Ada Bligaard Søby: The best is yet to come
Så kom postbudet med Ada Bligaard Søbys bog, ”min første bog” havde hun skrevet. En fotobog, vidste jeg det var.
Der var tre citater trykt uden på cellofanindpakningen fra bogbinderen som havde gjort den fornemt udstyrede bog færdig som bog, som en håndfast ting, en genstand. Jeg læste med det samme for eksempel dette af Erik Kessels: ”… Raw, honest and intimate, I cant’t look away.” Mit oprindelige møde med Bligaard Søbys foto- og filmkunst dækkes fuldstændig ind af dette citat, af sådanne anmeldelser på Filmkommentaren. Jeg skrev jo om American Losers i 2006, ”this is a subtle text about two biographies in balance and about a storyteller and portrait photographer and her deliberations: this is not about winners. The montage presented before the title contains all the elements and the whole story in a way. The title gives away the conclusion. I can hardly wait. I must watch this film”.
Og jeg udsatte nu udpakningen og læste i det næste citat, af Brigid Dawson, den tidligere dobbelttambourinist og sanger for Thee Oh Sees: ”It’s something a John Lennon could never do.” Nu tænkte jeg selvfølgelig på Petey & Ginger fra 2009 og at jeg dengang skrev ”at en del af Ada Bligaards kunstneriske særpræg er alvoren bag det hele og den ganske originale og naturlige evne, hun har til nå dybde i den filmiske tænkning. Petey & Ginger bliver og er således først og fremmest et personligt essay om moderne fattigdom på grundlag af en antropologisk undersøgelse, en poetisk og filmisk etnografi, som kommer tydeligt igennem. Efter at have set filmen sidder jeg helt stille, for det her er egentligt tankevækkende. Det er ikke en bekymring, dog, det ligner, men det er noget mere, det er en stille fortvivlelse.” Et citat fra filminstruktøren Dawn Shad, der uden på bogens indpakning kort bekræfter den følelse, fortæller ”you just made me cry in Shoreditch house.”
Og indpakningen af fotobogen har endelig dette påtrykte citat af en anmelder, Norman Reedus, som kalder sig “zombie killer” på “The Walking Dead”: ”Everything Ada does is personel. Like hyper-personel. Scarily so. She only tells the truth, it seems. Or she’s a really, really good liar. I love her. ” Bevæget og tøvende vover jeg at tilføje ” Og det er altså sådan at ”jeg bliver sært grebet og konstant optaget og sidder og nikker og mumler: ja, ja… Og det er ikke kun fordi, jeg kender instruktøren, nej, det er den offentlige film, som i den grad optager mig på meget private områder”, som jeg som jeg oplevede “Meet me in Berlin”, 2007.
Så meget om en række forbavsende og præcise bagflap citater uden på indpakningen af en bog, som jeg skal til at åbne, så meget om forventningerne til en forfatter, filminstruktør og fotograf, som havde været ude af mit synsfelt nogle år, hvis arbejder jeg nu måtte repetere og her er så samlet det jeg tidligere har skrevet om disse film:
http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2116/
Nu til den nye bog, nu pakker jeg ud og åbner forsigtigt…
Ada Bligaard Søby: The best is yet to come, 2018. Kehrer Verlag Heidelberg, Berlin. Tekster af Ada Bligaard Søbyog Louis My
https://www.kehrerverlag.com/en/ada-bligaard-soby-the-best-is-yet-to-come
Fotografierne er fra bogbindets forside og bagside