filmstriben.dk
Helt så let som med interdocnet.com er det vist ikke på filmstriben.dk! Det vil jeg prøve at finde ud af. Skolen, jeg arbejder for, har fået systemet installeret. Og det virker skam. Men, men.. man skal være en skole eller et bibliotek. Og nu i morgen, jeg skal rykke ud eksternt med Suvi Andrea Helminens vidunderligt smukke “På vej til Paradis” kan jeg ikke tage striben med. Så vidt jeg har kunnet finde ud af. Heldigvis havde Magic Hour Films en kopi tilbage – nu da DBC ikke ville sælge, bare henvise til striben. Hvad nu, hvis jeg ikke arbejdede for en skole? Biblioteket. Men de har den nok også kun på striben. Og så SKAL jeg vist sidde på derhenne et eller andet sted, som jeg ikke har fundet ud af.
MEN det gør jeg!!
Indtil videre stor tak til det voksende antal producenter, som sælger DVD-kopier af deres film til private. For det er blevet meget, meget svært at komme til at se dokumentarfilm i Danmark. Bortset fra de ganske uundværlige tv-visninger. Men for de smalle film som regel bare én, sen gang. I en biograf i de forkælede byer får man flere chancer. For mig og os andre er DVD pt. lykken, men altså en lykke under afvikling.
Nu glæder jeg mig til Helminens film i morgen, som eleverne på højskoledagene elsker. Og taler om, uger efter visningen. I morgen gælder det beboerne i Randers Kloster. Det er der, jeg rykker ud til med den bærbare, højttalere og projektor. Og kopien af “På vej til Paradis”.
www.filmstriben.dk Suvi Andrea Helminen: På vej til Paradis, 2007.