Ulrik Wivel: Roskilde
Jeg har aldrig været på Roskilde festivalen. Jeg kan derfor ikke skrive ud fra genkendelsens glæde, som Politikens Dorte Hygum og Weekendavisens Bo Green Jensen. Og – hovedet på bloggen – jeg kender ikke de optrædende, bortset fra Peter Belli! Så jeg kan ikke hoppe så let ind i det filmiske rum, som jeg kunne med fodboldfilmen. Men jeg ved selvfølgelig om Roskilde og jeg har set forventningen i øjnene på bonussøn og nevøer før de drog afsted.
Og jeg bliver ikke grebet af atmosfæren på Roskilde… Jeg ser derfor på den filmiske side og lad mig starte med at udtrykke at filmen i sig selv er en kæmpepræstation. Stædigt at blive ved med at filme år efter år, og så sætte sig for at få det til at hænge sammen i én fortælling, det er der grund til at hæve flasken for, som der gøres ustandseligt i den omkring 100 minutter lange film. Her er der en ambition ud over det sædvanlige.
Problemet er bare, at nok er filmen godt lavet og nok er der et utal af fremragende situationer, som kameraet har fanget, og der er ofte manipuleret æstetisk flot med billedet, og der er skøn musik, og tidligere festivalleder Leif Skov taler klogt,
Men der er altså også lange kedsommelige sekvenser, hvor filmen står stille. Hvor jeg føler en repetition og en rytme, som er alt for ens, forudsigelig og udynamisk – det bliver dog bedre mod slutningen, hvor der forsøges mere.
Er det klipningen, der er kikset, strukturen… er det fordi udspillet leder os på fejl vej? Vi bliver introduceret for en håndfuld mennsker på vej til at opleve festivalen, og for folk fra organisationen. Vi forventer derfor at følge dem på deres vej, men det sker blot engang imellem, og det bliver altid med distance. Den ornitologiske svenske dame, der tyller Gammel Dansk i sig kunne have været et nærmere bekendtskab værd, men det får vi ikke lov til på bekostning af det overblik, den alsidighed, filmen ønsker. Instruktøren og hans hold har ikke skåret til benet.
Tilbage står en flot – sikke luftbilleder der er taget – og det meste af tiden underholdende film, som lægger sin tro på at observationen er nok til at give et billede af et fantastisk fænomen,kendt over den ganske verden.
