Den fælde vores gamle helte, de røde lejesvende falder i, er ikke opstillet af Rosenkrands, men er mere noget i deres person, der i situationen aktiveres, skriver her til morgen en jeg kender i en sms. Vi så jo del 2 i aftes. Og ja, sådan er det nok, tænker jeg. Det er jo det dokumentarfilmen kan. Fordi den interesserer sig for mere i scenen end den medvirkendes udsagn i sætninger. Tv-journalisten plejer ellers at klippe, når sætningen er færdig uanset, hvad der sker i billedet. Filminstruktøren i sin tradition stoler derimod på sit billede og lader det stå til lige før, det mister intensitet og dør af sig selv. Rosenkrands går filmisk til det og de stærkeste momenter i aftes var to sådanne steder.

Bjørn Erichsen har engang i gamle, gamle dage undervist i historie på en højskole i Østtyskland. Danske unge politisk engagerede var elever på sommerkursus i en skole, deres organisation, DKU vistnok, havde lånt. Det var og er formodentlig helt lovligt. Men havde nogen i DDR (en statslig eller poiitisk organisation) betalt Erichsens rejse, ophold og lommepenge? Rosenkrands’ spørgsmål falder nysgerrigt, præcist og venligt. Og Erichsen forbløffes over den lille detalje: “..lommepenge, lommepenge.. jeg kan ærlig talt ikke huske det.” Og det er også lige meget. Det kan han jo ikke dømmes på. Men det dermed længe fastholdte billede skildrer ham som et menneske i denne lille tvivl. Smukt, smukt. Og lader mig ane, at sådan er dette menneske også i større tvivlsspørgsmål. Forvirret først, så undrende, prøvende i et forsøg på at være ærlig.

Tvivlen er mere klædelig end skråsikkerheden. Smilet, latteren, overbærenheden med sig selv dengang mere sund end den rigide fastholden. Ja, personligheden folder sig ud for mig under den lange filmscene, jeg ser den som levende eller som forkrampet. Og det er den eksistentelle erfaring, som hurtigt sætter det med lommepengene i skygge. Det er scenen jeg husker her, ikke oplysningen. Det er billedet som afslører: sådan ser en rød lejesvend ud, når han falder i sin personligheds fælde: ret menneskelig ser han ud. Det er godt nok et spændende teater, Rosenkrands her har iscenesat. Og så var der jo en scene mere i aftes! Den sidste. Kjeld Koplev var i stolen..

Jakob Rosenkrands: Jagten på de røde lejesvende, DR2, 2010.

Jeg går selvfølgelig til en film, som den kloge Nick Fraser har medproduceret til sit BBC Storyville, som det virkeligt vigtige DR2 Dokumania sender, som blev nomineret til Academy Award tidligere i år, som, så vidt jeg kan google mig frem til, er vel modtaget af en erfaren kritik, en biografisk film om den legendarisk sympatiske FN diplomat Sergio Vieira de Mello (tidligere blandt meget, meget andet højkommisær for menneskerettigheder og senest, i 2003, generalsekretærens særlige repræsentant i Irak) – jeg går til den film med temmelig store forventninger.

Og ok, jeg var limet til skærmen alle filmens hundrede minutter. Det er en spændende film, helt elementært, medrivende, overlegent gennemført efter den vestlige (britisk-nordamerikanske) fortællemodel med interviewede vidners erindringer og bedømmelser illustreret med et stort, stort arvivmateriale. Her tillige forsynet med en omfattende rekonstruktion, som dominerer fremstillingen totalt. Og det er i mine øjne netop filmens problem.

Den skaffer sig fortællemæssig fremdrift i den biografiske skildring ved at opdele redningsaktionen efter bombeattentatet mod FN hovedkvarteret i Bagdad, hvor blandt mange de Mello blev dræbt, i en dramatisk række episoder med især to redningsfolks beretning om det forgæves forsøg på at få ham ud levende. Store dele af billedsiden til dette lag er rekonstruerede scener. Det finder jeg i sig selv ikke problematisk. Det er hele elementets størrelse, som jeg oplever vælte filmen. Men måske vil den ikke være biografi?

Tilsyneladende vil den i virkeligheden være en heltehistorie om en hybrid af Bond og Kennedy, som det udtrykkes i et af interviewene. Og helten er flot og dygtig og handlekraftig, tror vi, ja tror, for det bliver på overfladen som i en underholdnings love story. Måske fordi det skal være netop en sådan kærlighedshistorie med en udvikling i en actionlinje. Og det er da ok, det holder jeg fint til.. Men jeg bliver jo skuffet af de forventninger, jeg kunne af af kombinationen Nick Fraser, Dokumania og Sergio de Mellos politiske sværvægt. Skuffet når jeg får underholdningens politiske moralisering, fortællemæssige manipulering samt intellektuelle nivellering og sentimentalisering i stedet for den håndfaste kerne af samfundsmæssig viden, kunstnerisk nøgternhed og udfordrende tænkning, som jeg egentlig synes Sergio de Mello har fortjent i en egentlig filmbiografi.

Greg Barker: Sergio, UK og USA 2009. 100 min. Baseret på Samantha Powers de Mello-biografi Chasing the Flame, 2008. DR2 Dokumania i aftes. Den i høj grad seværdige film kan pt. fanges på DR2