Yael Hersonski: A Film Unfinished
Fra Tue Steen Müllers private videotek: Arkivmaterialets alvor, en dokumentarisk rekonstruktion som filmisk elegi.
En gammel mand sad for længe siden i en mørk biograf i Berlin og så Berlin, Sinfonie einer Grossstadt. Skribenten, som fortæller historien, sad i nærheden, ja, det var Niels Jensen, og Jensen hørte ham mumle for sig selv: ”Anhalter Bahnhof, Anhalter Bahnhof…” op mod de stumme sort/hvide scener. Det kom fra en dyb smerte, tabet var stort. Udenfor var nu “kun brudstykket af en portal, murbrokker og græs tilbage.”
Jeg så for lidt siden omsider Yael Hersonskis berømte, Sundance-vindende film og kom til at tænke på det citat, denne korte replik, som blev ved med at gentage sig i mig, som en melodilinje, der ikke vil forsvinde. Jeg så nu disse nutidige mennesker, som var børn dengang, sidde i en moderne biograf og 65 år senere se optagelser fra Warszawas jødiske ghetto, hviske og udbryde og direkte sige sådanne ting til boomstangens mikrofon: ”Måske kommer min mor om lidt gående der på gaden…” Det er dyb smerte, tabet er værre end forfærdende, moderen blev vel kort tid efter dræbt i Treblinka som tusinde flere.
Oplevelsen i biografsalen er uafrystelig, at se ansigtet som ser. Som Anna Karinas ansigt, når hun i en mørk biograf i Paris ser Jeanne d’Arcs lidelse og død. Lidelse og død.
Jeg ved godt, at Yael Hersonskis hovedanliggende er en detektivisk kortlægning af den tyske besættelsesmagts manipulering af dokumentarfilmen. Filmen var i sin begyndelse i 1942 tænkt som propaganda. De indespærrede i ghettoen levede iscenesat en times tid som forkælede bedsteborgere. Som nu herren, som sidder og læser ved chatollet. Men så blev der i arkivet fundet en glemt filmrulle med fraklippet. Der blev fundet to dagbøger, som fortalte om optagelserne, om de tyske dokumentarfolks arrangeren alting. Den læsende herre er altså tvunget til at sidde der i ro, og det er, hvad han har tilbage, disse tre møbler, bag kameraet er stuen fyldt med resten af hans familie. I soveværelset bor en anden familie, i de andre værelser andre, én familie i hvert rum. Fraklippene på den nyfundne rulle viste kamerafolk gå ind i hinandens scener, sådant måtte jo ud. Og det måtte den åbenlyse nød, sult, brutalitet, vold og død også. Nu er det hele omhyggeligt på plads i Hersonskis uafviselige og umistelige værk. Omsider sidder jeg foran arkivmaterialets alvor: Warszawa, Warszawa..
Yael Hersonski: A Film Unfinished, Israel 2008. Tue Steen Müller har tidligere kort omtalt filmen set på Memorimage festivalen i Reus.
