Christina Rosendahl: Vold i Kærlighedens Navn
”Jeg har fulgt arbejdet i Danner i fem år. Filmen har taget tid, fordi der var meget store hensyn at tage til sikkerhed og etik. Hvornår er det for farligt for en kvinde at deltage i filmen? Kan hun selv vurdere risikoen? Hvordan fortæller jeg nøgternt om manden uden at dæmonisere ham? Og hvordan skaber jeg et ærligt og komplekst billede af det verdensfænomen, vold er? Mit ønske er at bryde tavsheden om volden, men også at undersøge voldens kompleksitet, når den opstår mellem to, der i virkeligheden skulle elske hinanden…”
Et citat fra filmens pressemateriale, overvejelser fra Rosendahl, som har lavet en film, som giver god besked om, hvad krisecentret Danner, dens mange ansatte og frivillige foretager sig. Det er en imponerende institution. Men ikke nogen imponerende film.
Christina Rosendahl har lavet en fllm, som lægger sig i den observerende dokumentartradition, som vi kender fra Frederick Wiseman, institutions-filmen, som i Danmark har fine eksempler fra instruktører som Dola Bonfils, Anne Wivel og Arne Bro – film om politiet, forsvaret, hospitalet, ungdomskolen, folkekirken m.m.
Rosendahls problem, som hun antyder i citatet, er
begrænsningerne. Få sagde ja til at medvirke og det er fortrinsvist deres historier, som følges. Stærke historier om fysisk og psykisk vold. Jeg vil ikke glemme kvinden, som reagerer skarpt på et råd om at skabe struktur i hverdagen. ”Nej, det har jeg prøvet, min mand lavede et dagsskema for mig, time for time, kvarter for kvarter…”. Det drejer sig om at opbygge selvtillid, give kvinderne selvværd. ”Han har magten over hele mig”, siger én, ”visk ham ud af dit liv”, er svaret fra samtalepartneren fra krisecentret. Han har taget al ansvaret fra mig. Det er vold, der ofte er forbundet med misbrug. Der tales om vold i alskens afskygninger,
Filmen er stærkest, når kameraet hviler på socialrådgiveren eller psykologen og viser hvor gode de er til samtalen, til at lytte og forstå og analysere og opmuntre. Svagheden ved filmen er de mange pausebilleder ud af vinduet, juletræ og julegaver, sandkasse for børn som ikke ses – scener med sødladen musik. De tager energi fra filmen og de intense stærke historier. Og hvorfor får man ikke at vide, hvordan det er at bo på Danner, der er nogle, som har været der i et par år!
Filmen har premiere den 1. November i 52 biografer med gode debatter i bedste Statens Filmcentral stil, skriver én, som var ansat der i 20 år. Og forhåndsomtale er der masser af i den skrivende og elektronisk presse. Ærgerligt at filmen ikke er bedre.
Danmark, 2017, 76 mins.
