Afghan Muscles
Glinsende, olierede kroppe. Poserende i små tangatrusser. I Afghanistan. Det lyder ikke som en film, som du skulle gå i biografen for at se, vel? Men gør det alligevel, for her venter dig en velkomponeret og fascinerende FILMISK oplevelse. Der er nerve i fotograferingen, der er inciterende forførisk musik og en lydside, som er med til at give os den fornemmelse at tilstedeværelse, som adskiller et dokumentarisk drama fra den daglige, rutineprægede problemreportage fra Afghanistan.
It’s all about being there, sagde dokumentar-ikonet Richard Leacock, og det ER vi som tilskuere i Andreas Dalsgaards film, som giver os en enkel, klassisk historie om den fattige Hamid og hans kammerat, som gennem deres sport skal kæmpe sig til ære og berømmelse og rigdom. De vinder Mr. Kabul konkurrencen og skal til Mr. Asia mesterskabet i Bahrain og så hjem igen til det nationale mesterskab, Mr. Afghan.
Dramaet udspiller sig indenfor denne tidsramme. Hamid, der spiser 15 æg om dagen (!), træner hos Muhammedullah, som har opnået rigdom og har sit eget træningscenter. Hamid er en kendt person i sit land – 50% af befolkningen kender mit navn, siger han – og har en familimæssig tragedie at rette op på. Hans bror og onkel var også bodybuildere, men faldt ned med et fly. Det skal revancheres, men hans far ønsker ham gift og insisterer på at han og Noor passer deres bøn.
Filmen bliver i sportens verden, hos de unge mænd med deres drømme om et bedre liv, med få men visuelt stærke afhoppere til volden og bombeeksplosionerne i gaderne, en daglig trist banalitet som de to kammerater og deres nye, rige ven og medkombattant Khosrow nærmest udtrykker det. Børn leger på gaden, kampvogne passerer forbi, der tales amerikansk.
De tre og deres officials tager til Mr. Asia konkurence, Noor har problemer med størrelsen af sine trusser – der er i det hele taget mange problemer for de tre i de rige emirater. Jeg skal ikke afsløre hvilke, se selv denne flotte, underholdende og anderledes historie fra et land i nød.
Læs mere om filmen på: http://www.afghanistanfilm.dk og http://www.afghanmuscles.com/