Chantal Akerman: La chambre
I går var der to facebookopdateringer og igen i dag en fra en følsom og klog filmproducent jeg ad den vej kender og følger, opdateringer vedrørende Chantal Akerman som døde i forgårs og om hendes arbejder. To nekrologer og et link til hendes film La chambre fra 1972.
Det er hendes første film efter hun har forladt filmskolen i Belgien og er flyttet til New York. Hun er 22 år. Det er et studium i filmscenens væsen. Én eneste optagelse, en panorering langsomt dvælende cirkelformet i værelset først den ene vej så den anden vej til sidst i kortere ruter frem og tilbage til en medvirkende formodentlig hende selv som ligger i en seng og spiser af et æble.
Filmen La chambre viser mig en scene som ikke er en historie, ikke er en del af en historie, ikke er en anekdote, der er ingen pointe, blot en naturlig afslutning. Den filmscene er en skildring af et værelse, et bestemt værelse, ikke et værelse som sådan, men det her værelse, netop som filmens præcise titel siger.
SYNOPSIS
In a 360° circular panoramic shot the camera slowly pans an entire apartment (or house). When it first passes the bedroom there is nobody there but each time it shows the room again Chantal Akerman is sitting on the bed, motionless first, then busy doing something (peeling an orange, eating an orange, etc.). When she is last seen she yawns and lies down on her bed. The camera continues panning but after 10 minutes and 21 seconds the film comes to an end and she can’t be seen asleep. (IMDb / by Guy Bellinger)
USA, 1972. 12 min.
