BBC dokumentar: 11. september 2001
Joh, jeg blev da siddende det meste af tiden i aftes og så den lange film fra BBC med den imponerende rekonstruktion af begivenheder inde i de to tårne disse to morgentimer den dag. Som DR2 bragte. Men jeg havde hele tiden lyst til at gå, til at slukke. Og hvordan kan det nu være?
Jeg tror det er fordi, jeg har set det hele før. Siddet på første række, som det så smagfuldt og tydeligt står i DR2 pressemeddelelsen, på sofarække til reportagerne igen og igen, set flyet ramme, set tårnene brænde og kollapse, men de rekonstruerede scener inde i tårnet har jeg også set før, stikflammen op gennem skakten, den lille gruppe overlevende som ledet af en beslutsom mand finder vej ud gennem en labyrint af klaustrofobiske korridorer. Set det i katastrofefilm efter katastrofefilm fra “Det tårnhøje Helvede” til “Titanic”.
Filmens minutiøse research og uendeligt omfattende rekonstruktion fører for mig at se ikke nogen steder hen. Ikke til nogen egentlig analyse politisk, kriminalteknisk eller psykologisk. Slet ikke psykologisk, personerne bliver aldrig tydelige, de medvirkende vidner heller ikke, iscenesættelsen er så manifest, at den fører til interferens mellem skuespillere og vidner, replikker og statements bliver til sentimentale postulater og jeg lærer ikke noget. Filmen er naturligvis dygtigt lavet, men den er ikke klog, detaljerig, men ikke skarp.
Dens tab af autenticitet både som drama og som dokument skyldes, er jeg sikker på, at den som fortællegreb vælger den alt for velkendte og sædvanetyngede genre, katastrofefilmen. Og den genres konventioner erobrer og kvæler stoffets ægthed, dybde og alvor, og den 11. september 2001 bliver til sentimental underholdning.
