Tracy Droz Tragos, Andrew Droz Palermo: Rich Hill
Det er et fornemt filmværk, DR2 Dokumania sender tirsdag aften, en på én gang afklaret klassisk lydefri dokumentar og helt ny ung energisk samtidsskildring. Man skal ikke lade sig forlede af den danske undertitel, den er indsnævrende og vildledende. Jeg læser i hvert fald noget andet i filmen end ”fattig i Midtvesten”. De medvirkende familier er fattige, ja, måske fordi byen er under afvikling, måske ikke derfor. De er ulykkelige måske, måske ikke derfor. Jeg tror i øvrigt ikke på, at fattige mennesker er ulykkelige, bare sådan mekanisk, som en følge af fattigdom. Som en indforståethed.
Man skal stå renset og uskyldig på den film, for lige fra første billede begynder den som en erfaren fortæller fast og rolig selv sin historie. Som selvfølgelig er en historie om Rich Hill på samme måde som Twin Peaks er om Twin Peaks, Harlan County om Harlan County.
Livet kan sådan et sted have den ro, som betragtningen skildrer. Det er et inderligt ønske om skønhed, lad os nu se på det her, tage os tid. Og oplevelsen af ro er ikke grebet ud af luften, jeg ser i filmen, at den ro er til stede i de tre drenge. Den kan være glad, den kan være deprimeret, den kan være vranten. Men billederne viser den som skønhed, og det er ikke en distancering, det er en sandhed. Det er selve autenticiteten i stedet, som griber ind i værkets form. Det begynder lige ved åbningen, som det indforståede forslag til konsensus, og jeg accepterer den aftale, og det er ikke ret tit, det sker, for eksempel forkastede jeg jo her undertitlen, men efter netop den her åbning er jeg er sikker på, at jeg vil se den film, vil det sted hen, der vandrer jeg hen.
Hvert billede er en gennemtænkt skildring, det er lange optagelser, som i klippet roligt samles i klare scener af de små handlinger: de kigger på en kalender på væggen, han blader i en scrapbog, han taler i telefon. De snakker bare dagligdags med hinanden, de to. Hans besvarelser i intervewet bliver svar til sig selv, bliver næsten til indre monolog, sådan også med ham med telefonen, han er helt alene i billedet i scenen, og kameraet er mindre end et insekt på væggen. Det deles roligt og forståeligt og ordentligt op: tre drenge, tre hjem, tre slags dagligdage. Plus forældre og søskende, en lillesøster især. Hun bryder i sin birolle igennem med en særlig udstråling, en menneskelig styrke så afgørende vgtig for historien. Og historien samler sig, som var det af sig selv, i klare afsnit: Skolen, byfesten, halloween aftenen, det omrejsende tivoli, fyrværkeriet.
Og ja, ok. Det er da fattige familier, og filmen skildrer da omhyggeligt tre grader af fattigdom, tre grader af hjemligt rod, tre grader af ulykke. Det er skam ikke kun lyrisk impressionisme, det er også nutidig socialrealisme. Filmen er en undersøgelse, men studiets antropologiske metode er poetisk, ikke videnskabelig. Den er poetisk præcis. Mange scener vil huskes: skolelederens kontor, mor og søn diskuterer på verandaen, far og søn er sammen om lidt guitarspil. Dette er scener af opdragelsens antropologi. Der er mange af den slags, tæl selv efter!
”Rich Hill” er et fornemt filmværk. Alt er kontrolleret. Alt er tilsyneladende fejlfrit. Men den tilføjede undertitel ”fattig i Midtvesten” giver alt for snævre associationer, som let låser i en vinklende kategorisering, før filmens egen fortælling er begyndt. Dens poetiske undersøgelse er en langt mere omfattende antropologisk bedrift. Se selv efter!
USA 2014, 91 min. Sendes i morgen aften (18. august) på DR2 Dokumania.
