Why Democracy: Taxi til helvede
Det vigtigste bidrag til filmserien er Alex Gibneys dybt rystende moralske pamflet vendt imod indførelsen af tortur i USA’s krigsfangelejre.
Med den uskyldige taxichaufførs historie (de torterede ham ihjel, “mord” skrev lægen som dødsårsag på attesten) som ramme oprulles den forfærdende virkelighed med det ene konkrete eksempel efter det andet.
Og så dokumenterer Gibney endvidere, hvordan denne nye virkelighed sattes i scene af Rumsfeld og hans omgivelser. Ja, måske vidste vi det altsammen i forvejen, fra forskellige kilder. Men her er det samlet i en stram konstruktion, en vederhæftig dokumentation og en klog overvejelse i filmessayets form.
Kan dette være sandt? Guldbrandsen behandlede dele af stoffet i sin film “Den hemmelige krig” og blev efter omfattende undersøgelser omsider troet. Og ja, jeg må tro på Gibney også. DR2 sendte filmen sidste lørdag om aftenen. Og jeg må gå ud fra, at alle oplysninger også i denne film er journalistisk dobbelttjekket, så derfor skal “Taxi til helvede” have fem penne for sin vigtighed og sit mod til at sige J’accuse…!
Alex Gibney: Taxi to the dark side, USA, 2007. DR2. Kan ses på http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm Læs mere om Gibney på http://www.watsoninstitute.org/news_detail.cfm?id=500 og i dokumentarfilm sammenhæng på http://silverdocs.com/media/pdf/SD_07_Friday_Advisory_FINAL.pdf