Ulla Hjorth Nielsen: I sync med virkeligheden. Et portræt af filmfamilien Roos

(366 sider. Gennemillustreret. Omfattende noteapparat. Litteraturliste. Navneregister. Filmografier. Forlaget Politisk Revy. 299 kr.)

Se, det er en rigtig filmbog! En bedrift simpelthen, researchet og forfattet over en årrække af Ulla Hjorth Nielsen, som skriver om “det mest forgrenede og betydningsfulde filmdynasti i dansk film”. Roos er efternavnet med tre vigtige instruktører (Jørgen, Ole og Lise), hvis værker og liv gennemgåes i forhold til tiden med referencer til Jørgens bror Karl, som var Ole og Lises far, og med omtale af mor Luise, som var en legende på Filmmuseet og også mor til Gerd, som startede ude i produktionsmiljøet og endte i Statens Filmcentral. Og så er der jo også Peter, filmfotograf, søn af Jørgen, bror til Anne (Vinterberg), instruktør og klipper. Og for at det ikke skal være løgn, har Ulla også kapitler om børn af ovennævnte. Fra 1930’erne og op til i dag, det er filmhistorie og også kulturhistorie, fortalt levende og engageret.

Ulla er selv i branchen, har produceret og instrueret og været konsulent på de statslige institutioner. Hun har oplevet historien om Roos’erne indefra og er både filmografisk og biografisk i sin vinkel. Det sidste gør bogen stærkt underholdende med mange anekdoter, som jeg kan nikke genkendende til – jeg tilbragte 25 år af mit arbejdsliv i Statens Filmcentral (SFC) og har selv bidraget med nogle af fortællingerne, mest om Jørgen og Lise, men nikker også når Ulla fortæller om SFC og om alle de andre instruktører og producenter, som havde kontakt til dynastiet. Hold op hvor var der mange sjove øjeblikke og små og store konflikter, i familien og udenfor. Og varme, ja lad mig bare kalde det hygge, hos søstrene Hanne og Helle Høyberg på Ved Stranden, eller rundt om hjørnet nede i kælderen på Nikolaj Plads hos Saga Kortfilm, hvor Gerd Roos og Karin Plummer bød velkommen, når råklip skulle vises.

Ole Roos havde jeg et frankofilt forhold til. Det kom sig selvfølgelig af hans “Michel Simon” film, som får stor plads i bogen som det mesterværk, det er. Jeg har et par gange fået dvd kopier af store franske film, som Ole Roos havde stående i sit imponerende videotek – “L’atalante” og “Paradisets børn”. Ulla skriver i øvrigt fantastisk om Ole og tilblivelsen af filmen om den store skuespiller… Peter Roos, fotografen, fortæller at Michel Simon insisterede på at der kun blev et filmportræt, hvis danskerne også lavede en pornofilm med hans kæreste, hvor filmholdet selv medvirkede! Fantastisk historie. Filmen blev lavet!

Ole Roos lavede en smuk film om Cobra-bevægelsen, men ellers huskes han bedst for sine fremragende tv-teater film med Otto Brandenburg og Jørgen Ryg. Og “Hærværk” ikke at forglemme og jeg vil tilføje “Forræderne”. Ullas hovedkilder til bogen er Ole Roos og Peter Roos, og når jeg ser på sidstnævntes filmografi, bliver jeg helt forpustet. Ikke alene har han fotograferet for Jørgen, Ole og Lise men også for Ole Askman, Ole Henning Hansen, Hans Henrik Jørgensen, Ib Makwarth, Peter Ringgaard m.fl.

Og for Troels Kløvedal… Her er et smukt citat fra bogen. Peter Roos var på Nordkaperen: “…Det siges at når man rejser på langfart, gør man det for at møde sig selv. Undervejs på turen og et par dagsrejser fra Påskeøerne – ja, næsten så langt væk fra Danmark, som man overhovedet kan komme, fik Peter en besked fra sin kone Annemarie om, at Jørgen Roos var død. Vinden havde været hård, men med ét lagde den sig, og Stillehavet blev blikstille. Peter vidste ikke, hvor han skulle gøre af sig selv på den trange plads og alt for tæt på de andre filmarbejdere og besætningsmedlemmer. Troels Kløvedal foreslog ham en lang svømmetur. Og der på afstand af Nordkaperen i verdens største hav tog Peter Roos afsked med sin far.” Sådan! Selv var jeg i Marseille til dokumentarmarked, det var en hård besked at få, Jørgen Roos var en af få mentorer for mig. Sidste gang jeg så ham var på Chr.Winthers vej, hans atelier med en kajak placeret oppe på reposen. Derfor billedet af mesteren klædt “grønlandsk” på.

Ulla skriver godt og direkte om Lise Roos mange film om børn og om, hvor svært det var for hendes børn Silke og Eline at have en mor, som ofte blev væk om natten, hvor de to søgte efter hende – ” vi kendte telefonnumrene på alle værtshusene i nabolaget”. Silke og Eline var hovedfigurer i et par af morens film og ingen har vel beskrevet børns liv så godt som Lise Roos. Ulla kalder “Kan man klippe i vand” for et hovedværk, hun har ret og skriver præcist at hvor onkel Jørgen Roos lavede film om de kendte så lavede Lise Roos film om de almindelige mennesker. Hun var som sin far Karl socialt engageret, hun skrev anmeldelser af fjernsynets børneprogrammer i Information, hun lagde ikke fingrene imellem i sin kritik – og hun blev ikke filmkonsulent “med særlig interesse for film for børn” i Statens Filmcentral, på trods af sine mange film for og om børn, det blev Mette Knudsen, som dagen før ansøgelses-deadline trak sig fra sin bestyrelsespost for at få jobbet. Jeg burde kunne huske det, det var i 1985. Men jeg husker og læser med glæde om “Familien Danmark”, den dokumentariske tv-serie, som gav Lise Roos en gevaldig tv-succes – hun nåede to serier til, “Frikvarteret” og “Fik du set det du ville?”, smukke tidsportrætter.

Bogen er skrevet med entusiasme og kærlighed og det er med stor fornøjelse jeg i den sidste måned er vendt tilbage til filmene og deres ophav.

Køb bogen, læs den og du vil få lyst til at se filmene på DFI’s platforme, der er de fleste.

Share your love
Tue Steen Müller
Tue Steen Müller

Müller, Tue Steen
Documentary Consultant and Critic, DENMARK

Worked with documentary films for more than 20 years at the Danish Film Board, as press officer, festival representative and film consultant/commissioner. Co-founder of Balticum Film and TV Festival, Filmkontakt Nord, Documentary of the EU and EDN (European Documentary Network).
Awards: 2004 the Danish Roos Prize for his contribution to the Danish and European documentary culture. 2006 an award for promoting Portuguese documentaries. 2014 he received the EDN Award “for an outstanding contribution to the development of the European documentary culture”. 2016 The Cross of the Knight of the Order for Merits to Lithuania. 2019 a Big Stamp at the 15th edition of ZagrebDox. 2021 receipt of the highest state decoration, Order of the Three Stars, Fourth Class, for the significant contribution to the development and promotion of Latvian documentary cinema outside Latvia. In 2022 he received an honorary award at DocsBarcelona’s 25th edition having served as organizer and programmer since the start of the festival.
From 1996 until 2005 he was the first director of EDN (European Documentary Network). From 2006 a freelance consultant and teacher in workshops like Ex Oriente, DocsBarcelona, Archidoc, Documentary Campus, Storydoc, Baltic Sea Forum, Black Sea DocStories, Caucadoc, CinéDOC Tbilisi, Docudays Kiev, Dealing With the Past Sarajevo FF as well as programme consultant for the festivals Magnificent7 in Belgrade, DOCSBarcelona, Verzio Budapest, Message2Man in St. Petersburg and DOKLeipzig. Teaches at the Zelig Documentary School in Bolzano Italy.

Articles: 3928