Helle Lyster skildrede i 2008 for DR Dokumentar tre hjemvendte militærfolk udsendt til krige i Bosnien, Kosovo og Afghanistan, De hjemvendte, del 1, del 2 og del 3. Jeg hæftede mig dengang ved min optagethed af de tre medvirkende soldater og den enes kæreste, men var også klar over, at Lysters tackling af det sentimentale aspekt slet ikke bragte dette element under kontrol, og at hendes overvejelse ikke rummede selve tvivlen om det hele. Alt havde tilsyneladende i de tre små dokumentarer en forklaring og kun én forklaring.

Helt sådan er det ikke i Poul-Erik Heilbuths film, som blev sendt i aftes. Heilbuth er tilsyneladende med dette tv-arbejde helt bevidst på vej ind i en ny folkelighed, hvor det sentimentales tårevædede og talemådeprægede udtryk fastholdes monumentalt som dækkende udtryk. I Lysters film er det en selvfølgelighed, tror jeg, i Heilbuths en bearbejdet villethed. Så der klippes ikke udenom det for mig pinlige. Han opfordrer til at læse førhen intime breve højt, til at åbne hidtil hemmelige æsker. Han overskrider i den grad min grænse mellem det personlige og det private.

Og forsigtigt, men efter min mening for forsigtigt, lukker han tvivlen ind i sin fremstilling i noget, som minder om en villet rytme og altså et bevidst element. Det begynder med Mads’ kæreste, som i sit interview som det første af de medvirkende pårørende tydeligt fortæller, at hun var og er imod, imod at han skulle af sted, måske imod i det hele taget, og til en af mødrene, som hen mod filmens slutning i en følelsesudladning, som er hendes egen personlige, vender sig mod krigen som sådan, vi lukker bare hold efter hold af unge mænd ud til løverne, det nytter ikke noget og det stopper aldrig.

Hun indser, at der i hele forløbet er én eneste ubønhørlig logik. Måske er det den, Heilbuth med sit arbejde skildrer, men i så fald nok for underdrevet. I hvert fald i forhold til, hvad jeg har brug for. Og i forhold til, hvad et land i krig har brug for.    

Danmark, 2010, 58 min. Tilrettelæggelse: Poul-Erik Heilbuth, produktion: DR Dokumentar, producer: Steen Jensen. Genudsendes 12.september 14:45 og 16. sep. 09:00

Titlens talemåde er for hyggelig. Men filmen har som undertitel Fjenden bag hækken. Den kan jeg bedre lide, den kan jeg tyde som minisynopsis. Den bringer for mig orden i sagerne. Og den fortæller også, at foretagendet er alvorligere, end den valgte komedie-tone først antyder. Det bliver nemlig i den film værre og værre. Og værre endnu i min eftertanke.

Filmen følger en hegnsynsmand på arbejde. Og det bliver så scene efter scene med hegnsynsforretning efter hegnsynsforretning i nabostridighedernes virkelighed. Skænderi efter skænderi mellem mennesker, som måske ellers er så almindelige som nogen. Mennesker, som ikke vil give sig, men hellere forpeste deres eget liv år efter år. ”Jeg har skåret de træer (inde på naboens grund) ned jævnligt, og jeg regner med at blive ved med at skære ned hvert fjerde år”, siger en med et smil, som pludselig forekommer ubehageligt. Phie Ambo har før og efter konfrontationerne ved hegnsynsforetningerne ved hækkene og plankeværkerne opsøgt de involverede i deres hjem og talt med dem fra bag sit kamera. ”Vi er bare blevet sure, men vi har ikke gjort noget galt”, siger et ægtepar som konklusion på årtiers krig med naboen om.. ja, jeg har glemt hvad.

Det tunge emne er imponerende klippet til en lethed hen over den alvorlige tyngde. Det danser af sted til en slags cirkusmusik, men tempoet falder og stemningen mørknes, da vi kommer til hegnssynet, hvor den ene vil have plankeværk, den anden hæk, som det ses på fotografiet, og filmen slutter i en grusom resignation.     

Filmens moralfilosofiske overvejelse ligger i dens konstruktion. Efter mit behov er den ikke dyb nok, eller den er i min læsning ikke tydelig nok. For mig at se, altså. Jeg, som er vant til eller vænnet til at finde et alter ego for instruktøren blandt de medvirkende, en person at identificere mig med, en at holde med, som vi sagde nede på cowboyrækkerne dengang for meget længe siden. Jeg prøvede da jeg så den i mandags at fæstne min sympati ved hegnsynsmanden Mogens Peuliche, men det ville ikke lykkes, det udvikledes hans karakter ikke tilstrækkeligt til, og det var nok heller ikke Phie Ambos hensigt. Hun vil andre ting med sin film.

Det ser ud til, at hun vil se filmens serie af komedier, som udvikler sig til dramaer og omvendt, som antropologisk iagttagelse, se den med en kølig distance, egentlig. Hendes feltrapport bliver et elegant skrevet misantropisk essay, der ikke giver meget håb for det gode liv, alle medvirkende har overgivet sig til hadets spiral af destruktion. Heller ikke den afdæmpede unge kvinde kommer fri af bitterheden, som vokser. Vi hører, at hendes mål er klart. Hun vil genplante de træer, naboen har fældet og stjålet, for om tre til fire år vil de være oppe og dække udsigten til hans hus. Men, ved hun og vi, fjenden er bag hækken venter med et lumsk smil.

Danmark, 2010, 50 min. Manuskript, kamera og instruktion: Phie Ambo. Produceret af Danish Documentary Production http://www.danishdocumentary.com/ Producer: Sigrid Dyekjær. Sendt på TV2 23. august 20:00. Genudsendes 12. september 12:15. Vil om kort tid kunne findes på www.filmstriben.dk