Kaspar Astrup Schröder: Lej en Familie A/S
Det er det med de skuffede forventninger… Jeg gik til pressevisning af ”Lej en familie A/S” af Kaspar Schröder i højt og positivt humør med erindringen om, hvordan han i april 2011 på en Dok-dag i Cinemateket havde bjergtaget mig med sin præsentation af den metode, som han havde anvendt i sin første originale Japan-film om Dr. Nakamats, som han viste klip fra, suppleret af arkitekturfilmen med parkour for fuld udblæsning. ”A multi-artist, an original talent, who also makes films… definitely a refreshing new talent in Danish documentary”, var de ord som filmkommentaren viderebragte.
Og det er ingen dårlig film, som Schröder nu sender på gaden. Historien om familiefaren Ryuichi Ichinokawa, som uden sin families viden driver et firma, som udlejer personer, som kan agere familie for mennesker, som ingen har, er interessant og attraktivt underholdende I sig selv. Til bryllupper skaffer han stand-ins – eller optræder selv som en far, som kan sige god for, at datteren flytter sammen med sin kæreste før de beslutter sig for at gifte sig – eller udlejer en kritisk læser til en forfatter før bogen kommer på gaden. Hr. Ichinokawa er forbavsende åben om, hvad han foretager sig, bortset fra at et tv-klip med ham skjuler hans identitet, ligesom de involverede i brylupperne etc. har slørede ansigter. Det er sjældent, at man er kommet så tæt på japanerne som I denne film (bortset fra Sean McAllisters fine film fra 2008), om en hovedperson, der ikke kan forsørge sin familie gennem udlejningsfirmaet, hvorfor han må have et andet job som pakkeudbringer, som han så I øvrigt bliver fyret fra. Det er bemærkelsesværdigt, at det lykkes
Schröder, godt hjulpet af en japansk kvinde(stemme) bag kameraet at vinde sin hovedpersons totale fortrolighed. Eller er det bare denne anmelders klichéfyldte opfattelse af japanerne, at de har svært ved at være åbne og udtrykke følelser?
Økonomisk hårdt, men først og fremmest er det en trist tilværelse, som Hr. Ichinokawa opruller. Han taler ikke meget til sin kone eller børn, han sover for det meste, når han er hjemme, siger konen, der også med et smil fortæller, hvor kedelig deres liv er i det lille hus, hvor hunden er den, der får størst opmærksomhed og de fleste knus af familiefaderen, som drømmer om ferie på Hawaii. “Jeg føler mig som en håndværker, der reparerer andres forhold”, siger Hr. Ichinokawa, der henimod filmens afslutning tager sig sammen og fortæller sin kone, hvad hans “I Will Cheer You Up” – firma går ud på.
Skuffede forventninger… fordi filmen er flad i sin opbygning. Måske er den for lang, ihvertfald virker den monoton i sin gentagelse af den kedsommelige hverdag, som Hr. Ichinokawa skal kæmpe sig igennem for at komme hjem til konen, der sover med den yngste søn I et separat værelse, mens Hr. Ichinokawa er placeret I børneværelset. Jeg sad undervejs og tænkte, ok vi har forstået det, videre, bring et nyt aspekt ind, byg videre på det indbyggede identitets-tema, “at leve andres liv”, giv os et nyt fortællelag – og jeg kunne snildt have undværet den overdoserede musikanvendelse, der tilsyneladende skal tjene til at bringe energi ind I de mange stillestående sekvenser. Men bare virker påklistret. Og slutningen af filmen, efter at Hr. Ichinokawa har talt med sin kone, virker meget abrupt og “hvordan kommer vi nu hurtigt ud af denne fortælling”. Ærgerligt!
Filmen vises I DoxBio og har premiere i 50 biografer onsdag 22/8.
Danmark, 2012, 80 mins.
