Bolden ikke manden!
Kære Tue, jeg ved hvor meget du holder af fodbold og at du ved at godt fodboldspil handler om at gå efter bolden og ikke manden der har bolden.
Dette gælder selvfølgelig også i debatter. Jeg vil ikke forsvare Dola, det gør hun nok godt nok selv, men DFI’s konsulenter. Jeg synes de gennem de senere år har haft en høj standard og har været med til at skabe den internationale succes, som dansk dokumentarfilm har for tiden.
Du nævner en lang række instruktører ved navn, som alle har det til fælles at de er udannede jounalister, men derudover laver meget forskellige film. Hvis jeg skulle nævne et fællestræk, er det at de alle har skabt film som har skabt stor debat og forholdt sig til emner i det danske samfund. Det har for mig altid været et vigtigt element i dokumentarfillm. At skabe debat og engagere sit publikum.
Jeg bryder mig ikke om, at du gør dig til overdommer for, hvad der er kunst og ikke mindst hvem der er kunstnere. Men jeg vil ikke fortabe mig i den debat, som jeg mener har det forkerte fokus.
Der hvor jeg mener du har fat i bolden, er at TV har for meget at skulle have sagt i dansk dokumentarfilm. Ved sidste filmforlig blev en stor del af konsulenternes penge flyttet over i New Danish Screen og erstattet af TV-penge. Det betyder at filmkonsulenterne nu skal blive enige med TV-redaktørerne om langt flere projekter. Dette er foruroligende når man ser hvordan selv Public-servicekanalerne mere og mere bliver styret af kommercielle parametre og mainstream. Det er det, der er en trussel for filmkunsten.
Opgaven må være at få fravristet TV den magt (pengene) og få givet den tilbage til konsulenterne, gerne ved næste filmforlig. Det kræver sikkert både hård træning og godt sammenspil, men det er det, jeg ser som målet.
Niels Pagh Andersen
Se hele diskussionen ved at klikke kategorien Polemics. Foto: Niels Pagh Andersen in Damascus for DoxBox