Detlefsen og Unmarck Kjeldsen: Fat Front

Still: I byen er der ingen anerkendelse…

Louise Detlefsens og Louise Unmarck Kjeldsens film Fat Front har premiere i biograferne i dag. Gå i biografen og se den! Det er en dejlig film. Fornem journalistik, gribende filmscener, elegant klipning, bevægende klogt indhold, fire energiske medvirkende, som med svingende følelsesindhold aldrig taber intensitet.

Sammen med instruktørerne VIL de dette budskab som sammenfattes allerede i titelfrekvensen i en dialog mellem den første af de stolte medvirkende og hendes forsigtige veninde of screen i kabinen på en skilift som jeg ser på vej op i højderne. Replikker på klart klingende norsk:

Synes du jeg er tyk? / Nej. / Men hvis du skulle beskrive min krop? / Jeg ved ikke, hvilket ord jeg kan bruge… Jeg ville nok sige: “Hun er lidt kraftig.” / Kraftig? Det giver mig et billede af mig selv som en kampesten. / Kraftig bygget? / Det er jeg ikke. Det er jeg virkelig ikke. Overhovedet ikke. / Hvad med rund? / Det passer jo til en snemand. Jeg synes det er den værste gang bullshit. / Jeg forsøger at skåne dig. / Ja, men… Der er ikke nogen bedre beskrivelse end ordet tyk. For det er det jeg er. Ja, jeg er tyk. 

Og hun stiger ud af kabinen, ja, hun er tyk. Veninden, som så ikke er tyk, bagefter. Hun går forrest opad i den høje sne, kraftfuldt, kendt med dette forhold i fjeldet, stiller sig glad og breder armene ud mod den vide udsigt og råber:

Hallo Verden, kan du høre mig? Jeg er tyk! Jeg er tyk og jeg er totalt ligeglad! 

Still: I naturen er der fuld anerkendelse…

Ja, den her dejlige frigjorte film er selvfølgelig ikke et søgende, tvivlende essay, den er fra begyndelse til slut og hele vejen igennem en selvbevidst og overbevisende pamflet. 

Og den har levet i mit hovede, i hele kroppen faktisk gennem nogle dage, hvor jeg har vendt og drejet min opfattelse og jeg ved det vil blive ved. For filmen er en tekst, et budskab som vil overbevise, en tekst som har ændret mig, den er en pamflet som virker.

Jeg skriver derfor lige her, lige her i Filmkommentaren ordet FED for sidste gang, fra nu er ordet TYK… Der er ikke en venlighed til forskel, der er en viden om historien og kulturerne og mennesket til forskel. En ny viden jeg ikke vidste jeg ikke havde.

Still: I det rette element… vægtløs.

Share your love
Allan Berg Nielsen
Allan Berg Nielsen

Allan Berg Nielsen started the first documentary cinema in Randers, Denmark way back in the 1970’es. He did so at the museum, where he was employed. He got the (16mm) films from the collection of the National Film Board of Denmark (Statens Filmcentral). He organised a film festival in his home city, became a member of the Board of Directors of the Film Board, started to write about films in diverse magazines, were a juror at several festivals and wrote television critiques in the local newspaper. From 1998-2003 Allan Berg was documentary film consultant (commissioning editor) at The Danish Film Institute, a continuation of the Film Board. Since then free lance consultant in documentary matters.

abn@filmkommentaren.dk

Articles: 821