Nissim Mossek: Adolph Eichmanns hemmelige…

Det som er problemet med den israelske film om Eichmanns løbebane, hvis man kan kalde det sådan, er, at den for det første ikke holder fokus, for eksempel i forhold til sin titel, for det andet regner med, at vi ikke ved noget i forvejen. Den tvinger mig hele tiden til at tænke, at jeg bør slukke. Filmen går ud fra, at jeg ikke kan huske, ikke har læst Hannah Arendt, den går i realiteten ud fra, at al kulturproduktion er forgæves, der er ikke noget videngrundlag hos publikum at bygge på.

Derefter er der kun billige underholdningstricks tilbage, hvis man da ikke, hvad man burde holdt fokus og nøjedes med at lave film om det nye, man i sin research havde hittet frem, i sit arbejde havde fået på hjerte.

Men trods dette. Jeg så dens anden del i aftes, så den færdig. Tvang mig til det. Første del havde jeg slukket for mandag aften. Før tid. Nej, den er langt fra i orden, den film. Alt det nye kvæles af alt det alt for mange gange anvendte, især i billeddækningen. Og med hensyn til arkivstoffet fik jeg hele tiden tanken, at billederne ikke dækkede det som, speaken eller dialogen behandlede. Jeg fik faktisk mistanke til håndværkets hæderlighed.

Nissim Mossek: Adolph Eichmanns hemmelige erindringer, Israel på DR2 mandag og tirsdag.

Steen Møller Rasmussen: Fotografi

I filmen medvirker fire fotografer, Keld Helmer-Petersen, Per Bak Jensen, Krass Clement og Kirsten Klein, men filmen handler ikke om dem. Næsten heller ikke om deres fotografier, sådan specielt. Den er ikke et gruppeportræt, slet ikke en biografisk sammenstilling. Den er om det, som titlen siger, fotografi. Den er et essay, måske, eller en poetik i hvert fald.

Steen Møller Rasmussen har lavet sin film som et fotografi, naturligvis. Med alle de fotografiets elementer, de medvirkende taler om , som synlige og mærkbare tråde af konstruktion og holdning i fimen, så den hviler i sig selv, i sin viden om æstetikken, som et billede af hver af de fire (det skifter hele tiden, i stor ro, selv om skiftene ofte markeres af fast motion (eller hvad det hedder) OG som et billede af Steen Møller Rasmussen.

Tydeligst er selvfølgelig motivet vinduet, som introduceres i første scene. Ude, inde, kigge ud. Det er Helmer-Petersen, som kigger og taler om at løbe ud og ind at hente kameraet og ud. Bak Jensen analyserer udsigtens linjer og beskæringer, Clement er fascineret af tågedagens lys: “Det er fandme smukt”, og bliver selvfølgelig optaget af en handling derude i bylivet, og Kirsten Klein tager tråden op og får langt, langt ude øje på en båd på fjorden. Jo, det er da en fisker, der er ude at sætte garn. Og hun runder den anden linje af, et træ er med årene blevet så stort, at det dominerer vinduets billede, det forstyrrer ved at tiltage sig for megen opmærksomhed.

Og Møller Rasmussen fordeler rollerne: serier og slægtskaber (Helmer-Petersen), stedet og jeg og dets ånd og det religiøse (Bak Jensen), magien, oplevelsen og besjælingen af den, som så bliver fotografiets sjæl (Clement) og endelig: “Se Jordens krumning her ved Livø Bredning” (Kirsten Klein). Klipperen Anders Villadsen har omhyggeligt foretaget dette fletværk (her kun antydet, analysen kan fortsætte og fortsætte), som gør “Fotografi” til ét eneste billede af denne kunsts væsen.

Steen Møller Rasmussen: Fotografi , 2006.

Pernille Rose Grønkjær: The Monastery

En af de mest bemærkelsesværdige film i lang tid, efter opsigtsvækkende rundrejse gennem et år til en række festvaler i udlandet, efter en tur i enkelte biografer herhjemme NU omsider i tv:

DR2 mandag, 10. december kl. 20:55: http://www.dr.dk/Dokumentar/tv/DR2/2007/1204124314.htm

Jeg har for nogen tid siden anmeldt filmen her på bloggen. Hvad jeg skrev kan hentes frem ved at skrive titlen i søgevinduet.

My review in English: http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/53/themanifold.htm

Jeg har også skrevet om lydarbejdet i filmen: http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/56/lyd7.htm

Djævelens advokat/Terrors Advocate

The film has its Danish cinema premiere today, so this is a repeat of the review written in connection with the cph:dox festival. Go and watch the film!

“This is the director’s point of view on Jacques Vergès which may differ from the opinions of people interviewed in the film”. These words are to be found on screen at the start of this fascinating film about a man, who during his whole life as an advocate has defended and had connections to criminals like Barbie, RAF people, Carlos – and who is up to take the case of Pol Pot’s Khmer Rouge comrade Khieu Sampran.

Well, what the director’s view really is stays a bit unclear to me but what stands out is the focus on a charismatic adventurer Jacques Vergès, who sits behind his enormous desk, constantly with a wonderful cuban cigar in his hand, a man who has enjoyed a life as a star advocate with a very simple anti-american political agenda. This is declared from the very beginning with a clip of Pol Pot who quotes a book by Vergès. In this he describes Pol Pot, the mass murderer, as a smiling and gentle person. Cut from Pol Pot to Vergès who puts forward his doubts about the numbers of people killed by the regime of Pol Pot and says that what the Americans did was much worse. His words accompany the images from the killing fields in Cambodia.

Yes, in this sequence the point of view is clear.

Barbet Schroeder tells his story through an excellent mix of archive, interviews with a lot of people who have worked with or been friends with Vergès, and with some of the terrorists now out of prison. Like Magdalena Kopp, Rote Armee Fraktion, the lover of Carlos and Vergès?

For me, however, the most interesting part of this tour-de-force of pre-9/11 world terrorist history is the long early start of the film where French politics in Algiers is the subject. Vergès was involved in the fight for freedom for the Algerians and married the female hero of the fight, Djamila Bouhired, who is portrayed in the film “The battle of Algiers” by Pontecorvo. Clips from this film, great archive material and interviews revive the French massacres and the answers from Algerian side.

The film is more than two hours long but you feel informed, sometimes angered and admittedly entertained by this elegant mysterious character who gives you no more information than he wants to.

Barbet Schroeder: Terror’s Advocate. France, 2007

Jørgen Vestergaard: Hanstholm

Jørgen Vestergaard er en af dansk dokumentarfilms absolutte hædersmænd. Det er altid i orden, hvad han leverer. Fine, varme beskrivelser af mennesker udenfor hovedstaden og af miljøer, som vi københavnere ser alt for lidt til. Nu drejer det sig om Hanstholm, som instruktøren har lavet en halv time lang film om med titlen “Hanstholm – historien om en havn”. Arkiv, interviews, nutidige optagelser – som sædvanligt lavet af Orla Nielsen – og en nænsom speak, som tager os ved hånden.

Det er alt sammen gedigen oplysning og når man så ovenikøbet på samme dvd får (instruktørens beskedne ord) “fire ældre film om Hanstholm” med som bonusmateriale, så er der også tid til lidt sød dansk dokumentarfilmhistorie.

Lad mig nævne to af dem: “Vagt ved havet” fra 1965, produceret for Dansk Kulturfilm, vidunderligt fotograferet af Lennart Steen og “Havnen”, det 10 minutter lange øjebliksbillede fra 1967, ligeledes med Steen bag kameraet. Produceret for Kortfilmrådet. Oh, disse smukke sort-hvide billeder.

For folk der ikke har denne professionelle skavank er denne dvd et flot lille stykke danmarkshistorie med et vedlagt hæfte, der giver baggrundsinformation.

Salg og distribution: Forlaget Knakken, 7700 Thisted. E-mail: arkiv@thisted-bibliotek.dk

PS. I øvrigt ligger der 15 af instruktørens øvrige film i DFI’s katalog: www.dfi.dk eller direkte: http://www.dfi.dk/DfiKataloget/Instruktoerer/Instruktoer.htm?instruktoer=1423

Eva Mulvad: Den sidste dans

Jeg var selv forhindret, har set den et par gange tidligere, men jeg går ud fra, at det gik som det skulle, at DR1 sendte Eva Mulvads vidunderlige dokumentarfilm med plejehjemsbeboerne, hvor Adam Nielsens fremragende klip af de præcise og nærværende og LYTTEDE optagelser på den lille time udvikler en håndfuld karakterers helt særegne og forskellige livsdramaer, så vi sidder med noget nær livsgåden i hænderne, rystede, klogere og glade.

Jeg opfatter nemlig ikke filmen som sort. Den er da lys, ikke som absurd, nej da, fuld af mening, slet ikke som komedie, nej, organiseret som drama, snarere. Ellers er jeg ikke uenig med DR1’s beskrivelse på hjemmesiden: http://www.dr.dk/Dokumentar/tv/DR1/2006/20060118103456.htm

At både Mulvad og Nielsen får præmier sammen og hver for sig er ikke underligt. Det er topklasse og meget, meget smukt!

Jeg har skrevet lidt om Adam Nielsens klip til sidst i denne artikel: http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/51/dansk_dok.htm

 

NB Filmen genudsendes mandag, 10. december kl. 14:15 på DR1 og fredag, 14. december kl. kl.08:30 på DR1

IDFA Forum 2007 – 2

3 project presentations were quite nicely done in terms of verbal and visual pitch – and yes, I am biased, I know the people, I hoped the best for them, but I am also sure that many other will agree that these filmmakers did their job

– Dragan and Jovana Nikolic from Serbia performed very well. Due to their nice, warm clip and their personality many tv stations applauded the “Caviar Connection” story with the two original fishermen who fight to get the sturgeons that one day end up as expensive caviar somewhere in the world. The first one to praise them was Nick Fraser from BBC Storyville and others joined him

– Hypermarket Film from Czech Republic, represented by Filip Remunda (“Czech Dream”) and director Marko Skop (“Other World”) satirisized over the EU with their presentation “Osadné – Brussels – Osadné”, including a great clip about the small Slovak village and its delegates and their expectations to the EU in Brussels

– and “The two Last Tightrope Dancers” by Armenian Inna H. and Vardan H. exemplified that if you have strong enough characters, if you demonstrate passion and charm, if you know how to answer questions then you can win the hearts of broadcasters, who still believe in the cross-bordering potential of good documentary stories like did Vera Bonnier from SVT and other competent people in the small room, where the Armenians performed.

IDFA Forum 2007

I was at the IDFA Forum as an observer. Documentary film and tv projects were presented (pitched) to a panel of so called commissioning editors. The pitching time was 15 minutes, 50% to those pitching, 50% to those responding. It was the 15th time that this event was organised.

The venue was new, and there was a new format for the pitching. Some projects, most of them, were pitched in the big auditorium, some in a smaller room with a round-table discussion to follow the pitchings that always consist of a verbal presentation and a visual (= a clip/trailer/demo/pilot).

Also new was that it was possible to enter projects that did NOT have 25% of the financing in place. And projects that were at the rough cut stage.

3 days from morning till night – and what did the observer get out of it:

Originality and creativity come primarily from the new EU countries and the countries outside the EU.

The market in general asks for mainstream formatted documentaries.

The broadcasters (= the commissioning editors) around the table do in general NOT take any chances, they want to play safe, and pitched projects that do not include humour and are just a bit complicated – they meet hesitation and “I want to hear much more”.

Many of the experienced producers pitching are surprisingly weak in their presentations.

Many of the experienced commissioning editors are surprisingly weak in their responses to the filmmakers.

Most of the people around the table can only go for pre-buys and not for coproductions.

Maybe this should be reflected in the set-up of the Forum?

Conclusion: On one side there are so many talented people who want to make documentaries and the interest in documentaries have never been so big as now. Festivals are growing like mushrooms. On the other side – the role of television as the innovator of the documentary genre internationally is minimal both financially and creatively.

Without public funding, where would the creative documentaries in Europe stand today?

For more information www.idfa.nl

Kossakovski at the Forum at IDFA

On the second day of the pitching at the Forum at IDFA Viktor Kossakovski, one of the few stars of the international documentary scene gave the following remark after his pitch:

You know what, I remember when it started many years ago and I had a pitch. It was quite a different situation. Ten years ago the crucial person in the cinema business was the filmmaker. And commissioning editors were people who wanted to support good filmmakers, but still the filmmaker was the person who created the film… and now we have a strange situation. The filmmaker is like nobody and the commissioning editor is like a Tsar. And they decide what film I will make, what kind of film, how I must do it. They even want me to sign a contract [to say] they have the final cut. I wish to Ally, to Adriek and all the team not to forget the idea of Forum – not to support the television industry but to support the creative person who knows how to move cinema forward… They [commissioning editors] have to know that if we continue this way, then we will not have filmmakers any more. (Viktor Kossakowski, filmmaker, Russia)

Quote taken from www.idfa.nl

Jon Bang Carlsen Før gæsterne kommer

Det var pokkers! Et af dansk dokumentarfilms absolutte mesterstykker bliver genudsendt i morgen tirsdag på DR2. Det drejer sig om Jon Bang Carlsens “Før gæstertne kommer”, en film som med succes er gået verden over for sin fine og varme og sjove beskrivelse af de to gamle damer, der gør et lille pensionat på Fanø klar til det store rykind, det vil sige det beherskede antal først og fremmest tyskere, der år efter år finder vej til den stille idyl.

Værelserne støves af, lamperne checkes, alt skal bringes i orden, det er dansk hygge i yderste potens, som den kunne folde sig ud for 20 år siden – eller rettere sagt som den fremragende dokumentarist Jon Bang Carlsen så den og beskrev den ved hjælp af sin såkaldte “iscenesatte dokumentariske” metode.

En kort film med et langt liv. Vi kipper med flaget for DR2 og deres temaaftener, bliv ved, der er masser af guld at tage af!