Yderligere spørgsmål til Søren Gade filmene
Jeg må lige dreje opmærksomheden tilbage til de to Søren Gade film. Til indholdet. Til den diskussion, Torsting skriver, han foretrækker, den om hans projekt er lykkedes. Og her står han nok i den situation, at han må indse, at de to film faktisk ikke er tilfredsstillende. Seerne har oplevet dem som tv, som journalistiske arbejder, og han har været nødt til i en kronik i Berlingske Tidende og i kommentarer her på siden omhyggeligt at forklare, at han har villet lave observerende dokumentarfilm. Men begge film er åbenbart i deres nuværende version så præget af tv-materiale og så tv-reportagelignende scener, at de filmiske greb og holdninger slet ikke er opdaget. Det har efter min opfattelse kunnet tilgives, eller i hvert fald har det været forståeligt ved den pressede færdiggørelsesproces, hvor TV2 tvang først den ene så den anden ufærdige film frem til visning. Vi fik så den opfattelse, at i hvert fald problemet med den manglende tredje akt ville der blive rådet bod på ved genudsendelsen til maj. ”Jeg arbejder med udfordringen”, skrev Torsting.
Vi er nu i den interessante situation at Søren Gade filmprojektet har været til offentlig panel-screening, og redigeringsprincipperne er lagt åbent frem. Men er vi helt sikre på den der nye maj-version? Så jeg bliver nødt til at stille Kasper Torsting yderligere tre spørgsmål: 1) bliver der en genudsendelse til maj? 2) har du fået mulighed for at klippe en ny samlet version? 3) i givet fald af én eller to film? Det er faktisk ret spændende.