Julian Schnabel: Dykkerklokken og sommerfuglen
Jeg så alligevel aftenens film. Naboen inviterede mig. Havde haft en stor oplevelse aftenen før og så den en gang til. Ville vist både høre og ikke høre, hvad jeg mente. Som filmen selv, var vi på følsomt område. Begge. Denne sentimentalitetens grænse, som vores generation oplever rykkes og rykkes. Jeg vidste det jo godt, jeg kunne ikke rigtigt lide den. Men visse ting hægtede sig fast ved mig. Og ud af hovedet får jeg den ikke sådan lige. Naboen lånte mig DVD’en med: se den igen, se godt efter! Det vil jeg gøre, men skriver lige lidt først.
Det vigtigste for mig er det med sproget, ikke at det er så gribende vanskeligt og langsomt for skribenten i filmen, men dets mulighed trods alt i vore liv. Og så er der erindringen som aktiv ressource, når vi forlader nuets krav på opmærksomhed, brutalt tvunget af hjerneblødningen som den erindrende her eller blot ved at standse op. Og så er der kærlighedsmødet, i erindringen og i nuet. Se det er jo allerede meget!
Som næsten alle film, vi skriver om i filmkommentaren.dk, er Schnabels baseret på en sand historie. Redaktøren på “Elle”, Jean-Dominique Bauby blev totalt lammet efter en hjerneblødning, lå uger i coma og lærte sig derefter langsomt at tale og skrive ved et eller to blink med venstre øje, ja eller nej. Det skrev han så på denne forunderlige måde en bog om, og over den lavede Schnabel filmen.
Først er der i filmen (og altid når nogen indlægges hjælpeløs) problemet med nærmeste pårørende. Det er en formel konvention og en dyb emotionel realitet. Hvem dukker op ved hospitalssengen, da Bauby vågner af bevidstløsheden? Den, som bør, eller den, som skal? Hustruen dukker op, siger vi, børnenes mor siger han. Og i en nøglescene, da hun, den anden, ringer, omsider, er det hustruen, som tager telefonen og modvillig sætter medhør til og forlader stuen, idet hun lader døren stå. Det umuligste kærlighedsmøde udspiller sig, men hun, den anden, vinder kampen om positionen. Nærmeste, kæreste..
Nærmeste påørende er ikke altid hustruen, faderen, børnene. Alle omkring ham siger det er sådan, for sådan skal det være. Vi herude ved bare, at sådan er det ikke. En anden er nærmeste pårørende, men kan ikke komme igennem sin egen angst, familiens ring, konventionens forventning.
Sproget bryder imidlertid igennem. Og skriver erindringen og fortællingen til billederne, den intakte bevidsthed genfremkalder. Filmens drive er bogens tilblivelse, teksten skabt af denne vedholdende erindrende og tilstedeværende og af livet der og før og livet her og nu. Den tekst, vi alle rummer som tekster, vi møder, genkender og åbner os for.
Filmens store spørgsmål er: hvad sker der med den nyeste forrelskelseshistorie, som den skriver frem mellem den lammede Bauby, som alene blinker ja og nej, og Claude Mendibil, tålmodigheden og indlevelsen selv, som nedskriver diktatet og der ved sengekanten viser ham teksten som bog?
Julian Schnabel: Dykkerklokken og sommerfuglen, 2007. Dansk DVD udgivelse 29. april 2008, Scanbox. http://www.scanbox.com/ShowMovie.aspx?Bio=1&ItemID=9614
Litt.: Jean-Dominique Bauby: Dykkerklokken og sommerfuglen, 1997. http://www.rosinante.dk/Rosinante%20Paperbacks/Bauby,%20Dykkerklokken%20og%20sommerfuglen.htm
