Miguel Goncalves Mendes: José e Pilar
Jeg glædede mig vildt til at se den film, og jeg må skrive lige med det samme: Det gik ikke så godt. Måske godt nok, faktisk fint i begyndelsen, men så blev jeg efterhånden tøvende til det afvisende, selv om der er fine steder i filmen, også senere, ja, hele vejen igennem.
Jeg ser ikke filmen som de anmeldere jeg har læst. Rettere, jeg så ikke filmen sådan. Jeg bliver nødt til at se den igen. I hvert fald. For Saramagos skyld, han svigter ikke. For Pilar del Rios, hun er meget til stede, autentisk på sin helt modsatte måde. Saramago underspiller. Klart. Jeg skriver ikke, at hun overspiller. Jeg må især se den for Mendes’ skyld. Hvad er det han gør galt? (Hvis da noget er galt..) Jeg må for min egen skyld finde ud af, om det bare er noget med mig. (Det kan det sagtens være..) Og Tue Steen Müller for eksempel synes filmen er vidunderlig.
Saramago siger et vigtigt sted: ”Jeg har ideer til romaner og Pilar har ideer til liv.” Mendes kan have haft til hensigt at bygge sin film på denne dobbelthed. Imidlertid er en tofløjet tavle en vanskelig konstruktion. Der er det med balancen, element for element over midtaksen. Og vi kommer ikke meget ind i forfatterværkstedet, vi kommer meget ud på rejser, deltager i endeløse receptioner, står i lange køer for at få signaturen, lytter på forelæsninger af den slags, at selv vedkommende tilhørere som Gabriel Garcia Marquez og José Saramago må kæmpe med søvnigheden.
Er livet mere levende end en roman? Fernando Pessoa ville svare: ”Hvis nogen skulle komme og fortælle mig, at det er absurd at tale sådan om en, der aldrig har eksisteret, vil jeg svare, at jeg heller ikke har beviser for at Lissabon nogensinde har eksisteret, eller at jeg som skriver har, eller for den sags skyld noget som helst andet.” Han talte vist om sit heteronym Ricardo Reis, som var opfundet så levende, at Saramago senere måtte lade ham dø inde i en romans virkelighed.
Jeg vil se den film igen. Ikke som et litterært, filosofisk værk, heller ikke som en journalistisk reportage. Nej, som den kærlighedshistorie, den vist først og sidst vil være, som det still, jeg har valgt, viser.