Syria. Readers of filmkommentaren will know his name from the many postings we have done based on his reporting. He is known and well respected in the documentary community all over the world and has – together with Diana el Jeiroudi – been awarded for his work to create awareness for the importance of the documentary film in his country and the Middle East region.

I am sure that friends and film people all over will shout to the Syrian regime: Free Orwa Nyrabia!

Erik Pauser: The Face Of The Enemy

Den lille gruppe unge kvinder sidder i deres deling vietnamesiske soldater under Den amerikanske krig, som den hedder i deres land. Tre af dem overlevede rædslerne, Pauser har besøgt dem, og deres erindringer bliver det bærende element i hans film om krigen, som de og deres generation ser den, for omkring de tre grupperes en række andre vidner, alle dybt rystede stadigvæk, men værdigt afklarede og afdæmpede. De mange år har været nådige. 

Erik Pauser: The Face Of The Enemy, Sverige 2010. Set på DR2 i aftes.

http://www.erikpauser.com/

Fatima Varhos: Bergmans video

Jeg havde glædet mig meget, nu er jeg lidt skuffet. Ja, tænker, at myten om Bergmans filmsamling, hans videorum var bedre end at have set stedet, set de to lænestole, været i huset igen. Sidst sad Lena Endre og Erland Josephson i den brede vindueskarm i arbejdsværelset ved siden af, med udsigten til havet. Det var i den dejlige Trolösa (2000). Nu sætter Tomas Alfredson sig der. Jeg kan ikke rigtig lide det. Jeg kan ikke rigtig lide måden (i tv-programmets sært akavede stil), han nærmer sig huset på, kommenterer arkitekturen og tømrer / snedkerarbejdet på. Det er da ikke dybt nok? Han tager godt nok skoene af, da han bliver bedt om det. Ja, Fåröhuset er nu museum. Videorum og arbejdsværelse mindestuer, hvor støvet lægger sig. Jeg kan ikke rigtig lide det. 

Tomas Alfredson er første afsnits gæst i huset og temaet er komedien. Bergmans komediearbejder eller komedieformen i al filmæstetisk almindelighed? Det er ikke helt klart. Vist heller ikke for Alfredson. Han går omkring og piller lidt ved tingene, kommer med sine usikre bemærkninger og fortæller om et projekt med Bergman, som aldrig blev til noget, en anekdote om Bergmans uvilje mod mobiltelefoner fæstner sig. Jeg ville vist helst ikke have hørt den. Den er ikke morsom, den fortæller om en gammel mand, siger ikke noget om den gamle mands filmkunst. Vil dette tv-program være en ugebladsartikel eller vil det være et seriøst Bergmanstudium? Jeg tror det sidste, men det ligner det første.

Gæstens besøg i huset og i samlingen er hvert afsnits ramme, ser det ud til. I den ramme er i en tydelig kapitelinddeling anbragt en række interviews. Tomas Alfredson får også sådan et, men kommer ikke tættere på Bergman der heller. De øvrige er Robert De Niro, i sig selv en oplevelse og lidt for mig ny viden om de Niros humor. Men tættere på Bergmans humor kommer han ikke. De øvrige interviewede, filminstruktørerne Alexander Payne (Sideways, 2004), Wes Anderson (Rushmore, 1998) og Agnès Jaoui bidrager så vidt jeg kunne høre heller ikke til vores Bergmanforståelse. Men måske, måske var det heller ikke meningen? Jeg vil prøve trofast at hænge på de kommende afsnit. Det kan sagtens blive meget bedre. Og så vil jeg lytte omhyggeligere ind til Jane Magnussons og Hynek Pallas’ interviews, prøve at finde ud af, hvad det egentlig er de vil og vurdere de svar, de får. Finde ud af om det er Bergmans filmkunst, det drejer sig om, eller hvad det er.

Fatima Varhos: Bergmans video, Sverige 2012. Seks tv-programmer i serie. En række interviews ved Jane Magnusson og Hynek Pallas. 1. afsnit set på SVT1 i aftes. Genudsendes i dag over middag. Kan også ses på http://www.svt.se/bergmans-video/ 2. afsnit følger 29. august.

Daniel Dencik: Moon Rider

Det er sjældent, at en films synopsis-tekst rammer plet. Som regel er den båret af ønsket om at sælge billetter og forfalder til superlative salgsklichéer. I dette tilfælde (fra DFI (Det danske Filminstitut) hjemmesiden) har jeg kun kunnet nikke genkendende. Ja, det var den film, jeg så, beskrevet præcist og nøgternt med plads til begejstring. Her er den så:

Synopsis: »Moon Rider« er en fortælling om den unge Rasmus Quaade og hans kamp for at blive professionel cykelrytter. Det er en dannelsesrejse, der fører tilskueren med ned i helvede og tilbage. Med personlige Super8-optagelser og rå hjelmkamera-billeder, fortælles historien om et ekstraordinært talent, der befinder sig på et afgørende tidspunkt i sit liv. Det er en historie fortalt fra indersiden af en racerhjelm. Rasmus har en krop skabt til cykling, men et sind, der er skabt til at tænke. Hans fængende overvejelser om liv og død bliver hans største modstander i kampen om at udleve sin drøm: at blive verdensmester i enkeltstart. For at vinde skal han tømme hovedet helt, men hvordan tømmer man hovedet, når alle tanker er et skridt i den forkerte retning? Med hudløs ærlighed lukker Rasmus Quaade os ind i sin verden, hvor vi møder både tvivlen, frygten og dødsdriften, men også euforien ved at være blandt de ypperste i verden. Filmen tegner et hjerteskærende billede af et kæmpe sportstalents ekstreme og ensomme liv.

Filmen: Jo, filmen går tæt på cykelrytteren og mennesket, en ung mand, velformuleret, super-ambitiøs. Og her er der en fortællestil, hvor teksten, cykelrytterens refleksioner, som kommer som akkompagnement til billederne, aldrig i form af interview, undertiden opfattes som en slags stream-of

consciousness – et par steder er den unge mand måske lige lovlig lommefilosofisk og selv-centreret patetisk, men som filmen kværner derudad med den ensomme cykelrytter, vænner man sig til at iagttage hans ansigt i mange forskellige versioner, men altid uden et smil. Iagttagelserne bringer for mig karisma frem med ligheder til John Malkovich og Kenneth Branagh! At man får den slags tanker, må vel være fordi filmen løfter sig ud over det almindelige reportageniveau til at være noget mere og almengyldigt? I lange sekvenser bringer Quaades stemme en meditativ stemning til filmen hjulpet af en fin musikside.

Quaade: Og hvem er han så, denne Quaade, som lige her i august har vundet guld i EM i enkeltstart for Unge under 23? (Det er nu ikke med i filmen, som slutter med VM i København 2011). Den ensomme ulv, den for uheld angste landevejsrytter, en mand der har haft mange og synes at være på vej til endnu en kollaps efter at have givet alt i sig (”Jeg skal så tæt på at dø som muligt”), en mand der hylder flugt- og jagtinstinktet, og som tvivler på sig selv og tit mener, at nu skal jeg ikke længere være cykelrytter. Han fortæller historien selv med mange udtalelser – også udenfor billedet – fra den danske træner, der tror ubetinget på hans talent (ikke den tyske træner, som han har problemer med) OG så høres hans mors stemme – og begejstrede piften under løbene.

Med andre ord, en helt der som få cykelryttere er i stand til at sætte ord på sine kompromisløse ambitioner. En helt der nemt kan indlemmes i det Jørgen Lethske cykel-persongalleri, hvis og når Quaade vælger den professionelle karriere, ligesom Dencik med denne film giver publikum et bevis på sit visuelle talent og sans for den store historie om manden, der vil vinde for enhver pris. Eller… hun kommer ind i fortællingen mod slutningen, men før VM’et i København i 2011… vil Quaades kæreste, der bringer smilet frem i det melankolske ansigt, få ham til at tænke på andre værdier i tilværelsen. Som han i øvrigt gør det i filmens smukkest klippede sekvens, hvor han alene på landevejen, sat af feltet, pludselig oplever naturens skønhed omkring sig. Ren poesi.

Filmen vises i udvalgte danske biografer under overskriften DoxBio Sport, som også omfatter ”Ballroom Dancer” af Andreas Koefoed og Christian Bonke.

Danmark, 2012, 82 mins.

http://www.doxbio.dk/dbio/b.lasso?ll=2s#anchorx

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/nationalfilmografien/nffilm.aspx?id=70398

Erika Hníkova: Matchmaking Mayor/ 2

Det er mildest talt ikke hver dag at en tjekkisk/slovakisk dokumentar finder vej til en dansk biograf. Men her er én, takket være de brave folk fra Øst for Paradis og Gloria i Aarhus og København. Den har premiere i morgen, den 23. august. Vi bragte en anmeldelse af filmen i april 2011, her gentages den:

It is not the first time a film about a village with unmarried singles is being made these years. Seems to be a trend! And as the Greek one (”Sugartown”) and the Serbian one (”Village Without Women”) this one from Czech Republic, taking place in Slovakia, is warm and sweet to experience. At the same time as it is describing a provincial community, where daughters often stay with their mums and sons with their mothers as well. The older generation claims that they would love to see their children married, at the same time as they want the grown-up kids to stay at home, simply for their own sake, to avoid loneliness. The mayor, a former general, does what he can, but is not very succesful neither with his attempt to matchmake through a party planned for months, nor with his speeches that reaches the population via loudspeakers on every street corner.  

The director’s voice is heard, when she goes around to make first hand research. She asks questions on our behalf, she enjoys the confidence of the characters and gets good material to bring home. Something happens to the characters during the film, we get closer to them, but real close, no, there are still a natural lot of shyness when it comes to love. And there should be, this blogger thinks. Zemplinske Hamre is the name of the village, probably the one and only time you hear about it!

80 mins., Czech Republic & Slovak Republic.

http://www.dokweb.net/en/

http://www.gloria.dk/Matchmaking%20Mayor