TV2 dok censurering
Jo, så var der det med TV2, som redigerede i Cathrine Asmussens film “Mig og Naser” lige før den gik i luften. Uden at diskutere de to klip med instruktøren førend klippet blev foretaget. Det gør man selvfølgelig ikke. Det er naturligvis uhørt og udtryk for et panikagtigt knæfald for den avis, som kritiserede to scener i filmen.
Og så kan man samtidig diskutere, hvorfor TV2s redaktør og DFIs konsulent ikke i redigeringsfasen gjorde instruktøren opmærksom på at scenen (en af dem der blev klippet ud) med den brændte bil var noget kluntet lavet og placeret og at det udsagn som Amina gerne ville have frem – at Nørrebro er et hårdt sted at bo – kunne være båret frem på mange andre måder.
På et møde i Filmhuset, sat i stand af DFI, diskuteredes censurindgrebet og bortset fra enigheden om TV2´s følgagtighed var det kun Jørgen Ramskov, nu ansat på Nimbus Film, som tog fat i den indlysende debat om forholdet mellem publikum og dokumentarfilmen i dag. Ramskov pegede på, at hvis dokumentaren, den journalistiske, skulle kunne spille en rolle i forhold til samfundsaktuelle spørgsmål, så måtte man også forvente en etisk dimension, at man kan stole på, at hvad man ser, er i orden. Han talte om en genreoverenskomst mellem seeren og filmen, med andre ord må der ikke opstå tvivl om oprigtigheden, autenticiteten i film som denne – eller film (med mine ord) som “Den hemmelige Krig”, som er en hybrid og som roder rundt i genrerne. Hvorimod Cathrine Asmussens film er klar i mælet, bortset fra at den brændte bil som metafor kunne være udtrykt mere præcist.l
