Tibaldi & Lora: Thy Father’s Chair
It’s a very fine film, I placed it on the 2015 Talent List and am pleased to see that the Copenhagen audience will get the chance to enjoy it. Cinemateket has chosen Antonio Tibaldi and Alex Lora´s ”Thy Father’s Chair” as the Documentary of the Month = five screenings starting from 25th of February.
Here is a precise synopsis in English, I will write the review in Danish: Abraham and Shraga are two Orthodox aging twins, who live a secluded existence in their inherited Brooklyn home. Since the death of their parents, they have stopped throwing away anything, hosting stray cats and accumulating all sorts of stuff. Now, their upstairs tenant threatens to stop paying them rent unless they proceed to a radical cleaning. Abraham and Shraga have no choice but to open their doors to a professional company. A traumatic invasion of privacy ensues, forcing them to confront their memories in order to try to find a new beginning…
Og ind i en smal gyde kører en bil med logoet HCH (Home Clean Home) på siden. Ud træder rengøringskorpset, som skal rydde op i det ustyrlige svineri, gøre rent og få gjort has på væggelus, kakerlakker og andre smådyr, som har hygget sig blandt madrester, i madrasser, i gulvtæpperne. Overalt. Fy for pokker!
Filmholdet er med og bliver til slut, hvor bilen kører væk efter endt oprydningsaktion… og filmen er slut, efterfulgt af en smuk epilog, der refererer til titlens stol, som Abraham sætter sig i henne i hjørnet med lys fra vinduerne. Med en kat indenfor rækkevidde og bogen i hånden.
Filmens opbygning er således enkel mth. start og slut, med den fremadskridende arbejdsindsats og brødrenes reaktioner brudt op i tætte afsnit, I, II, III osv., der markerer at noget tid er gået. Det er alt sammen nænsomt fortalt akkurat som oprydderne, med masker og beskyttelsesdragter, er søde og nænsomme i deres måde at henvende sig til Abraham på. For det er ham, der hele tiden er i centrum, broren Shraga kommer og går og den tredje bror Nehemiah dukker aldrig op, ej heller da der skal sorteres ud i hans ejendele. Abraham er klar over at aktionen er nødvendig, men det gør ondt på ham at måtte se mange ting blive smidt ud og han bliver endnu mere nervøs, når han ikke kan få fat i sine brødre. Han tumler rundt og skal svare på om dette skal smides ud eller ej.
Langsomt og fint får vi tilskuere tilført oplysninger om forældrene og kan danne os et billede af, hvordan livet blev levet da de var i live – ifølge jødiske ritualer og tænkemåder.
”I feel so sad when I see you sad”, siger den (jødiske leder) af oprydningsholdet. Og det er netop den følelse filmen giver videre, når man ser de hjælpeløse brødre ryste på hænderne (I’m addicted to alcohol, siger Shraga) og Abraham som vist har samme problem, gemmer flasker væk.
Langsomt bliver der ryddet op og gjort rent, og naturligvis ikke uden problemer. Abraham synes han taber kontrollen med sit hjem og føler sig ind imellem ydmyget af situationen med alle disse mennesker omkring sig. Hvordan pokker har han også kunnet holde ud at have et par filmfolk rendende rundt?
Alligevel, og det er filmens fortjeneste, forlader vi Abraham fyldt med respekt for et klogt, empatisk menneske. Som ikke kunne overskue sit voksende hjem. Og ikke nænnede at smide ud. En sjældent velfortalt, helstøbt film.
Italien, USA, 2015, 74 mins.
