Asger Leths Ghosts of Cité Soleil fra i år, åbner med en præsentation af byen i en rå effektiv impressionisme. Få minutter inde i filmen er man i en fortsat sitrende uro, som ikke slipper taget i en før længe efter, filmen er forbi.
Det er ikke journalistik det her, men vi må have styr på de politiske fakta, og klipperen Adam Nielsen vælger håndfast at gøre rede for disse ting ved at gøre journalistikken til et element i filmkonstruktionen. Den politiske tv reportage er helt regulært anbragt i dette musikalske forløb, så kompositorisk nodebundet, at jeg tænker mig der i klippemanus disse steder står: andante. Vi skal lige have vejret..
Sådan også med skiltene. De anbringes så bevidst, at de ikke kan betvivles, så grafisk sikkert, at de bliver del af den gennemførte æsteticering, filmen præges af som udtryk. Adam Nielsen bruger teksterne som det element, der skaber konstant overblik i den nervøse hastighed i klippet på samme måde, han et par afgørende steder lægger en dagbogsstemme ind, så den hvide gæst i gadebanden, en ung kvinde, Lele, fremhæves og der skabes grundlag for en kærlighedshistorie mellem hende og en af bandelederne.
Herefter behøver Adam Nielsen tilsyneladende kun tre fire scener med de to i filmens forløb til denne afgørende sidehistorie. Når man kigger efter hos den klipper, ja, så er der i hvert fald styr på karakterernes udvikling (Inside Outside af Andreas Johnsen og Nis Boye Rasmussen), Den sidste dans og Vores lykkes fjender af Eva Mulvad).
Der har været optaget tilstrækkeligt med interviews til, at der vist nok ikke er genbrug. Hvert statement kan fysisk være – og er det i hvert fald psykisk – solidt anbragt det sted i filmen, hvor det kan skabe netop det steds tempo og energi. Og det kunne være en del af fornyelsen af klippet i dokumentarfilm, og det ville være velkommet, at klipperen vedtager, at det er en film som klippes. At tekstens udsagn må underordnes den musikalske fremdrift. De så almindelige ufrivillige flash backs, som det opklippede interview medfører, sætter enhver film i stå.
Og hvert eneste statement står kraftfuldt i fuld styrke. Det er valgt af samtlige grunde for valg af klip, ikke kun for indholdet af, hvad der bliver sagt. Det her er ikke information, det er filmkonstruktion, statuarisk.
Filmen taber ikke pusten. Den opgiver historien og vælger at være et musikalsk forløb. Men bundet til denne fortvivlede intensitet. En stadig puls, måske. Der er kun en reminiscens af story-line: Aristides flugt, de må aflevere våbnene og nederlaget er en realitet.
De taler og taler, Adam Nielsen lægger langsomme lyriske afsnit ind hen mod slutningen. Leles forelskelses historie transporterer min følelse, min sympati, min forståelse over til disse brutale gangstere. Bemærkelsesværdigt.
Asger Leth og Milos Loncarevic: Ghosts of Cité Soleil, 2004 / 2007. Medvirkende: Winson ‘2 Pac’ Jean, James ‘Bily’ Petit Frère, Wyclef Jean, Eléonore ‘Lele’ Senlis. Fotografi: Asger Leth og Milos Loncarevic. Klip: Adam Nielsen. Musik: Wyclef Jean.
