Messi Messi Messi Messi

Det er billedet af en dreng, der har fået lov til at beholde bolden. En glad dreng som slår bolden i græsset på vej ud af banen. Han smiler. Han har grund til det. Han har lige scoret fire mål og sendt sit hold videre i turneringen. Han bliver stoppet ved indgangen til tunellen, der fører ned til omlædningsrummet. Han skal interviewes. Men jeg tror ikke han kan høre spørgsmålene eller sin egen stemme. 90.000 tilskuere råber hans navn, eller nærmest stønner det ud som en tak til den lille fodboldspiller, der har leveret  underholdning af en skønhed uden lige. Han kan noget som ingen anden fodboldspiller i verden kan præstere. Han optrådte på Nou Camp den 6.april 2010. Hans navn er Messi. Lionel Messi. Profession: fodboldspiller. Ugeløn: omkring 4 mio. Dkr. Han spiller for FC Barcelona.

Det er billedet af to voksne drenge, der har overværet fodboldkampen. De har stået op ihvertfald fire gange, ved hver scoring, og råbt Messi ned til drengen, der har fået lov til at beholde bolden til minde om den kamp, som han gjorde uforglemmelig for dem. De to voksne drenge har holdt møde om den filmfestival, som afholdes i Barcelona i februar 2011. De har været spændt på kampen, håbet på det bedste og nu har de gennemlevet 90 minutters artisteri på grønsværen dernede. De har siddet på deres plasticsæder og levet med og kommet med bemærkninger om spillerne, deres bevægelsesmønster, deres afleveringer, deres fight og energi – og om drengen med bolden, der bare er i en klasse for sig. Modstanderne var fra London, Arsenal, de havde ikke en chance, selvom de indledte scoringen. Siden krøllede drengen med bolden dem allesammen og lavede fire mål. Resultat: 4-1. Og han og hans medspillere glemte ikke at bolden aldrig bliver træt. Kombination efter kombination, Hurtigt fra spiller til spiller. Mit navn er Tue Steen Müller. Bor i København, arbejder ofte i Barcelona for Joan Gonzalez og hans www.docsbarcelona.com. Ugeløn: ca. 6000 Dkr. Vi voksne drenge var på Nou Camp den 6. April 2010.

A text in Danish about soccer seen by Tue Steen Müller in Barcelona April 6 2010.

Soccer Cinema

Soccer Cinema is a real dream come true. A travelling cinema, bringing some of the world’s best soccer documentaries to 50 small towns, villages and townships, spread across all 9 South African provinces. The journey begins on 6 April 2010 in Cape Town and will end there on 2 June, followed by a Soccer Cinema Festival held at the Labia Cinema from 5 to 10 June.

Here is a clip from the press release: The FIFA Football World Cup is a unique and very special event. It has the potential to unite South Africa as few other events since democracy was established in 1994. In the months before the championship it is vital that everyone feels part of this. Unity can be built by inspiring South Africans through documentary cinema with insight into famous players, teams as well as incredible highlights and events from the beautiful game’s colourful past.  These films are new to South African audiences, and comprise a history and world-view of football that will be available to the public across the whole country. (Full film list see here)

The aim of Soccer Cinema is to better inform audiences about the

sport that will be having its World Cup in South Africa. Furthermore, it will be stirring support and excitement in the build up to the celebration. It will allow people to see, hear and learn more about some of the greatest players and teams in the world – including Brazil’s Pelé and Garrincha, the great Johan Cruijff, Maradona, Ivorian player Didier Drogba, Ghana’s Essien, Cameroon’s Eto and South Africa’s Sibusiso Zuma.

Soccer Cinema is setting up its mobile screen in small towns that will not be able to experience the World Cup live, towns with special histories. Among these towns are Boipatong, where terrible massacres between hostel dwellers took place in 1992, Sharpeville, site of the Sharpeville Massacre in 1960, in Cradock where Nyameka Goniwe is lending Soccer Cinema a generous hand to organize a screening. Another significant destination is Qunu, the home of Nelson Mandela, Schmidtsdrif, where a community of 6000 San people live, Galeshewe, outside Kimberely, and Musina, the border town that has become the first port of call for Zimbabwean refugees.

Soccer Cinema will screen films on soccer heroes including Didier Drogba (Drogba Fever) and Sibusiso Zuma (Zuma the Puma), visiting Worcester and the IsiMangaliso Wetlands south of Kosi Bay, the Limpopo and Orange River, Drakensberg and the plains of the Northern Cape’s Kakamas.  

Just like on the pitch, Soccer Cinema consists of 2 teams. Two strikers in the Advance Team coordinate screenings. The Screening Team, that will score, counts four players, including accomplished film and theatre actor Mbulelo Grootboom. And there are coaches and trainers on the sidelines (STEPS Southern Africa office in Cape Town).

We hope you’ll join us for screenings somewhere along the road or follow the journey on the Soccer Cinema website: www.soccercinema.co.za

PS. This blogger has just left Camp Nou in Barcelona where he has seen a beautiful game between Arsenal and Barcelona – with Barca as the winner due to 4 goals of Messi. I hope that the films to be shown in South Africa will create the same enthusiasm for the soccer as I had for 90 intense minutes together with 90.000 other spectators!

News from Paris: Maysles

It’s the Maysles!

At this years edition of Cinéma du réel, the festival paid tribute to Albert Maysles. The Maysles Brothers: the late David on sound and Albert behind the camera, classic direct cinema.

As was the case two years ago, with the retrospective Americana showing the works of Shirley Clarke and Jim McBride (not to forget Agnès Varda’s rare and wonderful Lions Love (1969)), it is a pleasure to be able to discover or rediscover these films on the big screen.

Everything in Albert Maysles films is beautiful; from the American ballerina at the Bolshoi ballet in Anastasia (1962), Yoko Ono performing her Cut Piece (1965), a hilarious and very attractive Brando in Meet Marlon Brando (1966), the self-revealing Truman Capote in From Truman with love (1966), a bible-salesman driving his car in Salesman (1968) to the eccentric mother and daughter in Grey Gardens (1975).

Godard has called Albert Maysles the best American cameraman. The two of them worked together in the Barbet Schroeder production Paris vue par… (1965), a curious piece of film history, described by Albert here:

http://www.arte.tv/fr/Comprendre-le-monde/arte-journal/103288,CmC=3115724,CmPart=com.arte-tv.www.html

Albert Maysles sums up his approach to documentary with a quote from Grey Gardens: “ Come on in, we’re not ready!” (Little Edie in Grey Gardens).

If you can live with the English version with French subtitles, a DVD including both Salesman and Grey Gardens (ArteVidéo) is available on French Amazon http://www.amazon.fr/. Or separately in an English version as well as Shirley Clarke’s Portrait of Jason (1967), Jim McBride’s David Holzman’s Diary (1968) on amazon.uk. You can watch Yoko Ono’s Cut Piece at:

 http://www.dailymotion.com/video/x3dsvy_yoko-ono-cut-piece_shortfilms.

For the French resident readers, some of the Maysles Brothers films can be seen on TV on CinéCinéma Club, on April 30 and May 7.

As for the rest, we are lucky to have retrospectives at the festivals!

I would also like to mention that, unfortunately again only for French residents, the films from the international competition and the French panorama at Cinéma du réel are available on VoD at http://www.universcine.com/promotion/cinemadureel2010 the whole month of April.

Photo: The Maysles on location, Grey Gardens (1975)

Ramallah – Documentaries from Palestine

Palestine, 4 days, end of March 2010. It’s blue sky but still a bit chilly in Ramallah, where I have been for a couple of days. Lively activity outside in the streets of a nice and calm city, 40.000 are here during night, 80.000 during day. The capital of the Palestinian Authority expresses a friendly atmosphere, and energy – waiting for a Palestinian state to be established. Yellow buses, yellow taxis, building work going on everywhere, white buildings, a hilly city with beautiful viewing spots. A city whose economy is very much depending on investments done by rich Palestinians, who have made their money in the Gulf states and return home one month per year.

I am here with some fellow tutors for a workshop including 10 documentary projects. The intentions behind the initiative are triple: 1) The filmmakers are trained for a pitching of their projects to 12-15 tv editors – that takes place late May. 2) The filmmakers are competing for a participation in the Storydoc documentary programme that has its first session in Corfu, Greece in the beginning of July. 4 of the 10 projects will be picked for that purpose. 3) The filmmakers have their projects discussed and their pitching skills improved – the writing, the verbal and the visual. They are being provided with a huge amount of information and

inspiration, hopefully, by Anne Julienne, Télévision Francaise, Kostas Spiropoulos, Skai television Greece and head of the Storydoc initiative, Jordi Ambros, TV3 Catalunya, Cecilia Lidin, EDN and me.

The learning process goes in both directions. The communication with the Palestinian filmmakers is like one long eye opening process. Their personal stories about not being able to go where they want to go, their isolation, their split-up family relations, the life in a village that is being demolished to give space for one more Israeli settlement, I could go on and on, with words that are not sufficient to describe the constant humiliation of human beings in a occupied territory. There is only one word for this: apartheid.

3 of the projects in the workshop are being dealt with through a video conference system. The Palestinian filmmakers in question are based in Gaza and can not travel to Ramallah. Weird it is to sit and watch them move around, smoke cigarettes, drink tea, small talk and listen to their colleagues discuss and present their proposals in Ramallah in the al qattan centre. It is like a film in itself, an observational documentary, they know that the camera points at them, that we in Ramallah can see them, but they forget, like we forget that they watch us!

It takes a special attitude to live in the occupied territory. Politics is on the agenda every day if you want to move from one place to the other. You have to know if and when the Israeli checkpoints are open, you have to find out whether you are allowed to/can get a permission to go from one place to the other. We asked the local organisers, film director George Khleifi and audiovisual attachée from the French Consulate in Jerusalem, Lucie Meynial, if they thought that we can get the chosen two film project holders from Gaza to Greece, they can only say – it depends on the political situation at that very moment. Planning is not easy!

How do you cope with all that… with a bitter smile, with sarchasm, with melancholy… if you have chosen to stay in Palestine. Our days in Ramallah were full of jokes that referred to the political situation.

The current political situation as it is present in people’s daily life is present in two of the film projects that will be promoted through the Storydoc. Nagham Muhanna , a young energetic woman, is looking for answers to why ”Romance in Gaza” (working title) has gone with the wind. She wants to describe the theme through three generations – from the hypothesis that the daily hard social situation does not leave space for love! Her colleague in Gaza from the media production company Target Group, Mohammed Abu Sido will join the Storydoc with ”Waiting for You” that will try to gather a divided family in a film, as they can not meet in real life: Mohammed is in Gaza, his internet girlfiend is in Ramallah, they can not meet, one of his brothers is in Ramallah as well, and the other in Dubia from where he could go home but does not want to as he is in opposition to the ruling Hamas party. His mother is in Gaza and can not assist to the coming wedding of her daughter, who is also on the West Bank!

Two Ramallah based projects of very different nature will go to the workshop in Vcorfu, Greece. ”Off Frame”, to be directed by Mohanad Yakubi, is the story about the PFU (Palestinian Film Unit) that in the sixties and seventies was not only a strong instrument in the building of a Palestinian identity but according to the filmmaker also aestetically innovative. The filmmaker want to include archive from the revolutionary times, clips from the films, interviews with icons who helped the PLO, like Jean-Luc Godard. A very promising film project. As is the one by Ghada Tirawi, who wants to make ”Palestinian Folk Tales” into an investigation of the Palestinian society. She showed the workshop participants a previous film where she demonstrates a talent for mixing animation and a person telling a story, with real life footage of a methaphoric character.

On the way to Ramallah from the airport in Tel Aviv, during night time, we passed the Kalandia checkpoint about which a very good film, ”Kalandia – a Checkpoint Story” (PHOTO)  has been made (reviewed here, search ”Kalandia”). The taxi driver, a born entertainer, told us that we would go quick through the holy checkpoint in his holy car in the holy land where they have built holy walls to separate the holy people, Arabs and Jews. In this Easter time, can one hope for a holy agreement to re-start holy negociations for peace and a two state agreement?

http://www.target.ps/

http://bostonpalestine.bside.com/2009/films

Eric Pauwels: Les Films rêvés 2

Jeg er ikke blevet færdig med indtrykkene fra Cinéma du réel, eller rettere, der er film, som bliver ved med at trænge sig på. Nu Pauwels’ tre timer lange sag, i to dele (85 og 95 minutter) i udtrykkelig 4/3 format. Det står på forsiden af dvd-udgaven, som CBA i Bruxelles har været så venlig at sende mig. Den slags er vigtigt, når det er billeder i en tid og fra en tid, det drejer sig om. Med en mening om deres eget udseende. Det gamle tv-format. Og på forsiden er der seks billeder i dette klassiske format, på bagsiden yderligere seks og så synopsen: Un jour, un homme, un cinéaste fait un rêve: il rêve qu’il fait un film qui contiendrait tous les films qu’il a rêvé de faire. Inden i er tiden, de to dele, i alt 180 minutter.

Jeg så filmen i Paris uden at forstå særlig meget af den franske voice-over og dialog. Men dvd-udgaven har engelske undertekster. Så nu kommer et frydefuldt arbejde med at se det store, smukke værk, omhyggeligt, afsnit for afsnit. Læse det så langsomt, som det indbyder til. Så tiden holdes fast. Hvad dvd kan.

Det begynder med en poetik. Her kan man som begynder begynde. Her kan man som blasert og erfaren begynde forfra og blive ydmyg. Det er yderst håndfast: der findes disse film, og så demonstreres en scene. Og der findes disse, og der demonstreres en scene. Det er medrivende grundlæggende. Og så følger afsnittet om Jean Rouch, hvor poetikken foldes ud, men ikke som skema, nej, som liv og død… 

Nej, nej, det begynder som så ofte før titelskiltet, det allerførste billede er den tålmodige edderkop i sit spind, så kommer det blå havehus, sommer og vinter og stemmen, som fortæller, at dette bliver langsomt. Langsom drøm. Først derefter poetikkens kapitel 1: ”Nogle film er stumme – og nogle film taler. Nogle film har handling – og nogle film har iagttagelse. Der er erindringsfilm – og der er erindringer om film. Nogle film har lukkede øjne – andre åbner dem…”

Og man er straks inde i filmcitaterne, fornemmer man uden at kunne udrede det. Og jo, de første identificerbare scener er da Jørgen Leth referencer, både i billedet og i fortællerstemmen: ”… et hus, en mand, en filminstruktør… det begynder med et hus og det ender med en storm. En storm over havet, og vi er hos Odysseus og begynder i Troja. Filmen er om de store rejsende, om dem som elsker tiden, som går, at den går, og den rejsende må videre efter lange fristende ophold, han må hjem. Til det blå hus, til hunden, som straks vil genkende ham, til kvinden, den elskede. De store billeder fra erindringen dukker op.

Og her, stadigvæk i filmens begyndelse, sidder et langt afsnit om Jean Rouch. Mesteren var engang på besøg i havehuset. Han talte om det bevægelige kamera. Alt andet end det er ligegyldigt. Kameraets opmærksomhed hvad det drejer sig om. Det er, og han ser Odysseus’ hund, som hundens næse og lugtesans. Uafbrudt i bevægelse, registrerende alt.

Så pludselig en dag telefonbeskeden: han er død, kørte galt. Den lille film er som en tale ved kisten. Der er undervandsoptagelser af rokken. Folk, som ikke kendte til portrætkunsten, fortalte, da han viste dem postkortportrættet, at de sagtens kunne se, at det var den fisk. Og der kommer et langt citat fra Rouchs første film om fiskerne ved floden. Kun billeder og musik. Da de medvirkende så filmen, bad de Jean Rouch tage musikken ud, for den skræmte fiskene. Nogle film bør være uden lyd. Afsnittet slutter ved mesterens grav, en lille kongkhýlion anbringes på stenen, en hilsen fra fra cineasten i det blå hus ved havet. Filmen er i gang…  

Eric Pauwels: Les Films rêvés, Belgien 2009, 180 min., oplysninger om dvd-distribution: cba@skynet.be

News from Paris

Filmkommentaren.dk welcomes Sara Thelle as our Paris correspondent. She will (see below) keep the readers informed about film events and issues from the French capital. Sara Thelle, Danish origin, has a BA in study of Religions from Copenhagen University and is currently finishing a Master Science sociales des religions at l’Ecole Pratique des Hautes Etudes. For 15 years she works in the fashion business.

 

 

Kasper Torsting: At beskytte en metode

Så er der svar på mine spørgsmål i forgårs til Kasper Torsting. Han skriver: 

Diskussionen om hvorvidt mine film er lykkedes eller ej, om de er ‘tilfredsstillende’, er en snak jeg hverken vil eller kan gå ind i. Mine film er som mine børn, de er for mig ikke til debat. Jeg ser dem absolut ikke som perfekte, men jeg elsker dem ubetinget. At andre diskuterer mine film, ser jeg som et stort privilegie. Hvilken kunstner, hvilken fortæller ønsker ikke det. Derudover ser jeg det som et stort ansvar at delagtiggøre interesserede i de produktionelle- og kreative processer, der fører til den færdige film. Domsafsigelser lader jeg andre om. Men at konkludere at seerne har oplevet det som journalistiske værker, og at jeg derfor efterfølgende har ‘været nødt til’ at forklare, at det ikke var det jeg ville, er måske at sætte tingene lidt på spidsen. Jeg har en opfattelse af at en lille gruppe journalister og filminteresserede, har haft nogle meninger om måden mine film blev til på. Langt de fleste seere går ikke ind i den fag snak. De ser ‘bare’ fjernsyn. At det har fyldt en del i medielandskabet, handler vist bare om at denne begrænsede gruppe (journalisterne) har fri adgang til print. Men at det skulle være repræsentativt for den generelle stemning ude hos seerne, det tror jeg ikke.

Når jeg har valgt at indtræde i en debat, handler det ikke om at forsvare en film, men om at forklare og beskytte en metode…

… Jeg synes det er prisværdigt, at debatten om brugen af metoder og valg af genre, er kommet i kølvandet på bl.a. mine film om Søren Gade. 

At nogen har set filmene som forfejlede, både journalistisk og/eller filmisk, synes jeg udelukkende handler om de briller der ser. Mine film har ikke ønsket at være hverken/eller. De er som de er, hverken mere eller mindre. De er begge resultatet af en lang række bevidste valg indholdsmæssigt og æstetisk. Jeg har tidligere lavet film af længere formater (Rocket Brothers og Solo), hvor det ‘filmiske’ ben driblede bolden alene. Men omvendt har jeg også tidligere arbejdet med mere journalistiske og rigide TV-formater (indslag til Dags Dato, DR dokumentarserie m.v.). 

Nogle vil mene at mine film om Søren Gade lander mellem to stole. De har delvist ret. Jeg foretrækker dog billedet af, at være den lille grå pixel mellem hvid og sort. Det virker for nogle provokerende og forvirrende, at jeg ikke ‘melder kulør’. Jeg ser det dog dels som en lavpraktisk omstændighed, med den fortællemæssige ramme jeg får tildelt, størrelsen på budgettet, klippetid, materialets beskaffenhed og mine medarbejderes evner og talenter. Dels som et oprigtigt ønske om ikke at lade mig begrænse af gældende konventioner for, hvad man må og hvad man ikke må.

Og nu til svar på spørgsmålene:  

1 – TV2´s sendeplan for maj er så vidt jeg er orienteret ikke nagelfast endnu. Som vi så med den sidste film, kan der opstå ting der pludselig ændrer sendeplanen. Der er altså ikke programsat noget endnu.

2 – Om jeg får mulighed for at lave en 3. film, beror på nødvendigheden af dette. Først og fremmest skal jeg undersøge om der ‘findes’ en 3. fortælling, som jeg personligt har lyst til lave. Det ville kræve noget nyt materiale. Hvilken form har det? Hvilket motiv har jeg for at lave det? Hvad vil det tilføje af nyt? I skrivende stund er jeg ret overbevist om, at TV2 ikke vil kaste flere midler efter det, med mindre jeg netop kommer med noget nyt.

3 – Skulle det alligevel komme dertil hvor der skal laves en 3. film, så ville det da være oplagt at lave en samlet fortælling, der trækker linjerne op ved hjælp af ‘det gamle’ materiale, udfylder nogle af de huller der findes, og adderer nye unikke optagelser fra en verden vi alle har en mening om, men som få for alvor kender.

Kasper Torsting 

News from Paris

And the festivals continues…

The festival Cinéma du réel is almost over for this year, but Paris still has more to offer.

As every year following the Cinéma du réel, the Festival International Jean Rouch sets for the 29th time it’s focus on the ethnographic film. This year the festival takes place in the beautiful Museum of natural history, La Grande Galérie de l’Évolution in Jardin de Plantes in the 5th arrondissement from March 27th to April 5th. The festival is organised by le Comité du film ethnographique founded in 1952 at le Musée de l’Homme at Trocadéro, currently closed down for renovation until 2012.

The Festival International de Films de Femmes takes place in Créteil, a suburb of Paris, from April 2-11. The theme of the festival this year is called Trans-Europe-Afrique and it opens Friday with a concert by the Malian singer Rokia Traoré. Created in 1979, it hosts female directors from all around the world showing their vision on society, paying attention to the artistic, political and social involvement of women in the world, as expressed through their cinema. In competition: 10 feature fiction films, 10 feature documentaries and 30 short films, together with retrospectives and debates.

Amongst former award winners are Eva Mulvad, Enemies of Happiness (2007), Susanne Bier, Brothers (2005).

The programs can be downloaded from the festivals website:

http://www.comite-film-ethno.net/festival-international-jean-rouch/2010/index.htm

http://www.filmsdefemmes.com/

Yderligere spørgsmål til Søren Gade filmene

Jeg må lige dreje opmærksomheden tilbage til de to Søren Gade film. Til indholdet. Til den diskussion, Torsting skriver, han foretrækker, den om hans projekt er lykkedes. Og her står han nok i den situation, at han må indse, at de to film faktisk ikke er tilfredsstillende. Seerne har oplevet dem som tv, som journalistiske arbejder, og han har været nødt til i en kronik i Berlingske Tidende og i kommentarer her på siden omhyggeligt at forklare, at han har villet lave observerende dokumentarfilm. Men begge film er åbenbart i deres nuværende version så præget af tv-materiale og så tv-reportagelignende scener, at de filmiske greb og holdninger slet ikke er opdaget. Det har efter min opfattelse kunnet tilgives, eller i hvert fald har det været forståeligt ved den pressede færdiggørelsesproces, hvor TV2 tvang først den ene så den anden ufærdige film frem til visning. Vi fik så den opfattelse, at i hvert fald problemet med den manglende tredje akt ville der blive rådet bod på ved genudsendelsen til maj. ”Jeg arbejder med udfordringen”, skrev Torsting.

Vi er nu i den interessante situation at Søren Gade filmprojektet har været til offentlig panel-screening, og redigeringsprincipperne er lagt åbent frem. Men er vi helt sikre på den der nye maj-version? Så jeg bliver nødt til at stille Kasper Torsting yderligere tre spørgsmål: 1) bliver der en genudsendelse til maj? 2) har du fået mulighed for at klippe en ny samlet version? 3) i givet fald af én eller to film? Det er faktisk ret spændende.    

Xiaolu Guo: We Went to Wonderland

Masser af film bliver vist uden for konkurrence, og en fin ting på Cinéma du réel er ”værkstederne”, Dédicaces et ateliers, afdelinger for enkelte instruktørers samlede værk. I år er det Maysles (også her..), Marcel Hanoun, Michel Khlrifi (en enkelt film) og Xiaolu Guo. Jeg nåede to af hendes film og hun er et lidt spændende nyt bekendtskab. (Se hendes hjemmeside, link nedenfor.)

På en måde er det hjemmevideo. Instruktøren, som bor i London, har besøg af faderen og moderen hjemme fra Kina. En scene gentages to gange, tror jeg: moderen sover, faderen tager bad, det er ikke observerende kamera i direct cinéma forstand, det er aftalt og instrueret aktion, rejsens tid levet foran kameraet, for kameraet, så frit og ukunstlet at man smiler indforstået, filmen finder sin autenticitet i denne intimitet, ja, i selve privatheden. Det er cinéma vérité. Godard (og Varda?) er blandt forbillederne. ”La célèbre plaisanterie métaphysique de Jean-Luc Godard: ’Je fais des films pour occuper mon temps’ ”, citerer hun i en tekst i kataloget. Tiden ja, og hun filmer Coutards grå nuancer af dagslysscener og egensindige beskæringer. Det er i hvert fald, hvad jeg kommer til at tænke på. Vemodig og glad, bølger ruller tilbage, værker bliver stående. Fascinerende uforståelige.

Historien er altså den, at instruktørens forældre på rejse til en anden verden, til England, hvor faderen er blevet opereret, med filmen er vi i rekonvalescensen, som han lever med alle sanser vidt åbne (han er maler og nu skribent også, da stemmen er væk), og moderen er med hele tiden som lige så opmærksom ledsager. De oplever og kommenterer de britiske omgivelser, senere kommer en rejse til kontinentet, til Rom. De forstår mindre og mindre, længes hjem. Men de resignerer i humørfyldt hjertelighed, i træffende og kloge bemærkninger, som koderen formidler på begges vegne. Ja, og så pakker de og vender hjem. Og filen slutter i en telefonsamtale mellem mor og datter: Ja, vi er kommet godt hjem. Ja, din far er i atelieret. Cinéma du réel. Virkelig tid. Virkelighed.    

Xiaolu Guos roman A Concise Chinese-English Dictionary For Lovers handler (læser jeg et sted) om en kinesisk kvinde, som kommer til England, hvor hun dels mister sit navn, som ikke kan udtales på engelsk, dels ikke forstår, det hun møjsommeligt lærer at oversætte sig til. Hun møder en mand, også uden navn. De bliver elskende, skønt de ikke kan tale sammen, men alene hver for sig opdage deres egen identitet. Er det rejsens væsen? Kærlighedens? Forfatteren og filminstruktøren forfølger nok sine temaer, de store pakket i de små, i alt hun skriver, romaner og film. Et udfordrende bekendtskab at tage med fra den rige og brede Paris-festival.

Xiaolu Guo: We Went to Wonderland, Kina 2007, 79 min. Manuskript, fotografi  og co-produktion: Xiaolu Guo, klip, musik og lyd: Philippe Ciompi, produktion og distribution: Perspective Films phciompi@btopenworld.com

http://www.guoxiaolu.com/