Nils Vest

Først den dag hvor det er akkurat så let at få fat i en film som i en bog, har vi vundet, sagde en af dokumentarismens fædre, Robert Flaherty (“Nanook of the North”) for snart 100 år siden. Den dag er oprundet. DVD’er kan købes på nettet, i (for dokumentarfilms vedkommende stadig for få) boghandlere, eller ved kontakt til filminstruktøren/producenten.

Dette gælder f.eks. for Nils Vest, der i over 30 år stædigt har lavet film. I begyndelsen var det politiske temaer, som han tog fat på med “Et undertrykt folk har altid ret”, filmen der nåede folketingets talerstol, blev voldsomt kritiseret og trukket tilbage af Statens Filmcentral for at blive genindlemmet i distributionen i en meget lidt redigeret version. Den pro-palæstinensiske film, der i 1975 var kontroversiel pga sin kritik af Israel, blev et hit i SFC’s distribution.

I de sidste mange år har Nils Vest markeret sig som en kyndig og veloplagt underholdende fortolker af dansk arkitekturhistorie. Det er blevet til filmen “Himmelstigen” om spiret på Vor Frelsers Kirke, “Arkitekten der blev væk – hvem var Eigtved?”, “Vor Frue Kirke” og senest “Rosenborg”.

De er alle omkring en time lange og kan købes hos instruktøren: www.vestfilm.dk.

Nils Vest er en detaljens mester og hans film sprudler af fortællerglæde og så kan man lære noget.

Lithuania

… is a Baltic country, the most southern, and the most exciting when it comes to documentaries.

They are mostly short and based on images – the Lithuanian documentarians compose the image and treat the spectator as an intelligent person. The information needed to understand a story or a problem or a complex thematic issue is conveyed by the combination of image and sound and montage. In other words, they make FILMS and are still relatively “innocent” when it comes to adapt to television standards.

 “They” are directors like Audrius Stonys and Arunas Matelis and Oksana B. and Rimantas Gruodis. I have just been there to watch new films to be recommended to Leipzig Film Festival to which I offer scouting services. If any reader of this would like to have contact with the Lithuanian filmmakers, you can google Stonys and Matelis, who both have their own websites and will direct you to where to get hold of dvd’s.

Ingmar Bergman (1918-2007)

Manden i huset ved havet. Sådan begynder Bergmans manuskript til filmen om lige netop den mand:

”Første akt nr. 1. Mit navn er Andreas Winkelman. Jeg er otteogfyrre år. Jeg husker at det var en trykkende oktoberdag. Jeg sad på taget af mit medtagne hus og reparerede på bedste beskub. Efter den sidste omgang regn var det begyndt at lække for alvor. Da jeg så op fra mit arbejde stod der tre sole over havet. Ikke en vind rørte sig, alt var fuldkommen lydløst. Jeg tændte min pibe, sad længe og betragtede fænomenet. Så trak en mørk sky op vestfra og gik for solene. Det begyndte endelig at blæse. Eftermiddagen skumrede. En hund gøede. Fårene bevægede sig gravitetisk over heden. Nede på vejen kørte Daniel med et læs halm, hans gamle hest gik i luntetrav. Jeg steg ned fra mit ophøjede stade og gik ind i køkkenet for at lave kaffe. Radioavisen fortalte om forskellige mislykkede foretagender. Derimod nævnede den ikke noget om mine tre sole. Omtrent en time senere så jeg dem for første gang. De fulgte vejen langs havet. En mand og to kvinder…” (Fra En Passion, 1968)

Teksten fastholder og gentager med fuld billeddannelse og lydetablering denne erfaring om den resignerende mand, som forsvarer sin ensomhed der på fåreøen og venter på kærligheden. De få linjer i dette anslag har siden, jeg læste dem første gang – det var før jeg så filmen – været aldeles centrale for mig, min opfattelse af at være mand og af mandens ambition: ensomheden, kysten, havet, stilheden, enkelheden – jeg stiger ned og går ind i køkkenet for at lave kaffe – og så mødet… Senere da jeg så filmen, var tekst og scene naturligvis fuldstændig kongruente. Filmen var for så vidt færdig i manuskriptets formulering. Og teksten fastholder filmens erfaring, og den har næsten mere end filmen haft enorm betydning for mig, når jeg har skullet leve mit eget liv opmærksomt.

Hos Ingmar Bergman er det muligt for mig at forfølge disse temaer, som jeg bilder mig ind er mine, finde scenerne frem, som jeg også bilder mig ind, jeg er alene med. For eksempel – jeg bladrer i hans bøger – læser om skrivebordet i huset ved havet. Her samles alt. Det bord er hans mindste scene. Lidt større scener er dukketeateret i Fanny og Alexander, havehuset i Som i et Spejl, stuen, hjemmet… De medvirkende er børnene og forældrene og slægtningene. Manden og kvinden. Elskeren og elskerinden. De elskende… Ind imellem er der flere personer i huset ved havet:

”Huset står ensomt på den lange sandodde og er tydeligt mærket af den udsatte beliggenhed. Det er i to etager og mørkegrønt de steder, hvor sol og blæst ikke har slidt malingen af og fået en lysere silketone til at træde frem i træet. Bagsiden vender ud mod en stor tilgroet have, som delvis ligger skjult bag et højt plankeværk. Huset er beboet. Vasketøj flagrer fra en tørresnor, og vinduerne står åbne under halvt sønderblæste markiser. Råb og latter stiger op fra det brusende, aftenmørke hav. Pludselig vipper fire hoveder på bølgerne, og snart begynder fire mennesker at vade ind over den lange, flade forstrand. De er forpustede som efter en hård svømmetur og ler udmattet; de går ved siden af hinanden og tegner sig som fire sorte figurer mod solnedgangen og vandspejlingernes urolige flammer. To mænd, en dreng og en kvinde.” (Som i et spejl, 1960)

Det er faderen, Gunnar Björnstrand, datteren Harriet Andersson, sønnen Lars Passgård og svigersønnen Max von Sydov. Faderen er forfatter, datteren er skizofren, sønnen beundrer sin far, men føler sig afvist og er sin søster hengiven, svigersønnen er læge. Skrivebordets scene, det er sent på sommernatten, faderen er alene. Det lyder sådan i manuskriptet:

”David (læser): Hun kom imod ham dirrende af forventning, blussende rød af den skarpe blæst… (sukker): Herregud, herregud.
Han skubber brillerne op i panden og skjuler sit grå ansigt i hænderne. Lidt efter går han atter i gang med arbejdet.
David (læser): Hun kom imod ham dirrende af forventning…
Så streger han resten af sætningen over med en tynd streg, betragter sit værk. Så streger han det hele ud.
David: Hun kom løbende imod ham med ansigtet blussende af den skarpe blæst…
Han ryster på hovedet og bøjer sig over papiret, prenter følgende med rødt blæk: Hun kom løbende imod ham. Så sukker han og ryster på hovedet, streger det ud med en tyk streg og skriver resolut: De mødtes på stranden.” (Som i et spejl, 1960)

Det handler om ham og hende, resten ved vi godt, når handlingen er et møde og stedet er stranden.

Bergman skriver: ”I dag forstår jeg, at jeg i Persona – og senere i Hvisken og råb” – er kommet så langt, som jeg kan komme. Så langt, at jeg i frihed berører ordløse hemmeligheder, som alene cinematografien kan løfte frem til os…” (Billeder, 1990)

To kvinder, sygeplejersken Bibi Andersson og skuespillerinden Liv Ullmann bor for en tid i huset ved havet. Det nordiske sommerhus, som bliver huset på Fårø.

”Det ligger afsides med en langstrakt kyststrimmel ud mod det åbne hav mod nord og en bugt med stejle klipper mod vest. Bag huset strækker en lynghede og et skovområde sig. Fru Vogler (Ullmann) har godt af opholdet ved havet. Den apati, der har lammet hende, mens hun lå på hospitalet, begynder at vige for lange spadsereture og fisketure, madlavning, brevskrivning og…”(Persona, 1966)

Brevet, ja det afgørende brev bliver til ved bordet foran vinduet, det er Liv Ullmann, som skriver. Ude i regnen ved Volvoen ser vi Bibi Andersson. Hun skal om lidt læse det brev, som ikke er til hende, men handler om hende. Som Harriet Andersson i Som i et spejl læser faderens tilsvarende notat i dagbogen. Som handler om hende, men jo ikke er beregnet for hende. På handlingsplanet. Havet og kysten, ja, det stedet er eksistensgenererende, det erotiske højdepunkt er ved havet. De store opgør mellem de to er en lang travelling langs kysten. Brevet og dagbogen, forfatterens værktøj, afdækker krisen og tabet, kunstens utroværdighed. Sygeplejerskens uskyld. Fortrolighedens forræderi.

Det må så blive manden selv, som alene i huset ved havet ved skrivebordet i arbejdsværelsen tager et sidste opgør med sig selv. Det er i Troløs, som Liv Ullmann instruerer på Bergmans manuskript. Bordet står midt på gulvet. Bag det reoler med bøger og plader, tekster og musik og den indbyggede bænk i nichen med det store vindue med havet lige udenfor. Igen bordet midt på gulvet, hvor manuskript efter manuskript er blevet afsluttet med ”Fårö…” og så datoen. Som gør, at jeg fornemmer vejret den dag, han var færdig. Jeg så ivrigt efter i Marie Nyreröds dokumentarserie, som SVT sendte for et par år siden. Jo, det var intakt, det rum. Det er en fast kulisse. Filmenes billeder står alvorlige og rolige omkring teksterne herfra. Vi ser huset og havet. Personerne kommer ind på scenen. I begyndelsen er bnken ved vinduet er tom. Bergman begynder manuskriptet sådan:

”En mild forsommerdag. Vinduet står åbent. Havet og fyrretræerne bruser. Jeg sidder ved skrivebordet, der står midt i værelset. En rødbrun soldatertæge kravler tøvende op over bordkanten. Der står helt afgørende nogen bag min ryg, selv om døren hverken er blevet åbnet eller lukket. Der står altså nogen bag min ryg, men det er ikke Døden…” (Troløs, 2000)

Det er kvinden, skuespillerinden, som endnu en gang dukker op der i erindringsarbejdet, i selvangivelsen før døden. Han havde tilsagt hende, men glemt det. Lena Endre er kvinden, Erland Josephson er manden ved skrivebordet. Hun sætter sig på bænken i vinduesnichen. De taler om manden og kvinden. Udenfor er havet. Kort efter sætter han sig på bænken, så han sidder over for hende. Her får vi så fortællingen om, at de dengang tog til Thielska Galleriet, og de sad der i en krog og talte, især han og så kom tavsheden og dette tomme sekund og det første kys mellem de elskende troløse..

Forever

What a joyful visit to a cemetery! From the very beginning of this film I felt at home in the universe that Heddy Honigmann creates among the dead and the living. She visits some of the famous graves of Père Lachaise but she also walks around to meet people, she talks to them, she finds and sometimes follows their stories and she conveys them to us – so you feel content and in a good reflective mood when the film is over.

She starts like I have done so many times myself when I have visited Père Lachaise in Paris. You drop from place to place, look at the tombstones and mostly at the people, who either walk around like you do as a pure visitor or are occupied by watering flowers, cleaning the graves or are taking photos like yourself when you stand in front of the grave of Jim Morrison.
But then Honigmann demonstrates why she still is to be considered as one of the most interesting documentary makers of our time. From the impressionistic glimpses from the cemetery she goes deep to stress that this film is not a touristic trip but something diffferent.
She meets a young Japanese woman in front of the grave of Frédéric Chopin. The woman declares her love to music and tells us why Chopin is so painfully close to her heart. Honigmann leaves the cemetery to give us more information about the woman and makes her return to the film to sit behind the piano.
Many of the characters of Honigmann come back from time to time. The film has a loose structure where you go from intense situations to scenes where you can relax. The illusion is created that Honigmann meets the characters again and again in this film, that according to herself is about ”the importance of Art in Life”.
It is with this phrase that she answers the Iranian man who rests at the grave of the poet Sadeq Hedayat, when he asks what kind of film she is doing. She answers and returns the question to him, why are you here and at this specific grave. He is a taxidriver in Paris but music and poetry are his passions. Honigmann dares to pause, waits for his answers, the man grows in importance and reluctantly, but also happy about the conversation it seems, he ends up singing for us.
It takes intuition to be a good documentary filmmaker – Honigmann knew that he would sing if she waited! Time and patience brings poetry.
These were two unknown people with each their story connected to very well known artists. There are more of this kind. There is a sweet lady who nurses the graves of Marcel Proust and Apollinaire and Modigliani and knows their personal stories. There is the gentle man who is a guide in Père Lachaise and who takes us to a couple of graves where no-one comes. He can have them for himself, and he can dream and make the stories about them that he wants to. And there is a woman called Valerie who is taken from the grave of the painter to sit for herself in a museum in front of a painting of Ingres.
A film about the importance of Art in Life. Marcel Proust is dust but his literature is alive. ”Ars longa, vita brevis”.  Yes, the film reminds us about the trut hof this sentence, absolutely and it does so in a very original and inventive way. I love the way the combination of the music of Petrucciani is made with the silent film clips of Méliès. I get tears in my eyes when I hear Maria Callas in a black & white archive piece from her singing Tosca. And the three blind (!) people who watch a Simone Signoret film followed legenatly by a cut to the tombstone of Simone Signoret and Yves Montand, who conquers the sound track to sing ”Le Temps des Cerises” put in a completely new visual context. And I will do my best, as several others promise when they stop at Marcel Proust, to read ”A La Recherche du Temps Perdu”!
But basically the film is about Life and Death. Of course you might say – it takes place in a cemetery. But it also takes place in your own head, you make your own associations. Existential questions are dealt with without any banalities and always with a respectful curiosity for the people, who open their hearts in front of the camera. The camera catches the situations, records them but does not go close to the women singing or reading for the ones in the graves. She does not intrude into the solemnity (højtidelighed) that also reigns at a cemetery when we go to meet those, who are no longer physically alive – and yet, alive they are in mind and heart. We fill the empty plastic bottles and bring them to where the flowers and the tombstones are. To bring back the memories. 

Michelangelo Antonioni (1912-2007)

Da jeg som helt ung gik i biografen Fotorama drejede film sig om cowboys og om sørøvere, og det fandt jeg i orden i den verden selv om jeg også inspireret af min skolelærer læste Oehlenschlæger og Shakespeare fra biblioteket og de tegneserier, jeg kunne komme i nærheden af og Dumas, som jeg fik foræret af en onkel, som ville opdrage på mig. Værkerne tog farve af hinanden og historierne smeltede sammen i ét farvet tæppe af underholdende fascination. Og sådan tror jeg det var med mig og litteratur og film til nogle mere voksne venner inviterede min kæreste og mig sådan rigtigt i biografen. I Kosmorama i den store by.

Filmen var Antonionis Natten, og den var et chok og en åbenbaring. Filmen var jo litterær – og nutidig. Dyb og alvorlig. Det var vidunderligt. Helten var digter og kvinderne var smukke på en ny meget nøgen måde. De levede et tomt liv, som ikke ville vide af dødens nærhed. Men de vidste det godt. De havde indsigt. Moralen var vanskelige valg, og kærligheden var fuld af problemer.

Der fulgte et programhæfte med sammen med billetten. I det var en annonce for filmtidsskriftet med samme navn som biografen. Jeg begyndte at abonnere. Og jeg var fortabt, film var ikke længere blot underholdning, de var skabt af nogen som de gode bøger, de var digteres værker, dem, det herefter drejede sig om. Det blev Michelangelo Antonionis film, som blev min første af den slags.

Dens temaer skulle blive bestemmende for, hvad der optager mig. Helten er forfatter, han sidder træt ved skrivebordet, som herefter er en scene for sig, hvor alt kan opføres. Nu er digteren træt, han lægger sig. I dette rum bliver herefter alle værker til. Film og bøger.

I Antonionis film scenograferes den sene modernisme, digterens lejlighed i Milano, elegant beskeden ren. Og nøgen. Senere er arkitekturen en mondæn villa, hvor nattefesten holdes, elegant, ubeskeden, stadig disse rene linjer. Men villaen ligger i en stor romantisk have, som længere og længere væk fra villaen bliver mere og mere 1800-tal. Her er scenen for slutspillet. ”Den beundringsværdige slutscene..”, som det stod i Kosmorama. Kærlighedens tema er en resignation, en træthed hos manden, et lovløst begær og en ny moral hos kvinden. De to, som er par, Marcello Mastroiani og Jeanne Moreau lever det som ensomhed og smerte, lever det ved siden af hinanden den nat med krisens og tabets afgørende begivenheder, andre tiltrækninger, utroskab, vennens død og en kærlighed, ”.. der dør, uden man forstår hvorfor eller hvordan – på grund af en langsom nedbrydning, på grund af en mystisk afbrydelse af en indre spænding.” Som Kosmorama-artiklen konkluderer.

Slutningen skildrer langsomt og detaljeret, at de to forlader festen, forlader i morgenlyset villaen og den udmattede fest. Måske prøver de atter at nærme sig hinanden. En tekst, et brev er (som ofte i Bergmans film) afgørende. Hun har det i sin taske. Det har ligget der fra hun fik det for nok længe siden. Jeanne Moreau (Lidia i filmen) læser det for Marcello Mastroiani:

”I morges sov du da jeg vågnede. Jeg hørte dit lette åndedrag. Mellem håret som dækkede dit ansigt så jeg dine lukkede øjne. Ømheden vældede op i mig. Jeg ville vække dig, for din søvn var alt for lig døden. Men huden på dine arme og din hals var så levende. Jeg ville røre ved den igen med mine læber, men tanken om, at jeg kunne forstyrre din søvn, holdt mig tilbage. Jeg opfattede dig sådan her, som noget intet kunne tage fra mig. Bag dit ansigt så jeg mit spejlbillede i noget renere, dybere. Det var dig, jeg så i en dimension, som omfattede hele mit liv – min fremtid såvel som de år, da jeg ventede på at møde dig. Det var et under at vide, at du tilhørte mig, ikke kun dette øjeblik, natten forekom mig uendelig der ved din side – hvor jeg mærkede varmen i dit blod, i dine tanker og i vort fællesskab. Jeg mærkede kærligheden til dig, Lidia, så stærkt, at mine øjne fyldtes af tårer. Jeg ønskede, at jeg i al fremtid på samme måde som denne morgen – skulle komme til at mærke, at du ikke tilhører mig, men at du simpelthen er en del af mig – og at intet kan ændre på det, kun vanens ligegyldighed. Det ser jeg som den eneste trussel for os. Du vågnede og kyssede mig, og jeg så, at jeg ikke behøvede at ængstes. Vi skal forblive forenede af noget som er stærkere end tid og vane.”

”Hvem har skrevet det?”, spørger han. ”Det har du..”, svarer hun rådvild og forbavset. Han har altså glemt det.. ? Det er næsten et halvt århundrede siden Moreau og Mastroianni sad der i græsset i parken morgenen efter natten. Antonioni var langt foran mig i tid og indsigt. Og han formulerede det smukt og i ordets forstand tydeligt. Spørgsmålet er om, jeg glemte det..?

Michelangelo Antonioni (1912-2007): Natten, 1961.
Giulio Cesare Castello: Antonionis konsekvens. Kosmorama nr. 54, oktober 1961, 12ff

Filmfest i Odense

Der er masser af grunde til at tage en tur til Odense for at se film fra den 27.august og en lille uge frem. Der er kortfilmfestival med et bedste af det bedste fra hele verden. Der er mulighed for at se de bedste danske dokumentarfilm og kortfilm fra det sidste år anbragt i en national konkurrence og der er fremragende specialprogrammer.

Som doku-freak vil jeg anbefale et kig på programmet med ”polske mestre”, hvor der bl.a. er dokumentarfilm af Kieslowski og hans læremester Karabasz. (Hvis der er nogen der er specielt interesseret i disse to herrers dokumentarfilm, kan jeg anbefale de dvd-bokse, som er udgivet med dem, med engelske undertekster, bare skriv til mig). For ikke at tale om en serie med den litauiske mester Jonas Mekas, som er en af avantgardfilmens fædre, som forlod sit hjemland for at bosætte sig i New York, til glæde for den amerikanske underground cinema.

Odense festivalen ledes af Cecilia Lidin, som også arbejder på EDN (European Documentary Network), hvor jeg var i kontorets første ti år – en glæde det er at se at hun har anbragt en international vinkel på Odense Film Festival.

Support Storyville

29.07.2007

BBC’s dokumentarproduktion er truet. Internt i BBC foregår der pt en evaluering af forbindelsen mellem omkostninger og ratings, som kan betyde at det betydningsfulde dokumentarprogram Storyville, som har stået bag snesevis af fremragende film, ikke alene engelske men også udenlandske, kan ende med at blive beskåret med 60% fra det nuværende niveau på 24 mio. Dkr.

Har det dansk relevans? Absolut, for DR – uden at ville tale om denne institutions besparelser – ja selv kommercielle TV2 har i årevis øst fra den samling kunstneriske og journalistiske dokumentarfilm, som BBC’s Storyville har været en drivende kraft bag.

Hvis du vil protestere mod denne nedskæringsidé, så kan du gøre det her, også selv om du ikke er direkte beskæftiget i branchen:

Support Storyville from Intensive Cutback
Due to this future outlook for Storyville, we encourage you to take action. Please sign the Directors and Producers Rights Society (DPRS) online petition. It is available online at www.ipetitions.com/petition/savestoryville/ .

Ghosts of Cité Soleil

Asger Leths Ghosts of Cité Soleil fra i år, åbner med en præsentation af byen i en rå effektiv impressionisme. Få minutter inde i filmen er man i en fortsat sitrende uro, som ikke slipper taget i en før længe efter, filmen er forbi.

Det er ikke journalistik det her, men vi må have styr på de politiske fakta, og klipperen Adam Nielsen vælger håndfast at gøre rede for disse ting ved at gøre journalistikken til et element i filmkonstruktionen. Den politiske tv reportage er helt regulært anbragt i dette musikalske forløb, så kompositorisk nodebundet, at jeg tænker mig der i klippemanus disse steder står: andante. Vi skal lige have vejret..

Sådan også med skiltene. De anbringes så bevidst, at de ikke kan betvivles, så grafisk sikkert, at de bliver del af den gennemførte æsteticering, filmen præges af som udtryk. Adam Nielsen bruger teksterne som det element, der skaber konstant overblik i den nervøse hastighed i klippet på samme måde, han et par afgørende steder lægger en dagbogsstemme ind, så den hvide gæst i gadebanden, en ung kvinde, Lele, fremhæves og der skabes grundlag for en kærlighedshistorie mellem hende og en af bandelederne.

Herefter behøver Adam Nielsen tilsyneladende kun tre fire scener med de to i filmens forløb til denne afgørende sidehistorie. Når man kigger efter hos den klipper, ja, så er der i hvert fald styr på karakterernes udvikling (Inside Outside af Andreas Johnsen og Nis Boye Rasmussen), Den sidste dans og Vores lykkes fjender af Eva Mulvad).

Der har været optaget tilstrækkeligt med interviews til, at der vist nok ikke er genbrug. Hvert statement kan fysisk være – og er det i hvert fald psykisk – solidt anbragt det sted i filmen, hvor det kan skabe netop det steds tempo og energi. Og det kunne være en del af fornyelsen af klippet i dokumentarfilm, og det ville være velkommet, at klipperen vedtager, at det er en film som klippes. At tekstens udsagn må underordnes den musikalske fremdrift. De så almindelige ufrivillige flash backs, som det opklippede interview medfører, sætter enhver film i stå.

Og hvert eneste statement står kraftfuldt i fuld styrke. Det er valgt af samtlige grunde for valg af klip, ikke kun for indholdet af, hvad der bliver sagt. Det her er ikke information, det er filmkonstruktion, statuarisk.

Filmen taber ikke pusten. Den opgiver historien og vælger at være et musikalsk forløb. Men bundet til denne fortvivlede intensitet. En stadig puls, måske. Der er kun en reminiscens af story-line: Aristides flugt, de må aflevere våbnene og nederlaget er en realitet.

De taler og taler, Adam Nielsen lægger langsomme lyriske afsnit ind hen mod slutningen. Leles forelskelses historie transporterer min følelse, min sympati, min forståelse over til disse brutale gangstere. Bemærkelsesværdigt.

Asger Leth og Milos Loncarevic: Ghosts of Cité Soleil, 2004 / 2007. Medvirkende: Winson ‘2 Pac’ Jean, James ‘Bily’ Petit Frère, Wyclef Jean, Eléonore ‘Lele’ Senlis. Fotografi: Asger Leth og Milos Loncarevic. Klip: Adam Nielsen. Musik: Wyclef Jean.