Werner Herzog (2)

Lars Movin har i Kosmorama nr. 242 skrevet om Werner Herzog og om Werner Herzogs film. Og det er interessant og meget vigtigt. Movin er jo omhyggelig og pålidelig. Movins fokus er imidlertid – tror jeg at vide – altid filminstruktøren og filminstruktørens arbejde, hans interesse er kendsgerningerne bag fortællingerne og omkring filmenes tilblivelse. Filmene selv og i hvert fald hans læsninger af dem kommer i anden række. Også i denne store tidsskriftartikel. Synes jeg. Metoden er i stedet interviewet, samtalen med filminstruktøren, og filmen ses som en bevægelse fra en afsender til en modtager, hvor afsenderen formodes stadigvæk at fastholde bevægelsens udgangspunkt og sidde med gådens løsning. Grundlaget for Movins undersøgelse er mødet med denne afsender, her med Herzog under en masterclass, han holdt på Den Danske Filmskole 3.-4. oktober 2006 (og nok tillige under et interview i den forbindelse). Og så har Movin suppleret med især Paul Cronins bog og et dvd bokssæt med en række af Herzogs film.

Cronin bruger sin bogs indledning til at afkræfte alle dårlige rygter om Herzog. Lars Movin bringer os nu supplerende og let tilgængeligt og på dansk en på mange måder bekræftende oversigt over dem alle og tilføjer oven i købet en ny historie. Og det er jo nyttigt (og underholdende) for os, som ikke kender dette sladder, som mytisk forbinder sig med den mand. Heldigvis gennemfører Movin dertil en kritik af en lang række værker og påviser, at Herzog overtræder dokumentarismeloven og snyder med virkelighedsskildringen og indfører sin spontant opdigtede verden. Påviser, at Herzog dertil bryder med dokumentarismeetikken og svigter de medvirkendes historie til fordel for sin egen. Denne anden linje gennem artiklen er bidraget til Kosmorama nummerets fakta/fiktion diskussion. Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er det sjoveste, jo, nok det første.. sladderen.

Den er altid et så sympatisk træk ved Movins arbejde, denne stillen sig selv til rådighed for andre, som regel kunstnerne – her i forhold til Herzog dog usædvanligt kritisk, ja, til grænsen af det troløse! Vel for i stedet at være loyal mod tidsskriftnummerets tema – men hvad (tænker jeg) med Lars Movin selv? Hvor er han henne i alle de vitale problemstillinger inden i værkernes autonome konstruktioner? Jeg savner altid, og meget her, hans egne læsninger af filmene og bliver glad for ethvert tilløb. Som dette om Herzogs seneste film, som vi så på CPH:DOX sidst, “Encounters at the End of the World”, side 26, hvor Movin har skrevet om rækken af Herzogs excentriske hovedkarakterer og fortsætter: “… Som prikken over i’et møder vi i Herzogs seneste værk… en hel stribe enspændere, der er taget til Antarktis for at komme vidderne, urkraften eller tilværelsens grammatik lidt nærmere. Alle disse karakterer kunne siges at være versioner eller ekkoer af deres kronikør og dukkefører…” Flot, Lars, skriver jeg i Kosmoramas margin, videre Lars, længere ind i det med tilværelsens grammatik og ikke så meget mere med kronikøren og dukkeføreren. Men Movin overlader beskedent fortsættelsen til et Herzogcitat, hvor instruktøren beskriver og fortolker disse, sine karakterer, som ser han dem klarere end publikum, klarere end Lars Movin, som ser dem på lærredet. Og kun der.

Litt.: Lars Movin: Bogholdersandhed versus poetisk sandhed i Eva Jørholt m. fl., red.: Kosmorama 242, 2009. Paul Cronin, ed.: Herzog on Herzog, 2002. Foto: Werner Herzog i dag.

Share your love
Allan Berg Nielsen
Allan Berg Nielsen

Allan Berg Nielsen started the first documentary cinema in Randers, Denmark way back in the 1970’es. He did so at the museum, where he was employed. He got the (16mm) films from the collection of the National Film Board of Denmark (Statens Filmcentral). He organised a film festival in his home city, became a member of the Board of Directors of the Film Board, started to write about films in diverse magazines, were a juror at several festivals and wrote television critiques in the local newspaper. From 1998-2003 Allan Berg was documentary film consultant (commissioning editor) at The Danish Film Institute, a continuation of the Film Board. Since then free lance consultant in documentary matters.

abn@filmkommentaren.dk

Articles: 821