Torben Skjødt Jensen: Teaterdokumentarer /2
Morten Burian drømmer om at være Aladdin og er her på dette still endelig sammen med sin Jasmin. Og Marie Louise Wille drømmer om at være Snehvide, og nu har prinsen vækket hende for ved hånden at føre hende til sit slot i det fjerne. To skuespillere, to drømmeverdener, én scene.
Teaterforestillingen, som Skjødt Jensens film bygger på er Christian Lollikes ALL MY DREAMS COME TRUE og lige før, den blev sendt på DR-K, skrev Torben Skjødt Jensen på sin Facebook profil: ”I DR-K’s teaterfestival kan jeg så i aften invitere jer alle til Århus Teaters Scalascene hvor jeg tilbage i september 13 forsatte mit samarbejde med instruktøren Christian Lollike. Hans “All my dreams come true” er et Disneydrama om depression og eventyr – og det er ihvertfald et faktum at Marie Louise Wille og Morten Burian efter ca. 45 minutters hard-core psykoanalyse ude og inde af det til lejligheden opstillede bekendelsesskab giver den gas som henholdsvis Disneyprinsesse og Joakim Von And – i rablende samspil med 2 dværge, den tykke pige, den meget høje mand, en rigtig spasser og såmænd også en Moliere-karakter der forvilder sig ind fra Store Scene – aldeles pragtfuldt tankevækkende vanvid.”
Så meget om synopsis og hensigt. Jeg så yderst fornøjet programmet, men ikke som en tv-transmission af teaterforestillingen, for mig vinklede det sig som en fantastisk dokumentarfilm med et utroligt indhold.
Første billede er en sparsomt udstyret teaterscene. Et skab, en bærbar computer, en stor tv-skærm. To personer maskeret i barnlig stil. Marie Louise Wille erobrer min opmærksomhed med det samme, hun efter en tøven trukket lige netop til stregen, tager masken af, og erklærer, at hun er deprimeret. Det er hvad, hun fremstiller, og hvor er det meget nemmere, når skuespilleren ikke forestiller noget, ikke er en anden, en karakter, en historisk person, men blot er sider med replikker og regi plus følsom og opmærksom instruktion plus egen indsats, en tekst jeg ikke kender, som jeg møder uden forventninger. J
eg har haft masser at diskutere med teksten undervejs, og gjorde det da også mumlende hen for mig, mens jeg fulgte intenst med, men jeg havde intet overhovedet at diskutere med skuespillerne, jeg var deres bytte fra første til sidste minut, især optaget af Marie Louise Wille, hvis fine, fine håndværk, dokumentarfilmen giver mig mulighed for at følge så tæt, at der ved de første gennemsyn ikke levnedes mig plads til andet.
For mig sker der det, at min optagethed flyttes fra teaterværkets handling til skuespillernes situation i selve det mimiske øjeblik, og dermed ændres genren i min oplevelse fra fiktion til dokumentar. Men en ganske særlig intens dokumentar: det er ikke ret tit jeg bliver låst foran tv to timer i træk, to timer, som bare forsvinder i optagethed. (Hvor ofte støder jeg ikke på en mur af fravær ved 35 minutter?) Det må være teaterrummets og teateroplevelsens intensitet, som skuespillerne flytter med over. Nærbilledmuligheden er vel den vigtige forudsætning. Så skuespilleren bliver det, jeg følger, og jeg er som begynder i dette teaterpublikumsfag kun i stand til at følge en enkelt. Og her bliver Marie Louise Wille min heltinde.
Filmen er ikke længere tilgængelig, det er et faktum. En festival har sin tid, og de enkelte værker forsvinder, fordi de mister deres aktualitet. (Og desværre forsvandt programmerne i løbet af et par dage fra DR-K’s hjemmeside-streaming) Men jeg er selvfølgelig i det her ligeglad med aktualitet, og da jeg ikke sad parat til to timer teaterdokumentar seks aftener i træk den uge, det stod på, ser jeg de seks værker nu i bedre ro, da jeg har optaget dem på mit tv. Og lidt efter lidt opdager jeg, at de er værd at gemme.
De har for mig fuldt ud værkhøjde, først og fremmest som dokumentarfilm. Jeg tror det er fordi, Torben Skjødt Jensen har konverteret tv-transmiteret teater til noget, jeg vil kalde teaterdokumentar. Jeg tænker som tidligere nævnt på Louis Malles ”Vanya on 42nd Street”, og jeg tænker på et par film mere, Jesper Jargils ”De ydmygede” (1998) og ”De udstillede” (2000) over von Triers film ”Idioterne” og hans udstilling ”Psykomobile # 1: Verdensuret”. Torben Skjøth Jensen fortsætter for mig at se i dette spor, som fører mod endnu en tolkning af kunstens væsen. Bid for bid.
Danmark 2014, 120 min. En af seks udsendelser på DR-K, 16.-20. juni, 2014, 6 x 120 min. Af de seks har Torben Skjødt Jensen produceret og klippet de fem.
