Sønderby Jepsen & Bervald Jørgensen: Blodets bånd
Jeg kan faktisk rigtig godt lide den her synopsis, som er sendt ud med pressematerialet til næste film i DOX:BIO:
”Synopsis: Svend har 16 børn. De fire yngste har han sammen med Gitte, som han netop er ved at blive skilt fra efter 28 års turbulent ægteskab. Samtidig har Svend og Gittes yngste datter, Christina, besluttet sig for at flytte hjemmefra. Men opbruddet i familien åbner en byge af spørgsmål – især for Christina, som er på vej ind i voksenlivet uden rigtig at kunne huske noget fra sin barndom. Christina vil for eksempel gerne vide, hvorfor hun og hendes tre hel-søskende blev tvangsfjernet, da de var små. Men Svend og Gitte lider af en slags kollektiv hukommelsessvigt og er ude af stand til at give et fornuftigt svar. De mener begge at tvangsfjernelsen blev iværksat på falske anmeldelser fra et nært familiemedlem.
For at hjælpe sin datter – og sin egen hukommelse på gled – beslutter Svend sig for at søge aktindsigt hos kommunen. Ved at læse dokumenterne fra dengang er han overbevist om, at han én gang for alle kan bevise overfor Christina og resten af verden, at tvangsfjernelsen var en fejl. Og en dag kommer posten så med en meget stor kasse fyldt med sagens akter om Svend og hans mange børn. Sammen med Christina og hendes søster Michelle graver Svend sig ned i den fortid, som ingen rigtig kan huske – og de tre kommer ud på en rejse, som er alt andet end køn.”
Det ser ud til, at Sønderby Jepsen fortsætter sit projekt med familieundersøgelser. Den seneste var bestemt også alt andet end køn, men tilføjede jo den nøgne sociale undersøgelse noget. Jeg må nu kigge nøje efter, hvad det noget er. For det er det, som bevæger mig til at blive i hans film, som han laver sammen med andre, denne gang igen en journalist, som i den vellykkede ”Dømt for terror” (2010), han lavede sammen med erfarne Miki Mistrati og også da med Helle Faber som producer. Her er det nyuddannede journalist Pernille Bervald Jørgensen, som er medinstruktør. Hun har researchet materialet omhyggeligt, og hun har fulgt de medvirkende i flere år og lavet optagelser, det er grundigt, det her. Og hertil kommer så dette noget, som må være det, Sønderby Jepsen tilføjer. Jeg tør ikke skrive filmkunst, så det lader jeg være med…
Filmen har premiere i HADSUND BIO 4. juni og kan den 5. juni ses ved simultane visninger i en lang række biografer, de fleste steder dog kun den ene gang.