Boris Bertram: Tankograd

Boris Bertram skildrer et ungt, russisk dansekompagni i Chelyabinsk og kombinerer det med en skildring af stemningen i den fordømt by til en stor elegi. Efter Danmarkspremieren kører filmen i Vester Vov Vov, København fra torsdag, 20. maj. Senere er der visninger i Odense, Café Biografen 28. maj 21:30 og i Århus, Øst for Paradis 29. maj 21:00. Begge disse visninger er efterfulgt af en koncert, Bichi meets Savery (Ghost Society, Blue Foundation), se filmens hjemmeside:

http://www.tankogradmovie.com/

Vi møder en i grundtrækkene klassisk bysymfoni. I rammen af en dag fra morgen til sengetid følges solodanseren Masha og hendes venner og kolleger i korte scener fra træningen frem til premieren på forestillingen, de arbejder med på deres berømte Chelyabinsk Contemporary Dance Theater. Men filmen skildrer også deres hjemmeliv i de små lejligheder i boligblokkene. Her er deres liv. Øvesalen, køkkenet og soveværelset, supermarkedet og så en gang imellem scenen i teatret, hvor det hele udlades. Forståelserne, længslerne, frigørelserne. Ellers er der fåmæltheden, neddæmpetheden.

Chelyabinsk er en deprimerende by, en tavs by med en frygtelig fortrængt viden. Den var tidligere central for udviklingen af Ruslands atombombeprogram. Indbyggerne oplevede en række ulykker med udslip af radioaktivitet. I 1957 kulminerede det med en voldsom eksplosion med tilsvarende forurening. Dertil kommer vistnok en mere end lemfældig omgang med atomaffaldet. Så jorden er giftig, floden er giftig, søerne er giftige, grundvandet er giftigt. Følgesygdommene er talrige og massive. Depressionen præger de unge dansere, præger alle andre i byen, bliver til langsomhed og stilfærdighed. Og således er Bertrams film, neddæmpet og inderst inde fortvivlet.

Det er morgen hos Masha og hendes kæreste. Kaffe, cigaret og nyheder på mobiltelefonen. Der er faktisk valg i dag, skal du hen og stemme? Nej, det tror jeg ikke. Nej, det skal jeg ikke. Jeg heller ikke. Filmen opstiller tre strategier for tackling af den fortvivlede situation i byen. Møder miljøkæmpere, men med de to unge ved morgenmaden lægges jo den politiske mulighed til side. Læger og det øvrige sundhedsvæsen besøges, lindres kan der måske, men ikke helbredes. Resignation, vi skal jo dø af et eller andet, men skal vi tænke på det hele tiden, er det uudholdeligt at leve, det er holdningen blandt indbyggerne. Derfor dansen, optagetheden på denne kunstneriske måde af sin egen krop og dens mulighed for udvidelse, for nye skønhedsudtryk. Så ikke udadvendtheden i politisk aktion og lægelig behandling og forebyggelse, men indadvendtheden, indbøjningen i sig selv, i sit helt eget bliver strategien, som vælges, strategien, filmen især skildrer. Og sandt at sige, de danser meget, meget smukt. 

Boris Bertram: Tankograd, Danmark 2009, 58 min. Manuskript: Boris Bertram, fotografi: Emil Noel, Magnus Nordenhof Jønck og Boris Bertram, klip: Charlotte Munch Bengtsen og Henrik Vincent Thiesen, musik:Tobias Wilner Bertram, Sara Savery og Vladimir Shainskiy + Ghost Society, lyd (sound design):Tobias Wilner Bertram, PeterAlbrechtsen og Thomas Jæger, produktion: Sara Stockmann og Anne Wivel, produceret af Barok Film www.barokfilm.dk