Werner Herzog: Lessons of Darkness
Året begynder for mig med en begivenhed. På filmskolen skal jeg fredag og lørdag lytte til forelæsninger af Werner Herzog og Joshua Oppenheimer. Lidt om Herzog først, Oppenheimer senere:
Mit første møde med Herzogs film var sent. Det var på Tue Steen Müllers arbejdsværelse hjemme hos ham og Ellen Fonnesbech-Sandberg i Nørre Farimagsgade. Jeg var gæst, boede der (jeg kan finde på at blive længe), jeg var omgivet af hans kæmpesamling filmkopier, det var morgen, han skulle på arbejde på EDN, fruen skulle på DR, også arbejde, jeg havde fri, så han gav mig lektier for: du skal se den her og derefter er du forandret. Og det blev jo stort. Jeg har kun et notat i min lommebog bevaret:
”Rekviem for en ubeboelig planet” hedder filmen på dansk. Vi både ved og ved ikke, vi er i Kuwait, efter Golfkrigen -> rekviem, dødemesse, elegi, klagesang, smerte, sorg. Er det ikke tankerækken? Hvem var fjenden? Filmen angiver ingen politisk adresse. Værket interesserer sig alene for sorgen og så derefter handlingen (oliebrandene slukkes). Ikke moralsk som et samfundsmæssigt alternativ, men amoralsk som den kunstneriske modvægt til klagen. Altså KLAGE og HANDLING som et æstetisk balancesystem. Det er fravær af budskab og meddelelse, nærvær af konstruktion og værk. Det er messe i kirken. Det er statuarisk på torvet.
Siden har jeg ikke sluppet Herzog. Siden har jeg beundret ham i ét og alt. Min fascination af manden blev låst fast, da jeg på filmskolen i 2006 deltog i et seminar, en mesterklasse eller hvad det var (blot vidunderligt). Jeg skrev også de dage noget om den film ned i lommebogen, ikke noget jeg tænkte, denne gang noget, Herzog fortalte:
Det var i anekdotens form (Herzog fortæller i anekdotens form); han brugte anekdoten som en foredragsholder bruger powerpoint fotoet, men langt dybere end en sådan illustration. Herzogs anekdoter fæstner sig i forelæsningens løb som kapitler i hans film. Disse skrev jeg ned:
1) I ”Lessons of Darkness” findes ikke én scene, ikke én optagelse, ikke ét eneste billede af et stykke jord bevaret uskadet. Det indledende Pascal citat forklarer det, men Pascal har ikke skrevet den tekst, kunne ikke have skrevet den. Herzog har skrevet den selv, og han har, ja, det sagde han, gjort det for at nå en dybere sandhed. ”Pascal kunne ikke have skrevet det bedre”, siger han leende.
2) Cinéma vérité hører 60’erne til. ”Depict on Reality” kræver nu (i 2006) ganske andre greb. Herzog ved, han er oppe mod både dinosaurer og redskaber som photoshop og manipuleret reality, og han synes kendsgerninger (facts) er uinteressante, kedelige.
3) ”Lessons of Darkness”er ”highly stylized”, den er mytiske landskaber, iscenesatte landskaber. Kuwait nævnes ikke, Saddam Hussein nævnes ikke, tilbagetoget nævnes ikke og sådan videre. “Satan skaber en illusion for os, olien, som er flydt ud overalt, ligner vand.”
Det her er blot lidt fra mine notater. Lars Movin derimod skrev en omhyggelig artikel om Werner Herzogs æstetik, “Bogholdersandhed versus poetisk sandhed”, hvor han blandt andet refererer Herzog seminaret i 2006. Det var i Kosmorama 242/2008; link nedenfor.
“Lessons of Darkness” (Lektionen in Finsternis), Tyskland 1992, 52 min.
