Dorte Høeg Brask: Duften af Beirut
Det var et godt gensyn med den film. Jeg havde første gang jeg så den problemer med den medvirkende vi følger på opklaringsrejsen. Det havde jeg også i dag, men så opdagede jeg, at hun vokser i løbet af filmen, vokser i alvor og vedkommenhed.
Og sådan var det måske med hendes liv. Hun bevægede sig fra overfladiskhed til stadig større livsfylde nu, hvor hun sammen med Høeg Brasks så fint tilstedeværende kamera (og mig) konkret oplever, hvordan livet river konstanser væk, huse skydes i stykker, naboer flygter, venner dør, kærligheden er til låns. Og sin elsker finder hun som knogler i en kasse bag en jernlåge i kirkegårdens skelethus.
Jeg så, dette var ægte. Jeg finder “Duften af Beirut” er en af de mest konsekvente og vedkommende i gruppen af film, som med deres medvirkende rejser tilbage i fortiden for at genfinde dennes medvirkende.
Og så: jeg holder meget af Dorte Høeg Brasks kommentar og fortællerstemme. Her er noget vigtigt på færde, det mærker jeg næsten allermest tydeligt.
Dorte Høeg Brask: Duften af Beirut, 2006. Set på DR2 i dag, og genudsendes nok en gang mere mindst. Filmen kan også lånes på biblioteket.
