Jennifer Fox slutkommentar
Så fik jeg set alle 6 timer af Jennifer Fox serien og kan lave min personlige konklusion: Jeg blev ikke klogere på, hvad en “free woman” er for en størrelse. Jeg mødte en række skønne og interessante kvinder rundt omkring i verden, men ville gerne have mødt flere eller blevet længere i selskab med nogle af dem, som jeg mødte. Desværre blev kameraet hele tiden rettet mod Jennifers tunge, bekymrede ansigt og hendes svære kærlighedshistorie. Som jeg aldrig rigtigt blev interesseret i. Hvorfor ikke? Formentlig fordi der er for meget af Jennifer, som er en oprigtig kvinde, som jeg ønsker alt godt for, men som hovedkarakter i et filmisk forløb i 6 timer – ender du ærligt talt med at blive træt og irriteret. Og kærlighedshistorien er nærmest umulig at engagere sig i, når Kai, den sydafrikanske elsker, IKKE må ses, men kun høres om via Jennifer. Det er måske filmens hovedproblem, at det egentlige drama, “Jules og Jim”, en kvinde der skal vælge mellem to mænd, aldrig folder sig ud. Og så er Jennifer jo heller ikke Jeanne Moreau!
Når det er sagt, er filmserien som filmisk fortælling overbevisende sat sammen med en suveræn fornemmelse for genren og serieformatet, den har valgt at befinde sig i. Der er små historier omkring personer, vi bliver præsenteret for og senere bliver introduceret for igen. Der bliver fulgt op og der ER små fine situationer, hvor andre end Jennifer får mulighed for at folde sig ud, men de er (for) korte. Der er en vidunderlig musik, det svinger og passer til kærlighedskarrusellen, der aldrig stopper. Og sidste afsnits – omend lidt postulerede og pludselige – samling af den kvindelige del af familien er smukt afviklet.