PeÅ Holmquist: Mitt Gaza/2
Et markant sted i sin gennemgående personligt erindrende speak siger Holmquist: ”.. jeg fandt mig selv fotograferende de unge døde kroppe.” Med de øvrige filmhold er han trængt ind i hospitalets modtagelse med sit kamera, mens de sårede, døende og døde bringes ind. En læge smider ham ud sammen med de andre. Hans anden kameramand filmer det: en kort scene med en ulykkelig og flov dokumentarist. Dette er jo ikke hans ærinde, opgaven, han har stillet sig. For ”..du filmer jo altid de almindelige ting”, som en af hans medvirkende udtrykker det et andet sted.
Og under den seneste krig var han der slet ikke, han fulgte begivenhederne ved sms-beskeder fra familien, filmen følger. En kameramand fra Gaza, som Holmquist tidligere havde oplært, lavede på hans sms-anvisninger optagelser under krigen, scener fra dette almindelige liv i denne ekstremt ualmindelige situation med israelernes bombardement og invasion.
Arne Bro var i det gode interview i lørdags alment inde på denne kunstneriske holdning. Disse særlige konstruktioner (tv og film), han talte om, skildrer alle det almindelige liv. Den første film, jeg så derefter, skulle så netop blive en sådan. Bro foreslog tre ting, da han blev aftvunget nogle bud for det rette liv på her på Jorden. Lige netop således er PeÅ Holmquists nye film om hans Gaza-familie, en skildring af dens almindelige liv, ”medfølende, sandfærdig og tillidsfuld”.
Dette måtte jeg lige bemærke efter filmen, som jeg så på SVT2 i aftes. Jeg håber og tror, at Tue Steen Müller skriver en rigtig anmeldelse. På siden nedenfor er der udførlig besked om genudsendelser:
