Fra Tue Steen Müllers private videotek: Arkivmaterialets alvor, en dokumentarisk rekonstruktion som filmisk elegi.

En gammel mand sad for længe siden i en mørk biograf i Berlin og så Berlin, Sinfonie einer Grossstadt. Skribenten, som fortæller historien, sad i nærheden, ja, det var Niels Jensen, og Jensen hørte ham mumle for sig selv: ”Anhalter Bahnhof, Anhalter Bahnhof…” op mod de stumme sort/hvide scener. Det kom fra en dyb smerte, tabet var stort. Udenfor var nu “kun brudstykket af en portal, murbrokker og græs tilbage.”

Jeg så for lidt siden omsider Yael Hersonskis berømte, Sundance-vindende film og kom til at tænke på det citat, denne korte replik, som blev ved med at gentage sig i mig, som en melodilinje, der ikke vil forsvinde. Jeg så nu disse nutidige mennesker, som var børn dengang, sidde i en moderne biograf og 65 år senere se optagelser fra Warszawas jødiske ghetto, hviske og udbryde og direkte sige sådanne ting til boomstangens mikrofon: ”Måske kommer min mor om lidt gående der på gaden…” Det er dyb smerte, tabet er værre end forfærdende, moderen blev vel kort tid efter dræbt i Treblinka som tusinde flere.

Oplevelsen i biografsalen er uafrystelig, at se ansigtet som ser. Som Anna Karinas ansigt, når hun i en mørk biograf i Paris ser Jeanne d’Arcs lidelse og død. Lidelse og død.

Jeg ved godt, at Yael Hersonskis hovedanliggende er en detektivisk kortlægning af den tyske besættelsesmagts manipulering af dokumentarfilmen. Filmen var i sin begyndelse i 1942 tænkt som propaganda. De indespærrede i ghettoen levede iscenesat en times tid som forkælede bedsteborgere. Som nu herren, som sidder og læser ved chatollet. Men så blev der i arkivet fundet en glemt filmrulle med fraklippet. Der blev fundet to dagbøger, som fortalte om optagelserne, om de tyske dokumentarfolks arrangeren alting. Den læsende herre er altså tvunget til at sidde der i ro, og det er, hvad han har tilbage, disse tre møbler, bag kameraet er stuen fyldt med resten af hans familie. I soveværelset bor en anden familie, i de andre værelser andre, én familie i hvert rum. Fraklippene på den nyfundne rulle viste kamerafolk gå ind i hinandens scener, sådant måtte jo ud. Og det måtte den åbenlyse nød, sult, brutalitet, vold og død også. Nu er det hele omhyggeligt på plads i Hersonskis uafviselige og umistelige værk. Omsider sidder jeg foran arkivmaterialets alvor: Warszawa, Warszawa..

Yael Hersonski: A Film Unfinished, Israel 2008. Tue Steen Müller har tidligere kort omtalt filmen set på Memorimage festivalen i Reus.

Fra Tue Steen Müllers private videotek: et topografisk og historisk essay. Min blogkollega har generøst og givet mig eksklusivt indblik i sin blandt kendere så berømte private dvd-samling. Jeg må kvittere med et par bemærkninger om mine oplevelser af disse film, som er at se på festivaler for tiden. Så vidt jeg kan finde ud af det, vil jeg skrive, hvor filmene kan  erhverves.

Jeg ved godt, at Sivans film handler om den israelsk-palæstinensiske konflikt, at filmen delvist allegorisk er en politisk analyse. Det lod jeg ligge, da jeg så den. Jeg var med det samme og hele vejen igennem kun optaget af et overdådigt topografisk arkivmateriale, som i de smukkeste billeder skildrer en vidunderlig middelhavsby og dens opland af appelsinlunde helt tilbage fra fotografiets opfindelse i midten af 1800-tallet, fra begyndelsen af 1900-tallet selvfølgelig suppleret med filmoptagelser af samme intense skønhed. Jeg så dette lag af Sivans film som ét langt stilleben eller måske snarere et nature morte koncentreret om et vemod, som to andre lag forholder sig nutidigt levende til. Et med medvirkende intellektuelle, som besøges i deres arbejdsværelser, hvor billederne projiceres og disse udsøgt forstandige mennesker kommenterer, hvad de ser. Blot dette at være hos dem i deres rum af bogreolers, maleriers og skulpturers trygge uforgængelighed af indsigt. Og endelig et dokumentarisk lag af nye optagelser i varme farver hos kloge, besindige bønder ude blandt de tusinder appelsintræer omkring Jaffa.

Eyal Sivan: Jaffa, The Orange´s Clockwork, Israel 2009, 86 min. Tue Steen Müller har tidligere kort omtalt filmen set på Memorimage festivalen i Reus. DVD-kopi kan købes hos Eyal Sivan selv. Producent er Alma Films.