Torben Skjødt Jensen: Væbnet med ord & vinger /2

Biografvisningen i Øst for Paradis mandag aften er meget til stede i mig endnu. Så jeg fortsætter med at skrive mine notater til en anmeldelse af og kun rationalisere ganske lidt. Den der eftertanke kommer nok senere, når jeg læser de fortsatte foromtaler, interviews og anmeldelser… Jeg nåede blot første notat i tirsdags, så nu kommer så de næst følgende:

2

Jeg har næsten altid haft den fikserede idé at en film måtte gøre klart for mig med det samme, faktisk lige fra titelsekvensen, hvilken tid jeg er i. Så jeg spurgte mig selv om det første, hvilken tid er de interviewede medvirkendes tid. Eller hvad med arkivmaterialernes tid? Og hvad er så filmens tid, hvor er fortælleepositionen og vigtigst, hvor kan jeg placere min tid? Det var min overvejelse ganske kort tid til jeg der i biografens overtalelse blev revet hen af Torben Skjødt Jensens filmkunst, var tabt for omverdenen, som engang helt tilbage i en stor biograf i Clairmont-Ferrand så hans Flâneur (1993) første gang og med det samme henrevet forstod at nu var dokumentarfilm ikke mere, hvad det havde været.

3

Jeg havde også den fikserede idé, engang, at digte ikke kunne illustreres, at et oplæst digt i en film som en næsten ufravigelig regel som lyd skulle blive sammen med sit billede. Det skrev jeg engang om i en tv-anmeldelse hvor Jens Okking læste digte så smukt og tilrettelæggeren velmenende havde valgt at billeddække, som det hed dengang, på det sted, med konventionelt smukke, men egentlig tomme landskabsoptagelser. Det skrev jeg om, og nogle dage efter havde Okking en lang kommentar til min anmeldelse, hvor han konkluderede, at for en gangs skyld havde han lært noget af en anmelder. Om teksternes egen billeddannelse, om disse billeders og dækbilledernes interferrens.

Men Torben Skjødt Jensens film væltede og tilintetgjorde altid min stive fordom. Også i den nye film går han skridt videre i sin billeddigtning, ud over vignetterne til digtene, som både er med i grafikken så skønt foran vignetten, bygger han som i Lerfeldtfilmen store tableauer og hele filmscener med skuespillere. Han elsker skuespil og lærer mig konstant lidt yderligere nødvendigt om scenekunsten, som alt hans arbejde tror jeg lige nu, inderst drejer sig om kunstens væsen som det punkt, hvorfra verden bevæges.

4

Hvis jeg vil forstå filmen om Michael Strunge og hans tid må jeg se den i sammenhæng med Skjødt Jensens række af filmbiografier. Hvad er det nu han gør samtidig med, han fortæller mig en historie om et menneske, om dets liv, om dets sind og dets arbejde med at udfylde, omforme tilværelsens vilkår – her for Michael Strunges vedkommende et poetisk arbejde mere end et mimisk arbejde. ”… I vores kunstopfattelse har vi nok lagt meget tryk på det mimetiske og taget det frem, der som det virkelighedsafspejlende var det fine, og måske er det poiesiske blevet sat for langt i baggrunden.” (Henrik Veileborg: Filmfortælling, 2007)

Studiet af Torben Skjødt Jensens arbejde med filmbiografierne, med det felt, som de inderst handler om, er stort. Det må omfatte gennemsyn og læsninger af It’s a blue World (1990) om Hans Henrik Lerfeldt, Carl Th. Dreyer – Min metier (1995) om filminstruktøren og Den talende muse (2003) om Asta Nielsen.

Men lige nu og her er det Michael Strunges liv og værk som udfolder sig i biografernes offentlighed, den mulighed for tilstrækkeligt indhold i biografien alene har Skjødt Jensen tilsvarende brugt i lanceringen, og det kunne være alt nok, hvad den begejstrede modtagelse allerede nu kunne tyde på. Men bag det findes også en dybt reflekterende filminstruktørs personlige film, i første gennemsyn en smuk spejling af sin egen biografi i dens tidlige fase med Strunges, da han levede jævnaldrende parallelt med digteren.

Han finder den parallel i Strunges liv og i Strunges værk, men sætter den så i sit eget helt personlige udsyn til den tids musik og nervøse stemning på det digteriske plan og til tidens sociale virkelighed på det kulturhistoriske plan, både boligblokkenes beslutsomme arkitektur, tøjmodens opsætsige signaler, tv-kulturens og dokumentarfilmenes virkelighedsbeskæringer i 3:4, som denne nye film ind i mellem drømmende opholder sig ved… (det her må vist nødvendigvis fortsættes)

Danmark, 2018, 106 min. Produceret af PictureWise Film / PostEdified Film. Distribution ved Another World Entertainment. I biograferne fra I DAG, 11. januar. Filmkommentarens anbefaling og vurdering er fortsat uden mindste tøven: 6/6.

https://www.facebook.com/performrecordshow/videos (trailer)

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/99625.aspx?id=99625 (fakta om filmen)