Christian Sønderby Jepsen: Faderen, Sønnerne og Helligånden
Jeg vender tilbage til min afdøde kollega Allan Bergs tekst om “Testamentet”, som han skrev I 2013. Her er i citat det meste af det smukt formulerede oplæg til en visning af filmen I Randers.
”Der er Andreas, Christian og mig, Henrik og min far og min mor og min hustru. Alle drikker.” Det siger fortælleren. Det er altså personerne, og han er en af dem, hovedpersonen, første person, ental, og jeg er inde i et familiedrama, i gang med at lytte til og iagttage en sørgelig historie, og det er disse mennesker, jeg skal være sammen med en film lang. Jeg har problemer med at holde mig fast, for jeg kan ikke holde med, ikke identificere mig, ikke forelske mig, jeg kan ikke holde det ud. Jeg stødes fra, hvor jeg skulle trækkes ind og opsluges. Og jeg kan ikke bare afvise filmen, jeg får mistanke til mig selv, til mine evner til at udfylde min rolle, min opgave. Den at være publikum, som her viser sig som et ansvar. Først og fremmest gæstens ansvar, jeg skal være høflig og forstående og accepterende, jeg er i et fremmed land, hos et besynderligt folk, som opfører sig særegent, som taler et anderledes sprog. Men jeg er anfægtet og jeg kommer i tvivl. Jeg holder filmen ude fra mig, undrende.
Jeg er ikke optaget af hovedpersonens projekt, jeg er ikke optaget af instruktørens projekt. Jeg kan ikke lide nogen, fascineres ikke af nogen. Jeg oplever mig selv som ufrivillig kigger, vil genert vende ansigtet væk, se ned i gulvet. Men jeg krummer ikke tæer, dette er fremragende film, det er autentisk, det er ægte. Sådan er det for mig nogle minutter inde i filmen, efter begravelsen, efter mødet med faren, det ubehagelige menneske, efter mødet med broren, denne mærkeligt uinteressante stakkel.
Det gamle ord anfægtelse falder mig ind, jeg er jo altså ikke rørt, bevæget, imponeret, overbevist, jeg er anfægtet af filmen, den bestrider det, som er mig, går imod min kultur, er hævet over min smag, indifferent over for min dannelse. Jeg mærker, tæppet skride under mine fødder. Filmen anfægter mig.
Måske har jeg det med Sønderby Jepsens film, som Henrik har det med morfarens testamente. Han anfægter det, bestrider det…”.
Jeg har det med “Faderen, Sønnerne og Helligånden” som Allan havde det med “Testamentet”. Jeg er i et et fremmed land og jeg kan ikke umiddelbart holde af de medvirkende. Ikke umiddelbart men jo længere jeg er med dem, jo flere nuancer Sønderby Jepsen giver sine karakterer, jo mere jeg forstår jeg de problemer, de har og har haft, brødrene og deres familier. Faren der ikke vil vide af dem, moren som døde alt for tidligt, misbruget, de kan ikke tage sig sammen, men kærligheden er der og jeg bliver så glad, når jeg ser Henrik komme i gang med arbejde og ende med at kaste sig over det fag, som han er uddannet i: elektriker. Derimod er det trist at se Christian falde for en serbisk militssoldats religiøse broderskab og hans racistiske holdninger: “Under krigen lagde vi bomber i moskeerne og så boom..” Danmark for danskere, siger Christian, det er du for klog til at mene, tænker jeg.
Aleksander er ét af Henriks børn. Han bliver student med topkarakter. Den første i familien med hue. Henrik er pavestolt og konen er tilsyneladende holdt op med at drikke. Christian er med til festen, jeg tror det er hans søn han taler kærligt med. Der er måske håb forude.
Med Allans ord: dette er fremragende film, det er autentisk, det er ægte.
