Istanbul International 1001 Doc Film Festival/4

In the framework of the festival a Congress was organised on the Saturday December 12 at the Galatasaray University that is situated wonderfully at the Bosporus. The Congress, organised for the 9th time (the festival for its 12th time), had the theme of ”Documentary. An art Form?” and included invited foreign guests to speak on the first day and Turkish academics on the second.

The Congress proved that filmmakers want to talk about their own work and experience, and are not able to theorize on an academic level – generally speaking, and that goes for a blogwriting documentary promoter as me as well. Nevertheless, let me just give you some notes from the day as it ran:

Dutch film journalist Pieter van Bueren wanted to change the conference focus by putting a more important question instead of the reflection on whether documentaries are art or not: What is a good documentary?, and he answered himself by advocating exclusively for cinematic qualities and not topical. Greek veteran Manthoulis, living in Paris, who showed the audience his fine film on the Greek civil war, said that if an artist is not completely free, he is not an artist, and confessed to have done self-censorship in order to reach the audience. He rejected the notion that documentaries are made without an audience in mind and used the image of a man standing on a mountain shouting to the woman on another mountain ”I love you”, as an illustration of the relationship between director and audience!

The only director who was able to speak theoretically about her work in a fascinating way was Portuguese Susana de Sousa Dias, a unique filmmaker (and an academic who is currently writing her phd on ”the image”) working on the image, the still photo and the archive material. She made the masterpiece ”Still Life. Faces of a Dictator” in 2005 and this year premiered ”48” (PHOTO). I will review that film later this month. I am not able to summarize her intervention at the conference, but hope that she will send her text to DOX Magazine and/or this site for publication.

Many others took the floor, among them: Daniela Broitman from Brazil, whose latest activist film I will review later this month, Rigoberto Lopez Pego from Cuba who advocated for the new travelling Caribbean documentary festival, Greek Gerasimos Rigas who revealed warmly how his film ”Parvas” had come to life, Belgian Jean-Noel Gobron who complained about all the systems that you have to face as a filmmaker to get funding.

www.kintop.net

http://www.1001belgesel.net/en/

Alain Resnais: I fjor i Marienbad

Mirakler sker. Noget så usandsynligt som netop denne film på en dansk tv-kanal i en overdådig smuk udgave. Det skete i aftes på DR K. Og underet gentages 13. december 21:00. Se den film igen efter et halvt århundrede. Og oplev, at meget af det nye begyndte her. Hvis det ikke er alt det nye, sådan fornemmes det i hvert fald.

Her er ingen henvisning til en såkaldt virkelighed mere virkelig end filmen. “Filmen skaber en lukket cirkel, en lukket oplevelse – I fjor i Marienbad eller ‘Persuation’, som Resnais har kaldt den.Hvad laver personerne, når de ikke er på det fantastiske hotel? Ingenting, svarer Robbe-Grillet (manuskriptforfatteren), de har ingen anden eksistens end den, vi har givet dem…” (Penelope Houston) Det var en åbenbaring for mig dengang i 1961. Filmen er i sin nye restaurerede version så dejligt provokerende i sin oprindelige skønhed som dengang.

Og så ser jeg, at 16:9 forlængst har gjort opmærksom på den restaurerede version, som er kommet på dvd. Her er Juliane Kvitsau Mølgaards omhyggelige akademiske præsentation af film og relancering:

http://www.16-9.dk/2009-09/side10_dvdanmeldelse.htm

… and the Winner is

no-one, when it comes to the exclusivity rules of film festivals! There is nothing new in the fact that major festivals insist on having premieres (world, international, European or whatever they want to call it) and therefore block for screenings in other festivals before their events take place, and it has been discussed again and again whether this makes sense or not. The festivals in Berlin, Cannes and Venice do so – but also documentary festivals like idfa in Amsterdam and Visions du Réel in Nyon (a major festival?) make this point to the filmmakers, producers, distributors and sales agents.

I am writing this in anger as I have just experienced that two films that we wanted for the Magnificent7 non-competitive festival in Belgrade late January will not go there as they are eventually to be screened in Berlin a couple of weeks later! Both filmmakers, a young talented Dane and a world famous experienced French, had accepted to go to this festival that put the director in focus, but had to reject the invitation because of an eventual Berlin screening.

… and the losers are the filmmakers and the audience. Would it matter the professional visitors to the Berlin festival, not to talk about die Berliner, the films being enjoyed by an audience in Belgrade? These exclusivity rules are ridiculous, do not make sense and are contradictory to the promotion of the creative documentary to a broader audience!

Jørgen Roos – et liv som dokumentarist

Bogen om en af dansk dokumentarismes fornemste repræsentanter, Jørgen Roos, kan erhverves for en absolut rimelig pris.

I næsten 60 år virkede Jørgen Roos i dansk film. Det blev til godt 160 kort- og dokumentarfilm. Jørgen Roos var selv med i det indledende arbejde med bogen, der giver et indblik i en væsentlig, spændende og skabende persons liv og arbejde. Jørgen Roos – et liv som dokumentarist indeholder:

Jørgen Roos – biografiske notitser af Hauke Lange-Fuchs, der i 1992 udgav en bog på tysk om Jørgen Roos i forbindelse med Nordische Filmtage i Lübeck.

Ib Monty: Jørgen Roos – kortfilmens danske mester, en hyldest til den danske kortfilmmager og hans film.

Niels Jensen skriver om det historiske i Roos arbejde, Den dobbelte natur og betydningen af mangfoldighed i den dobbelte natur.

Lars Bo Kimergaard: Jørgen og Hr. Dreyer, et indblik i et gensidigt og interessant samarbejde mellem to af dansk films største instruktører. Carl Th. Dreyer spillede en stor rolle for Roos.

Tue Steen Müller: Erindringer om Jørgen, en række anekdotiske erindringer, som viser en bramfri og ligetil Roos.

Jørgen Roos: Om mig selv.  I notatform skriver Roos om sin barndom og opvækst.

Jørgen Roos: Mertz. Fra Roos’ ufuldendte erindringer, Et liv med levende billeder, hvor Jørgen Roos i 1996 skriver om det tidlige og spændende samarbejde med billedkunstneren Albert Mertz.

Jørgen Roos fortæller. Karl Jensen har samlet en række uddrag af samtaler mellem forfatteren Vagn Steen og Jørgen Roos sendt i Danmarks Radio i 1992.  Roos fortæller bl.a. om tiden på Minerva Film, samarbejdet med Theodor Christensen samt om filmen Iran – det ny Persien.

Filmene 1939-1998, en udførlig omtale af Jørgen Roos’ filmarbejde fra 1939 til1998.

Filmografi med en komplet og overskuelig titeloversigt.

Bogens over 140 billeder er samlet, udvalgt og redigeret af Hans V. Bang med hjælp af Karl Jensen og Inge Røen og stammer for en stor del fra billedsamlingen på DFI/Filmmuseet. En del er ikke tidligere publiceret og stammer fra Jørgen Roos’ private samlinger. Bogen blev udgivet af det daværende DFI/Videoværkstedet Haderslev i samarbejde med Dok Film Akademiet Haderslev. Bogen koster 200 kr. + forsendelse.

Kontakt: Karl Jensen på telefon: 60 91 58 95 eller mail: menageri@mail.dk

New Photos

My co-blogger Allan Berg has put on three new photos, as our loyal readers might have discovered. The actuality comes from the publishing of a beautiful new book, amazingly well illustrated, as the book is about 100 years of Danish cinematography, (The text in the book is in Danish). Title – directly translated – ”The Eye of the Photographer”

Allan Berg writes about the three cinematographers (DOP’s) behind the photos, and many Danish documentaries: From the left a still photo from the film of Annette Mari Olsen and Katia Forbert Petersen, ”My Iranian Paradise”, camera by the latter. In the middle a still photo from the film of Jens Loftager, ”War”, camera Anthony Dodd Mantle, famous for his work with Lars von Trier and Oscar-winner for ”Slumdog Millionaire”. To the right a still photo from the new film by Max Kestner, which will be premiered next week in Copenhagen, the city that is the subject of the film. Camera by Henrik Bohn Ipsen.

Henrik Bohn Ipsen

Det tredje billede er fra Henrik Bohn Ipsens Drømme i København (Max Kestner 2010), som får premiere næste måned. Jeg kender ikke andre billeder end dette. Men det lover et eller andet, som er mere bestemt, end man skulle tro. Der er noget med dette indrammede liv inde i husene. For mig har det at gøre med Esbjergfilmen, som Bohn Ipsen også lavede sammen med Kestner.  Jeg forsøger i min tekst til Fotografens øje at indkredse denne læsning af disse billeder sådan:

”… ’En rigtig historie’ er undertitlen på Max Kestners Nede på jorden (2004), som Henrik Bohn Ipsen har fotograferet som en ganske usædvanlig rigtig historie. Også i fotografisk stil er filmen et overraskende bud på en ny socialrealisme. Den har en indtrængende nænsomhed i personskildringen, som dejligt køligt kombineres med en omhyggeligt beregnet placering af det bevægelige kamera efter ganske få regler, som strikt overholdes, og som jeg vist lærer at kende. Herefter er der i den verden ingen pludselighed mere, kun tryghed.

Kameraet ser almindeligheden statuarisk, fotografiet skriver et monument over den kultur. Skildrer omhyggeligt de to i sofaen foran tv-apparatet. Skildrer dem i samtale, som jeg kender dem, som jeg holder af dem. På samme måde to andre et lige så nede-på-jorden sted, på indkøb i supermarkedet. At tænke sig supermarkedet som et fortrolighedens rum.

Det åbner med arbejdssituationen i denne forsigtige vandrette kamerabevægelse, som jeg altid vil huske filmen for. Kameraet er lyttende til samtalen, som det finder langt vigtigere, end for eksempel hvordan gummibådene laves. Sådan skildres også møderne i gruppen, frokosterne.

Hele tiden denne lyttende kamerakørsel og så en pludselig udpegning af en person, som jeg fæstner mig ved, lærer at kende. Hele tiden horisontale bevægelser. Jeg tror, der filmen igennem afstås fra vertikale kamerature. Nej, i Tivoli langt inde i filmen følger kameraet med ét blikket op mod lysene. Her kommer så også kysset.

Det er nok en reaktion mod det bårne kameras dominans gennem en årrække, men måden er ikke valgt derfor. Det skyldes valget af det statuariske, det er en beregnet kuldslået, men værdig skildring af disse mennesker, deres ting, deres rum og deres huse. Og oversat til alle andre greb i filmen dæmper dette statuariske princip komediestilen i de stiliserede vignetter i bilkørslernes klassiske filmbillede. De bliver monument over dette så almindelige, at køre på arbejde sammen.

Opdeling af billedfeltet i lodrette og vandrette linjer er markant scene for scene. Findes en bagvæg for scenen, bevæges kameraet naturligvis parallelt med den, findes en lodret linje i en port eller dør, oprettes der parallelitet med billedets lodrette kant. Det er en helt ny og overraskende poetisk realisme ude ved det danske Vesterhav med de store himmelbilleder, igen en Ipsensk specialitet af fotografisk lavmælthed. Sådan fotograferes en filmisk statue.”

Det var Esbjergbillederne. At de nye københavnerbilleder er af denne slægt, men også anderledes, yngre selvfølgelig, men bestemt i slægt, antyder Max Kestner i et interview med Kim Skotte:

”Vi var nødt til at tage en beslutning om, hvor fokus, hvor skarpheden skulle ligge henne… Vi valgte, at det ikke skulle ligge på menneskene, men på byen. Det vil sige, at menneskene kun kan komme ind i skarpheden, hvis de befinder sig langs en facade eller går rundt på en altan eller står helt henne ved vinduet. Bygningerne står altid skarpt…”

Nu ikke længere menneskene, men deres huse. Fokusskift i samme ramme. Vi får se… premiere 7. januar.

Litt.: Dirk Brüel, Andreas Fischer-Hansen og Jan Weincke, red.: Fotografens øje, Dansk filmfotografi gennem 100 år, 2009.

Anthony Dod Mantle

Det andet topbillede er et still fra Anthony Dod Mantles Krig (Jens Loftager 2003). Til dette komplicerede filmessay konstruerede Dod Mantle en række prægnante billedløsninger over klassisk maleriske spejleffekter og han rekonstruerede som gennemgående vignet en scene fra Remarques Intet nyt fra vestfronten. Billedet her er fra den vignet. Tue Steen Müller skriver i sin artikel i Fotografens øje om denne filmfotograf:

”I første halvdel af 1990’erne fik Anthony Dod Mantle afgørende kreativ betydning for dansk dokumentarfilm. Eksplicit var hans rolle tæt på at være lig instruktørens, i hvert fald er det uomtvisteligt også hans signatur, der ses på de tre film, som han fotograferede med en stil, som er så langt væk fra den omtalte flue, som man kan forestille sig. Med Poul Rudes Natskygger (1994), Thomas Stenderups Fredens port (1996) og Jens Loftagers Ord (1994)bragte de tre instruktører og Mantle essayet tilbage til dansk dokumentarfilm. Ingen af filmene har en straight forward historie, ingen af dem har et mere eller mindre prosaisk budskab, de skal af med. De er alle refleksioner over eksistentielle spørgsmål…”

”… Mantles fotografering er i disse tilfælde – akkurat som hans senere dogmefotografering ’sans comparaison’ – mildest talt synlig. I Poul Rudes film om aids er der landskabspanoramisk komponerede opstillinger, som er de rene hollandske malerier, samtidig med at flere af monologerne fra de to medvirkende fremsiges til billeder af skygger i en vandpyt. I Thomas Stenderups film er der ligeledes imponerende reportageagtige, men slowede billeder til den voldsomme requiemmusik. Og i Jens Loftagers Ord er flere af de mange interviewede forfattere og filosoffer fotograferet, så man nærmest ikke kan se , hvem der taler!

Mantle har fået carte blanche til at give den hele armen i disse tre film, og selvom der klart er tale om ’overkill’ i flere tilfælde var hans bidrag forfriskende efter mange års direct cinema-dominans…”

Litt.: Dirk Brüel, Andreas Fischer-Hansen og Jan Weincke, red.: Fotografens øje, Dansk filmfotografi gennem 100 år, 2009.

Katia Forbert Petersen

Vi har sat nye topbilleder på filmkommentaren.dk, og i anledning af den store bog om dansk filmfotografi sætter vi så lige fokus på fotograferne. Den første er Katia Forbert Petersen. Om hende skriver Tue Steen Müller i bogen:

”Som dokumentarist – og også hun er en af de emotionelle fotografinstruktører – har Katia Forbert vist et enestående talent for at lade det råde, som amerikaneren Albert Maysles har kaldt ”the gaze”, blikket. Det er der, det smukke og særlige, vent på det, lad være med at arrangere, har altid været et af direct cinema-bevægelsens mantraer…”

Katia Forbert Petersen har lavet film siden 1973. Hendes filmografi rummer 31 titler. Müller nævner i sin artikel specielt filmen Mand med kamera fra 1995 om faderen, dokumentaristen Wladyslaw Forbert, berejst og flittig krigskorrespondent og Mit søde barn, 1987 – ”… en 22 minutter lang film om børnedødeligheden i Bangladesh. Et filmisk kærtegn, der illustrerer, at Katia Forbert er i stand til med sit kamera at dokumentere, at dokumentarisme rimer på humanisme.”

Det valgte still er fra hendes seneste film, Mit iranske paradis, 2008, som hun lavede sammen med Annette Olsen over dennes barndoms historie fra Teheran.  

Litt.: Dirk Brüel, Andreas Fischer-Hansen og Jan Weincke, red.: Fotografens øje, Dansk filmfotografi gennem 100 år, 2009.

Tbilisi International Film Festival/6

The premiere of a new documentary by Nino Kirtadzé, ”Something About Georgia”. High expectations after her award-winning documentaries ”The Pipeline Next Door” and ”Durakovo: Village of Fools”. And big disappointment, I have to say. Pure propaganda for the politics of the president Saakhasvili, who according to this film has no opposition in his country… Propaganda, yes, and it could be ok, of course documentaries should have a standpoint, a personal view…

(the film history is full of good propaganda films from war times, think of films by Joris Ivens, films which can have an artistic quality and declares its premise up-front, think of Humphrey Jennings and his WW2 ”Listen to Britain”, well, and why not Leni Riefenstahl and her ”Triumph des Willens”, sans comparaison)

… but this new film of Kirtadzé film is unbalanced in film style, focus and narration. The start makes the viewer think that we will get close to the president. We don’t really, we don’t get an impression of him. The film then  introduces the theme Georgia-Europe and we see loads of sequences where diplomats and politicians meet to discuss, most of it journalistic material as if we were watching the news on television. This is made to explain the political development before and during the war, and after with Europe as the one to blame for inactivity towards Russia and Russian aggression. Kirtadzé tries to involve ”the ordinary Georgian” and their reactions but in most cases it does not really work, as she wants to go back to ”big politics” and the president and his opinions. The director had the conclusion of her film in her head before filming, her narration is set up to prove her point of view. This is not the way to make documentaries.

At the very end of the film we are taken to ”the border” to South Ossetia, and here you can see why the filmmaker has been awarded for her previous films. There are some beautiful shots, symbolical for a war situation, there is a woman who talks about her homeless situation, there are soldiers and policemen who are filmed in the no man’s land and there European observers who look, and just look.

Overall, a big disappointment, I would not say ”awful” as some of the Georgians did after the film, but I wonder what the funders of the film say: arte, yle, nrk, sundance institute etc,…

http://www.tbilisifilmfestival.ge/index.php

Tbilisi International Film Festival/5

The Pitch.Doc day included 10 projects to be pitched after a couple of days of training done by Georgian filmmaker Salome Jashi and me. The public pitching panel, arranged and organized by Anna Dziapshipa, had around 10 people to react critically and constructive to projects that for most of them were in an early development stage. The mix of panelists coming from film festivals, foreign filmmakers living in Tbilisi, a representative from Georgian Television and the CEO of Georgian Film Centre turned out to be  succesful and active.

Peter Jan Smit, Dutch filmmaker, summarized the themes of the pitched projects like this at the closing award ceremony:

There was 1) a project on Moldova and the 1980 Olympics. 2) on spiritual and metallurgical purification in Los Angeles.3) on the lives of young theatre actors in Kiev. 4) an Azerbadjani view on Georgian Idp’s in Meskheti.5) the khevsuretian code of Love. 6) an Azerbadjani village with only women, the men went to town. 7) angry young people in Moldova asking for answers on the political development. 8) a story connecting the Spanish civil war, the Leningrad siege and the August war.9) the female war-generation perspective on the shortage of men in Yerevan. 10) photography capturing time in Kiev.

Yes, what a diversity of themes, most of them accompanied by visuals, moving images or stills. And a one-page – during the workshop – rewritten presentation of the project.

… and the winner of the award, 5000€ as a development grant, was Alina Abdullayeva (photo) from Azerbjadan with the intriguing story, ”Matchmaker”. She received the award from Camilla Larsson and Ulf Sigvardson from the Gothenburg Film Festival Fund. She and other pitchers will for sure be able to do well at European markets.

http://www.tbilisifilmfestival.ge/index.php