Magnus Gertten: Cornelis Vreeswijk – Nogle går rundt i udtrådte sko/Anmeldelse
Jeg skrev hele tiden, siger Cornelis Vreeswijk i et interview optaget på et hospital kort før sin død i efteråret 1987. Hans tekster står klart og tydeligt den dag i dag næsten tyve år senere. Det samme med hans sang. Som visekunstner var han uovertruffen og jeg tror og håber, at han vil fange et publikum af i dag og ikke blot os mange, der var unge dengang i tresserne og halvfjerdserne, hvor han “satte ansigt på” de mange, som ikke passede ind i det svenske velfærdssamfund OG skrev og fremførte de dejligste kærlighedssange. Han, poeten, skrev hele tiden, filmen har ofte nærbilleder af hans digte skrevet ned vers for vers. “Jeg kan få anfald of panik hvis jeg ikke skriver”, siger han.
Tag nu de to digte om Rosenblad (som er Gull, en af hans kærester) og “Balladen om Fredrik Åkare og frøken Cecilia Lind”, vidunderligt enkle er de og fremført af Cornelis med en indfølelse, som får mig til at give den norske forfatter Jan Erik Vold ret i (i filmen ifb med Cornelis 50 års dag), at her har Svenskerne deres Jacques Brel, uden at hylde ham som rimeligt er.
Det startede ellers så godt med en plade, som solgte i 30-40.000 eksemplarer, men efterhånden faldt hans kritiske tekster ikke i god jord, “jeg er ikke stueren” sagde han, og filmen indeholder en optagelse fra en koncert, hvor Cornelis ender en ironisk tekst med sætningen: “Medborgere, der er behov for mere moral”! I næste øjeblik, som for det meste, henter han sine tekster fra sig selv: “Du drikker vin for at nyde, jeg for at blive fuld”. Hans liv udenfor scenen kom til at fylde mere og mere i medierne, alkoholismen og også narkotikaen tog over og han endte på et tidspunkt som “ensam, sjuk och ruinerad”. Og paranoid og voldelig.
Konstruktionen af filmen er eminent. Brugen af dokumentarisk arkivmateriale, der er voldsomt meget fra den stockholmske tunnelbana, er flettet ind mellem interviews (få men vigtige først og fremmest med kvinder i hans liv), som står i kontrast til smukke landskabsbilleder. Cornelis ønskede – som mange andre alkoholiserede digtere – at komme væk fra storbyen og gjorde det med Bim. De havde det godt på landet, indtil han gik grassat og bankede hende.
Tilbage til Rosenblad-visen. Læg mærke til hvordan den fremføres i en blændende klippet sekvens, hvor vi først til sidst får et foto af Rosenblad aka Gull, som døde af en overdosis. Erik Bäfving er klipperen, som også har været med til at skrive manuskript med Magnus Gertten.
Krydser fingre for at distributøren Camera Film får filmen ud i det ganske land. Vi har brug for poesi i disse tider!
Sverige/Danmark, 2024, 106 mins.
